Af Georg Strong
Denne sidste artikel om besættelsen handler om de danske krigssejlere. Den er en opfølgning på de 2 interaktive dramatiserede foredrag, som Historisk Forening lavede i løbet af 2025. I forbindelse med foredragene, blev der efterspurgt mere om de danske søfolk under besættelsen. Jeg har derfor forsket lidt i de danske krigssejlere. Det har været en øjenåbner, da de danske søfolks indsats under 2. verdenskrig er gribende. Selvom artiklen er lidt lang, så har der kun været plads til meget lidt af historien om de danske krigssejlere.
Da Nazityskland angreb og besatte Danmark den 9. april 1940, befandt en række danske skibe sig udenfor dansk område. Kaptajn og besætning på skibene stod nu i en svær situation. Hvis de sejlede tilbage til Danmark, ville de ikke længere være frit stillet og Nazityskland ville have en fordel derved. Nogle rederier havde på forhånd givet ordre om, at hvis den situation opstod, skulle skibet søge til neutral havn.
Foto: Wikipedia Commons.
Desværre var de danske skibe og søfolk allerede bekendt med krigens realiteter. Ved 2. verdenskrigs udbrud i september 1939 erklærede Danmark sig neutral. Men det forhindrede ikke de tyske ubåde i at angribe og sænke danske skibe. Frem til den 9. april 1940 var 29 danske skibe blevet sænket af tyske ubåde og 360 danske søfolk var omkommet. Så Nazityskland var næppe særlig vellidt blandt danske søfolk, da 9. april 1940 oprandt.
2/3 af den danske handelsflåde befandt sig i allieret farvand eller neutralt farvand, da Danmark blev besat. På det tidspunkt var der cirka 420 skibe – skibe over 500 tons – i den danske handelsflåde, så cirka 280 danske skibe blev afskåret fra hjemlandet.
Jeg vil opdele de danske søfolk i 3 grupper, Hvis vilkår var lidt forskellige, men alle oplevede krigens brutalitet. 1. fiskerne, 2. søfolk i danske og tyskkontrollerede farvande (hjemmesejlerne), 3. danske søfolk i allierede område (udesejlerne).
Lad os først se på de danske fiskeres situation og skæbne.
Fiskerne oplevede også, at de ikke var fredet fra krigens start i september 1939. Tyskerne havde en opfattelse af, at de hjalp englænderne. I dagene 23-24. februar 1940 blev 4 danske kuttere simpelthen sejlet ned (vædret) af en tysk minestryger. Kutterne blev helt smadret og nogle af dem blev endda påsejlet flere gange. I alt 16 fiskere omkom.
Fiskerne arbejdede ikke kun i danske farvande. De kunne også vælge at fiske længere væk eller lande deres fangst i en udlandshavn. Derfor var der danske fiskerbåde i England den 9. april 1940 og nogle valgte bevidst at sejle til England for at komme væk fra tyskerne. Endelig blev nogle fiskerbåde opbragt af den engelske flåde eller kystvagt. Så omkring 44 fiskekuttere ”landede” i England lige omkring den 9. april. Nogle af fiskerne valgte at sejle for englænderne.
Det er en kendt sag, at danske fiskere under besættelsen sejlede modstandsfolk, jøder og andre af nazisterne til Sverige eller svensk farvand, hvor folk så blev sejlet i land af svenske både.
Der er givetvis blevet tjent en del penge blandt fiskerne for den indsats.
Men vestpå i Nordsøen (også kaldet Vesterhavet) foregik en helt anden trafik. Der var danske fiskekuttere, der var sejlet til England. Nogle af dem sejlede ud fra England med våben og ammunition i lasten. Ude på åbent hav mødte de så andre danske fiskerbåde, der sejlede ud fra Danmark for at fiske. Våben og ammunition blev så overført til fiskerbådene, der var sejlet ud fra Danmark. Skjult under fisk og is blev tingene sejlet til Danmark. Det var blandt andet fiskere fra Frederikshavn, der var med til det. Man landede fiskene i Thyborøn og sejlede så bagefter ind i Limfjorden og afleverede tingene til modstandsbevægelsen.
