De hvide busser – besættelsen – del 3

Af Georg Strong

De hvide busser fra den tyske besættelse under 2. verdenskrig har de fleste danskere hørt lidt om. Vi fik kort nævnt dem på vores arrangement 9. april 2025 ”En aften under besættelsen”. Men hvad gik det egentlig ud på? Det vil jeg forsøge at fortælle lidt om i dette indlæg.

Der er nogle forhold før de hvide busser, der er væsentlige at få med i denne fortælling. Så derfor starter jeg der.

Forholdene i Danmark fra 9. april 1940 frem til 29. august 1943 var præget af, at den danske regering havde et slags samarbejde med den tyske besættelsesmagt. Dansk politi, retsvæsen og fængsler fungerede stadigvæk i den periode. Den stigende uro og modstand mod den tyske besættelse fik den tyske besættelsesmagt til at stille meget skærpede krav til straf (dødsstraf f.eks.) og håndhævelse af, hvad de mente var lov og orden. Den danske regering valgte at afvise de tyske krav den 29. august 1943 og som konsekvens heraf, trådte regeringen tilbage.
Nu var den danske befolkning helt i tyskernes magt.

Faktisk havde tyskerne allerede den 28. august 1943 i Ryvangen skudt den første modstandsmand (han hed Paul Edvin Kjær Sørensen).
Allerede i løbet af efteråret 1943 var rigtig mange danskere sendt til Kz-lejre, fængsler/tugthuse i Tyskland. Senere kom flere til, blandt andet ca. 2000 danske politifolk (september 1944)

Der var ikke længere nogen dansk regering til at beskytte danskerne. Men der var stadig et embedsapparat. Det protesterede også flere gange mod deportationerne af danskere til tyske Kz-lejre, men uden effekt på den tyske besættelsesmagt. I januar 1944 foreslog embedsapparatet så den tyske besættelsesmagt, at der kunne opføres en interneringslejr på dansk grund betalt af Danmark. Her kunne tyskerne så holde danskere fanget i stedet. Det gik
den tyske besættelsesmagt ind på og i Frøslev tæt ved grænsen til Tyskland blev lejren opført – også kendt som Frøslev lejren.

Det tyske sikkerhedspoliti skulle stå for selve driften, SS-personale havde kommandantskabet, og det tyske Ordnungspolizei i Danmark havde opsynet med fangerne.
Det gjorde en stor forskel, om en fange var i Frøslev lejren eller i en tysk kz-lejr. For i Frøslev lejren fik fangerne nok mad og der var ikke den samme brutalitet, som i de tyske Kz-lejre. Forholdene i Frøslev lejren var tålelige, men så hellere ikke mere.
Der nåede at blive interneret næsten 7.000 fanger i Frøslev lejren. Desværre blev ca. 1.600 sendt videre til tyske Kz-lejre og omkring 220 i den gruppe overlevede det ikke.

Hvis en fange var så uheldig at blive sendt til tysk Kz-lejr, så var det en særdeles alvorlig sag. Risikoen for at omkomme var meget nærværende. Forholdene i kz-lejrene var så forfærdelige, at selvom man overlevede, ville man være mærket psykisk og fysisk. En stor brutalitet, sygdomme, ingen lægehjælp, dårlige hygiejniske forhold, tvangsarbejde og ikke mindst mangel på ordentlig mad, udfordrede fangerne til det yderste. Mad bestående af gammelt brød og roesuppe kunne give 1600 kalorier om dagen, hvor overlevelsesgrænsen er 1200 kalorier om dagen. Men hen mod slutningen af krigen fik fangerne kun 600 kalorier om dagen. Det taler vist for sig selv.

De danske myndigheder (embedsapparatet) var godt klar over, at forholdene i kz-lejrene var meget alvorlige. Der blev arbejdet på, at Røde Kors kunne sende pakker til fangerne. I starten ville tyskerne kun tillade tøj i pakkerne. Private initiativer forsøgte så at sende pakker direkte til fangerne (anbefalet pakke) og det lykkedes faktisk at få pakkerne frem. De danske myndigheder pressede fortsat på for formelt at få lov til at sende pakker med mad osv.  Der blev oprettet en fond – Fondet af 1944 til Sociale og Humanitære Formål, i princippet en privat fond, men i det skjulte finansieret af Socialministeriet. I februar 1944 blev de første pakker (med mad) forsøgt sendt af sted til Theresienstadt (de danske jøder blev indsat der).  Det gik godt og flere blev sendt af sted uden tyskerne stoppede det.  Det lykkedes også at få lov til, at der kunne sendes pakker til alle lejrene med danske fanger via Røde Kors. Det gik dog ikke helt gnidningsfrit.

