Af Carsten Skovbro
Evaluering af årets arrangementer
På generalforsamlingen den 14. marts 2026 lavede vi en lille konkurrence, hvor vi bad de fremmødte medlemmer om at evaluere de arrangementer, vi havde haft på programmet siden generalforsamlingen i 2025.
Man kunne vurdere arrangementer på en skal fra 1 – 3 smileys, hvor 3 var den højeste evaluering og 1 den laveste. Da ikke alle, der havde deltaget i de enkelte arrangementer, var til stede på generalforsamlingen, skal man være forsigtig med at konkludere noget, men nogle tendenser er ret tydelige. Således springer evalueringen af 3 arrangementer i øjnene:
Sommerturen (til Audebodæmningen og Holbæk museum)
Årets rejse (til Sydfyn) og
Receptionen i forbindelse med udgivelsen af Årsskriftet.
Sommerturen blev vurderet til 3 på 24 af de afleverede spørgeskemaer. Der var ingen vurderinger på 1 eller 2. Årets rejse blev vurderet til 3 på 15 af de indleverede skemaer og til 2 på et enkelt. Receptionen blev vurderet til 3 på 23 skemaer og til 2 på 2 skemaer. Vi må gå ud fra, at selve årsskriftet indgår i evalueringen af receptionen.

Når specielt disse 3 arrangementer er interessante, er det ikke kun fordi, de er så positivt evalueret, men også fordi de er kendetegnede ved at være tilbagevendende arrangementer i løbet af året. Det vil de også være i år. Sommerturen og årets rejse vil også være på programmet næste år, men anderledes stiller det sig med årsskriftet og den tilhørende reception. Vi ved, at vi ikke kan lave årsskriftet på samme måde pga. udskiftning af bemandingen og at det derfor vil blive væsentligt dyrere at lave og dermed i praksis uden for økonomisk rækkevidde. Vi skal derfor i løbet af de kommende måneder finde en løsning herpå og samtænke det med Smånyt og kommunikationen med medlemmerne generelt.
Afslutningsvist vil bestyrelsen gerne takke for de meget positive evalueringer af ”en aften under besættelsen”. Her var der heller ingen slinger i valsen: rene 3’ere fra 24 skemaer. Når jeg fremhæver dette, er det fordi det hele blev lavet af en arbejdsgruppe bestående af Line Ludvigsen, Hannah Rank, Niels Henrik Rank og Georg Strong. Alt fra ide over drejebog til fremskaffelse af kulisser og gennemførelse (inklusive bagning af ølkager og brygning af erstatningskaffe).
Hvis du er interesseret i at høre flere detaljer om evalueringen er du velkommen til at kontakte mig.
Carsten
Tlf. 30 52 97 55
Mail: formand@lshist.dk
Opdateret 30-03-2026