Fiskerne havde et farligt arbejde under besættelsen. Livet som fisker har altid været hårdt og med risiko for forlis. Men i besættelsesårene blev det ekstra farligt. Både englænderne og tyskerne minerede store områder. Allerede i andet døgn efter besættelsen af Danmark, omkom 4 skagensfiskere på grund af udlagte tyske miner. De havde intet fået at vide om minerne og blev minesprængt. Fiskerne fik også minerne i nettene, hvilket i sagens natur var meget farligt. Men minerne kunne også rive sig løs og drive rundt. Så ingen kunne føle sig sikker. Pludselig kunne man ramme en mine og så havarerede båden og gik ned. Men andre fare lurede. Både tyske og engelske fly kunne finde på at skyde efter de danske fiskerbåde. De førte i nogle tilfælde til, at fiskerbåden forliste. De engelske fly gjorde det mest i starten af krigen. Omkring 1943 gik det op for englænderne, at danske fiskerbåde samlede mandskabet fra nedskudte eller havarerede engelske fly op af vandet (typisk engelske fly der havde været på bombetogt over Tyskland og var blevet ramt af tysk beskydning) og fik dem reddet i land. Så ophørte beskydningen efterhånden fra engelske fly. Danske fiskere samlede omkring 60 nedskudte flyvere op i løbet af krigen. 287 fiskere omkom ved forlis som følge af krigen. 31 omkom inden 9.4.1940, 194 under krigen og 62 efter krigen (minesprængninger, da mange miner ikke var blevet fjernet).
Det må også nævnes, at 25 færøske fiskerbåde blev sænket og 133 fiskere omkom. Tyskerne angreb dem. I Island (der var i personalunion med Danmark til 1944) omkom også fiskere efter angreb fra tyske enheder.
Hjemmesejlerne
Ved Danmarks besættelse 9. april blev en del skibe (cirka 1/3 af handelsflåden) ”fanget” bag tyskernes linjer. Da den danske regering valgte en samarbejdslinje (under tvang selvfølgelig) med tyskerne, så kom danske skibe også til at sejle for tyskerne. F.eks. blev der sejlet malm og andet mineral fra f.eks. Sverige til Tyskland. Som modydelse fik de danske skibe så kul fra Tyskland eller Polen med tilbage til Danmark. Blandt udesejlerne var hjemmesejlerne ikke vellidte. De mente, at hjemmesejlerne hjalp tyskerne. Hjemmesejlerne mente ikke, at de sejlede for tyskerne men derimod for Danmark, da landet havde hårdt brug for kul.
Det var bestemt ikke ufarligt at være hjemmesejler. Englænderne angreb ofte skibene. Det kunne være med motortorpedobåde, hvis der blev sejlet i Nordsøen. Men flyangreb var også en stor fare. Der blev også sejlet i konvoj – ofte med 10-12 skibe i konvojen, der også kunne have tyske krigsskibe med. Her gjaldt også en regel om, at hvis et skib blev sænket, måtte de andre skibe ikke stoppe op og samle eventuelle overlevende op fra havet. En regel der gjorde ondt på søfolkene (jeg kommer tilbage til det under udesejlerne). Når skibene var i havn i Tyskland eller de tyskkontrollerede havne, var de danske skibe også meget udsatte for at blive ramt af engelske bombardementer. Englænderne smed f.eks. også fosforbrandbomber ned, der kunne ramme skibene.