Specielt de cirka 2000 danske politifolks skæbne i kz-lejrene, fik de danske myndigheder til at handle og det skabte ”hul” igennem med Røde Kors hjælpepakker til danskerne i de tyske kz-lejre. Holdningen hos myndighederne var, at de danske politifolk bare havde passet deres arbejde for den danske stat og derfor var det meget uretfærdigt, at de var havnet i de tyske kz-lejre.

Danmark havde stadig diplomater i Tyskland i hele besættelsesperioden. Det lyder måske lidt underligt, men Danmarks lidt specielle situation under krigen muliggjorde dette. Tyskland beskyttede bare Danmark mod England, sagde de. De må vist siges at være en gigantisk vigtighed. En anden, men ikke uvæsentlig faktor, var den store fødevareproduktion i Danmark. Tyskland manglede desperat fødevarer, specielt sidst i krigen. Derfor ville man gerne stå på god fod med Danmark, så fødevareproduktionen ikke led last.

De danske diplomater var en fordel i arbejdet med at få hjælpepakker frem til de danske fanger i kz-lejrene. De kunne i en vis udstrækning bevæge sig rundt i Tyskland og de havde adgang til de tyske myndigheder, hvilket gav visse muligheder for at hjælpe fangerne. De arbejdede også med at få registreret alle danske fanger. Hvem de var, hvor de var fangne. Desuden var private danske initiativer også med til at skaffe oplysninger om forholdene i kz-lejrene og fangerne. De danske diplomaters arbejde i Tyskland er prisværdigt. Forholdene i Tyskland – specielt i sidste del af krigen – var ganske enkelt forfærdelige. Tyskland blev bombet heftigt og bomber kender ikke forskel på venner og fjender. De danske diplomaters boliger og kontorer blev også ramt af bomber, så de har været under et kolossalt psykisk og fysisk pres. Det må også nævnes, at der også var danske pressefolk i Tyskland, som også gjorde deres, for at få oplysninger hjem til Danmark. Men de var underlagt streng censur af tyskerne, så det var meget svært. Desuden blev det tyske styre mere og mere paranoid i løbet af krigen, så ingen kunne vide sig sikker overhovedet. De danske pressefolk måtte også kæmpe med udbombede boliger og hvad deraf førte.

De danske myndigheder arbejdede også på at få danske fanger tilbage til Danmark. Det gik meget trægt med at få tilladelse af de tyske myndigheder til det. I december 1944 får man lov til at hente nogle syge politifolk fra Buchenwald til Danmark. Det blev den første transport med ”De hvide busser” og udførtes med 4 danske DSB-busser, der kørte til Buchenwald og hentede 199 politifolk og 33 urner.

Den 20. december 1944 gav tyskerne tilladelse til at overføre danske politifolk til kz-lejren Mühlberg. Det var ikke ligegyldigt, for dermed fik de status af krigsfanger, hvilket gav nogle få rettigheder.  I januar 1945  lykkedes det at få 20 jøder tilbage til Danmark (de var gift med såkaldte ariere, hvilket Tyskland gik meget op i). Men der blev utrætteligt presset på, for at få flere hjem til Danmark. Anstrengelserne gav resultat, da 500 politifolk/grænsegendarmer og 100 ’asociale’ og ’kriminelle’ (som tyskerne betegnede dem) fra 10. december 1944 og frem til midt i marts 1945 blev hentet hjem til Danmark med ”De hvide busser”. De fleste blev dog anbragt i Frøslev lejren og fik ikke deres frihed. Men i Frøslev lejren var der nok mad og der var også lægehjælp, hvilket var en afgørende forskel fra de tyske kz-lejre.
Det må nævnes, at englænderne ikke ville have, at der blev lavet disse transporter. Det skulle vente til efter krigen var slut. Men behovet for at få folk ud af kz-lejrene var så stort, at man valgte at se stort på det. Englænderne blev dog mere pragmatiske i forhold til dette spørgsmål sidst i krigen.

I februar 1945 kommer Grev Folke Bernadotte ind i billedet. Han var vicepræsident for Svensk Røde Kors og begyndte forhandlinger med Heinrich Himmler, der blandt andet bestemte over kz-lejrene. Ideen var at få danske og norske fanger ført til Sverige – i et nordisk samarbejde. Det fik man dog ikke lov til i første omgang, men Himmler gik med til at samle nordiske fanger i et særligt afsnit i kz-lejren Neuengamme. Fangerne skulle så være under tilsyn af Svensk Røde Kors. Den danske gesandt Mohr i Berlin førte også forhandlinger med tyskerne herom efter Bernadotte havde kontaktet ham om den nye mulighed. Den 12. marts 1945 nåede den første afdeling af svenskere frem, men de kom først i gang 24. marts 1945 og det gik langsomt med at samle danske og norske fanger i Neuengamme. Svenskerne havde på det tidspunkt ikke særlig erfaring med den opgave, men det havde danskerne, så de trådte til og indgik i svenskernes redningsaktion. Man delte opgaven mellem svenskere og danskere således, at svenskerne bragte fanger fra de forskellige lejre til Neuengamme og det særlig afsnit for nordiske fanger. Danskerne skulle så tage sig af den videre transport mod nord (Sverige), når det blev muligt. De skulle også stå for forplejningen og sørge for karantæne (mange fanger var smittet med smitsomme sygdomme).

De svenske konvojer havde bedre udstyr i form af benzindrevne moderne køretøjer (der kunne køre 80-90 km i timen. De danske var generatordrevne og kørte ikke mere end 30-40 km i timen) og derfor var det mere sikkert at bruge disse køretøjer ved kørslen rundt i Tyskland efter nordiske fanger. Forholdene i Tyskland var meget ringe og man kunne ikke regne med at få hjælp ved nedbrud og andet. Så alt skulle medbringes. Det var også gældende for de danske køretøjer, hvor man skulle medbringe alt, der kunne blive brug for. F.eks. dæk til busserne, hvis et dæk blev defekt. Men også brændsel til de generatordrevne køretøjer, mad, vand, medicin, osv. For at sikre køretøjerne mod angreb, blev de malet hvide og påført store Røde Kors mærker eller Dannebrog. Derved kunne de allierede fly nemt se, at der var tale om sygetransporter. Ellers risikerede man at blive beskudt af fly. Men sidst i krigen brugte tyskerne hvide køretøjer, for at undgå de allierede angreb. Det havde desværre den konsekvens, at ”De hvide busser” også blev angrebet. På en enkelt dag blev 25 dræbt ved angreb på ”De hvide busser”.

Det at køretøjerne var malet hvide eller kalket hvide, gav dem navnet ”De hvide busser”. Der var nemlig mange busser blandt køretøjerne. Det var en kæmpeopgave at fremskaffe så mange busser og andet kørende materiel – f.eks. ambulancer. Derfor blev busser fra DSB udtaget til denne opgave. Statens Civile Luftværn havde ambulancer. Private busselskaber kom også med og leverede busser til aktionen. Socialministeriet koordinerede operationen og betalte også for den via statsmidler. Opbakningen var præget af stor solidaritet fra danskerne for at få danske og norske fanger ud af kz-lejrene og i sikkerhed i Sverige eller næstbedst i Frøslev lejren.

2. april 1945 giver Himmler Grev Folke Bernadotte tilladelse til, alle kvindelige nordiske fanger, flere norske studenter og resten af de danske politifolk (ca. 1500) må føres fra Neuengamme til Sverige. Kort efter giver Gauleiter Kaufmann i Hamburg (Neuengamme lå sydøst for Hamburg) ordre om, at alle skandinaviske fanger skulle føres nordpå (til Danmark/Sverige) straks.