Nogle af søfolkene oplevede f.eks. det store bombardement mod Hamborg. Det var en virkelig skræmmende oplevelse. Det var ikke altid, at skibene blev angrebet, men så var der miner, der kunne forårsage forlis. Angsten for at blive angrebet og sænket var der jo hele tiden. Søfolkene kunne aldrig føle sig sikker, så den mentale belastning har været der hele tiden. Det var heller ikke rart at komme i havnene, da tysk politi holdt øje med søfolkene. Nogle gange tog skibene folk (f.eks. tysklandsarbejdere), som var faldet i unåde hos tyskerne. med hjem til Danmark Det var ikke helt ufarligt for søfolkene. Havnearbejderne i de tyske havne var ofte fanger, så tysk politi kom med ombord under losningen og lastning og holdt skrapt øje med alle – specielt fangerne selvfølgelig.
I løbet af krigen fra 9.4.1940 omkom 359 hjemmesejlere. Så det var bestemt ikke ufarligt at sejle i dansk eller tysk farvand gennem krigen.
Udesejlerne
Som nævnt i indledningen, startede 2. verdenskrig for de danske søfolk allerede i september 1939. Tyske ubåde, krigsskibe og fly angreb også de danske skibe, selvom Danmark havde erklæret sig neutralt. Allerede et stykke tid før den 9. april 1940 havde en del af de danske rederier en fornemmelse af, hvor det bar henad med krigen. Så mange danske skibe havde fået ordre på forhånd om at søge neutral havn, hvis Danmark blev angrebet. Da 9. april 1940 oprandt, skulle danske skibe i princippet søge neutral havn. Men på det tidspunkt havde danske søfolk allerede meget dårlige erfaringer med tyskerne. Så på mange skibe valgte søfolkene at holde råd om, hvad de skulle gøre. Rigtig mange valgte at søge mod engelske og andre allierede havne. Alle danske skibe blev ganske enkelt opbragt (konfiskeret) af englænderne i havnene eller af engelske krigsskibe, hvis de mødte danske skibe på havet. Englænderne stolede ikke på danskerne, fordi Danmark overgav sig så hurtigt 9. april 1940. Det gjaldt i øvrigt også for nordmændene, som under hele krigen så skævt til de danske søfolk (også svenske og finske). Så de danske søfolk blev ikke behandlet særligt pænt i starten. Mange blev interneret, forhørt og kom endda i fængsel.
Heldigvis lykkedes det efterhånden danske søfolk at overbevise englænderne om, at de bestemt ikke var venlig stemt over for tyskerne og gerne ville sejle for de allierede (ca. 90% af de danske søfolk valgte at sejle for de allierede). Så der kom flere og flere danske søfolk på skibene og ikke kun på de danske skibe. Søfolk er meget internationale. 8. november 1941 gav en engelsk flådeofficer på BBC udtryk for, at man skulle betragte de danske søfolk som venner og allierede i kampen mod tyskerne. Men de danske skibe måtte ikke sejle under Dannebrog. I stedet måtte de finde sig i, at der var det engelske flag på skibene. Først i julen 1943 fik danske skibe lov til at bruge det danske flag på skibene. Så danske søfolk skulle i starten ikke bare kæmpe mod tyskerne, men også mod en udbredt mistro fra englændernes side. Det var godt nok seje folk de danske søfolk.
Søfolkene fra Danmark blev hen ad vejen samlet i den såkaldte sømandspool i Newcastle i Sct. Nicolas Building, som Børge Møller blev leder af. Herfra blev de udsendt til de forskellige skibe, de sejlede med.
Da langt den overvejende del af de danske søfolk viste vilje til at sejle for de allierede, så ændres englænderens indstilling til dem. F.eks. betød det, at der blev givet tilladelse til oprettelsen af Det Danske Råd i London, der f.eks. udgav bladet ”Frit Danmark”.
Danske søfolk kom med rigtig mange steder på kloden og ved de store kendte begivenheder. Her nævnes bare nogle få steder: Allerede ved redningsaktionen af de engelske styrker ved Dunkerque (maj/juni 1940) var der nogle danske skibe og søfolk med, på konvojsejladserne til Murmansk ved ishavet med forsyninger til de sovjetiske styrker, de store konvojsejladser fra USA til England med forsyninger af alt muligt, ved invasionen i Nordafrika november 1942 (kampen mod Rommels tyske styrker der), da de allierede gik i land på Sicilien juni 1943, ved invasionen i Normandiet juni 1944 deltog omkring 25 danske skibe og 800 danske søfolk i angrebet, Fleet train i Stillehavet marts-august 1945.