Der blev travlt i Danmark med at skaffe alle de nødvendige køretøjer (busser og andet). De blev samlet i Padborg og kørte så i konvojer sydpå til Neuengamme for at hente fangerne. Den 19. april bad svenskerne danskerne om 100 busser ekstra, for at få alle med. Det klarede danskerne så på rekordtid (cirka 1 døgn).
Det skal lige med, at den 15. april hentede man ca. 400 danske jøder fra Theresienstadt og kørte dem til Sverige. Jøderne var nemlig ikke omfattet af aftalen om at samle alle nordiske fanger i Neuengamme.

De danske kommunister sad i Stutthof lejren, men dem nåede man ikke at hente, inden de sovjetiske styrker afskar forbindelsen til det sted.

I dagene 20. og 21. april 1945 blev 4.255 nordiske fanger bragt ud af Neuengamme kz-lejren og kørt til Danmark af ”De hvide busser”.  Dermed var stort set alle danske fanger bragt ud af de tyske kz-lejre. Når jeg skriver fanger, så er det ramme alvorlig. Der var nemlig tyske vagter med på ”De hvide busser”. Der var også danske sygeplejersker og læger med på konvojerne. Mange af fangerne var meget afkræftet, så selve den lange tur under svære forhold var en stor belastning for fangerne, men også for de frivillige, der hjalp med at køre, osv.

Nu var de fleste danske og norske fanger bragt ud af Tyskland, men Grev Folke Bernadotte fik tilladelse til at bringe kvinder ud fra Ravenbrück kz-lejren. I dagene 21-26 april 1945 lykkedes det at få omkring 10.000 kvinder fra Belgien, Holland og Polen kørt ud af Tyskland til Danmark med ”De hvide busser”.  Derefter stoppede aktionen med ”De hvide busser”. Risikoen ved transporterne blev også alt for stor. Der var alt for mange angreb på konvojerne med ”De hvide busser” i Tyskland.

Når en konvoj af ”De hvide busser” nåede Padborg-Kruså området, blev der gjort holdt. De afkræftede mennesker blev undersøgt for smitsomme sygdomme (dem fik man nemt i kz-lejrene) og man blev afluset. Hvis man var ramt af smitsom sygdom, så kom man i karantæne.  Men der var nu masser af læger, sygeplejerske, kokke og andet relevant personale tilstede, der kunne hjælpe de stakkels mennesker. Nogle blev sendt videre til Frøslevlejren, men de fleste blev transporteret videre igennem Danmark og for en kortere periode indkvarteret på skoler og lejre, f.eks. Odense, Nyborg og Helsingør. Mange var meget medtagne af opholdet i kz-lejrene og havde brug for hurtig lægehjælp, mad og omsorg. På turen stod danskere i vejkanten og vinkede til konvojerne og dens passagerer, men man overså demonstrativt de tyske vagter. Når det var muligt, blev folk overført til Sverige fra havnene i Gedser, København og Helsingør til typisk Malmø eller Helsingborg.  

På den svenske side stod svensk Røde Kors og de svenske myndigheder klar til at tage sig af de nu frie fanger. De var ofte fysisk og psykisk stærkt mærket af opholdet i kz-lejrene og den lange køretur igennem specielt Tyskland, men den i Danmark var også anstrengende.
De fik straks et lægetjek, mad, rent tøj og et bad. Afhængig af deres tilstand kom de på hospital eller til midlertidige modtagecentre.

Fra svensk side havde man oprettet særlige sanatorier og lejre, hvor de stakkels mennesker så kom til, hvor de i fred og ro kunne komme sig. Der blev tilbudt psykologisk og medicinsk støtte til dem. Mange opholdt sig i uger eller måneder disse steder, før de kunne tage hjem til Danmark eller Norge.  Nogle blev endnu længere, fordi de ikke havde noget at tage hjem til. Det kunne f.eks. være, fordi der ikke var familie eller bolig i deres hjemland, men også at forholdene var alt for usikre (i Belgien, Holland og Polen havde der været voldsomme krigshandlinger).

Det må fremhæves, at den svenske befolkning og svensk Røde Kors gjorde en kæmpe indsats for at hjælpe disse mennesker. Mange svenskere meldte sig frivilligt til at modtage, pleje og støtte de mange kz-fanger, da de kom til Sverige.

Grupper af danskere i kz-lejre:	Antal:
Modstandsfolk	2850
Politifolk	1900
Jøder	481
Asociale (tysk betegnelse)	450
Kommunister	150
Grænsegendarmer	141

Danskerne blev anbragt i en række kz-lejre i Tyskland. Det drejer sig f.eks. om:

KZ-lejr:	F. eks. gruppe af:	Placering på kort:
Buchenwald	Politifolk	1
Neuengamme	Opsamlingssted nordiske personer	2
Mauthausen	Modstandsfolk	3
Sachsenhausen	Modstandsfolk og politifolk	4
Theresienstadt	Danske jøder	5
Dachau	Modstandsfolk og politifolk	6
Ravensbrück	Kvindelige fanger	7
Mühlberg	Politifolk – lejr for krigsfanger, modstandsfolk	8
Statthoff	Danske kommunister	9
Auschwitz	Lille gruppe af danske jøder	10
Fængsel/tugthus	Ikke angivet	Forskellige steder, f.eks. Berlin

På nedenstående kort har jeg sat placeringen af kz-lejrene ind (cirka placering):

Ca. 6.100 danskere havnede i tyske kz-lejre. Omkring 600 døde i lejrene men der døde også folk efter hjemkomsten. Mange led af fysiske og psykiske mén efter fangenskabet i lejrene.

I alt fik De Hvide Busser transporteret omkring 20.000 personer ud af kz-lejrene og i sikkerhed.

Kilderne angiver ikke præcist hvor mange køretøjer, der indgik i redningsaktionen med De Hvide Busser. Men tallet skønnes til omkring 300.

Det er vigtigt at huske på, at De Hvide Busser ikke kørte sig selv. Der skulle folk til at køre busser, ambulancer, lastbiler, motorcykler, osv. Desuden var der behov for læger, sygeplejersker, hjælpere, osv., til at yde hjælp til mange af fangerne, som var i elendig forfatningen helbredsmæssigt. For en meget stor dels vedkommende var det frivillige. Både på svensk side og sandelig også på dansk side. Desuden hjalp mange med at fremskaffe busser, andre køretøjer og materiel, osv. og klargør dem. Nogle gange med utrolig kort frist. Uden deres indsats og vilje til at træde til, ville aktionen ikke være lykkes.
Turene i Tyskland var en barsk omgang. Krigsfronten var meget tæt på ruterne, der nogle gange måtte omlægges på grund af kampene. Desuden var der hele tiden risiko for flyangreb på De hvide busser. Det skete desværre alt for mange gange med sårede og døde til følge. Der opstod også problemer med tyskerne, der ændrede på aftaler eller forlangte modydelser, for at give de nødvendige tilladelser. Besøgene i kz-lejrene har givet også sat sig spor, da oplevelserne for folkene på De Hvide Busser må have været voldsomme.

Jeg er stødt på 2 øjenvidneberetninger (danske) om turen til Neuengamme og retur til Danmark. Hvis du har lyst til at læse dem, så har Vardemuseerne en beretning af Martin Kirkegaard. Herning Historie har en beretning af Kristian R. Ovesen.

De Hvide Bussers redningsaktioner foregik fra 5. december 1944 til 26. april 1945, men der blev også ført fanger med tog til Danmark helt frem til krigens afslutning

Hvis du stadig har mod på at læse mere om De Hvide Busser, så ligger der et udmærket indlæg på Wikipedia. Det kan du læse her.

Kilder:
Bogen: Berlin Brænder af Tom Buk-Swienty
Bogen: Spærretid fra Nationalmuseet
Bogen: Helvede har mange navne” af Jørgen H. Barfod
https://natmus.dk
https://danmarkshistorien.lex.dk
https://biografiskleksikon.lex.dk
https://da.wikipedia.org
https://dengang.dk
https://fortidennu.wordpress.com
https://www.2verdenskrig.dk
https://cfuunivers.mitcfu.dk
https://folkedrab.dk
https://www.rigsarkivet.dk
https://www.vejlestadsarkiv.dk
https://www.rodekors.dk
https://dansk-politi.dk
Copilot

Opdateret 10-09-2025