Der findes et væld af fantastiske historier med de danske søfolk. Jeg har fundet nogle stykker frem, da de illustrerer det heltemod, mange af søfolkene udviste.
Den danske kvinde Ruth Thygesen (også kendt som kanon Sussie og blev gift Weber) var ombord på et ØK-skib som sygeplejerske, da Danmark blev besat 9. april 1940. Skibet befandt sig i Californien på det tidspunkt men fortsatte til Vancouver, hvor det blev overført til engelsk tjeneste under engelsk flag. Skibet fik monteret kanoner, som englænderne gjorde på de fleste handelsskibe og det sejlede så til Liverpool med en last af fødevare og flybenzin. Mens de lå i havn i Liverpool angreb tyske bombemaskiner havnen (Blitzen) og ødelæggelserne var store med mange omkomne og sårede i havnen. Ruth opdagede et andet dansk skib, der var ramt. Hun gik ombord der og hjalp sårede. Hendes skosåler brændte på grund af varmen på skibsdækket. Næste nat blev de igen bombet.
Hun kom med i konvojsejlads på Atlanterhavet og her oplevede hun, at skibet hun var på, blev opdaget af en ubåd. Den vagthavende på hendes skib valgte at vædre ubåden. De sejlede tværs igennem ubåden. Hun oplevede også, hvordan andre skibe i deres konvoj blev sænket af ubåde og søfolkene lå i vandet. Skibet havde strenge ordre på ikke af stoppe op. Det var en meget voldsom oplevelse for hende. Lige den situation har mange søfolk nævnt, som noget af det værste, de oplevede. Ikke at kunne hjælpe deres kolleger i nød. Ruth besluttede sig for, at hun gerne vil være kanonskytte på skibet. Det var imod reglerne dengang, men hun holdt stædigt fast og det lykkedes hende. Hun fik sit antiluftskytte-certifikat og hun fortsatte på samme skib. Hun var også kendt for at kunne håndtere en revolver. Ved en sejlads, hvor skibet var sejlet ud fra Liverpool, blev det angrebet af tyske fly. Ruth var hurtigt klar ved kanonen og skød 2 tyske Messerschmidt fly ned. Hun fortsatte med at sejle under hele krigen. Desværre sad de voldsomme oplevelser under krigen så hårdt i hende, at hun udviklede, hvad vi i dag vil kalde PTSD. Hendes liv efter krigen blev ikke godt og hun døde 67 år gammel.
Så til en anden fantastisk historie. Det er Jørgen Peder Sørensens oplevelser. Han var med ved redningen af de engelske soldater fra Dunkerque. Senere oplevede han tyskernes angreb på de engelske Kanaløer Jersey og Guernsey. Hans skib blev også angrebet, men de nåede ud af havnen og væk. Kaptajnen på skibet ville så sejle til Frankrig i stedet for England. Han var tyskvenlig. Jørgen hentede styrmand og 2. styrmanden, og de låste kaptajnen inde og sejlede til England. Jørgen sejlede så i konvoj flere gange og oplevede mange skibe blev sænket af tyske ubåde.
I 1942 var han i konvoj på vej over Atlanten til England. Skibet var lastet med sprængstoffer og ammunition og soldater. Det blev ramt af en torpedo og sprang i luften. Han blev kastet højt op i luften og ud i vandet. Han var heldig, at en engelsk fregat fandt ham og samlede ham op. Han fik 3 ugers rekreation og så var han ude og sejle igen. Senere var han med ved invasionen af Sicilien og Italien. Når de lossede kanonkugler og al den slags, blev de beskudt og bomber ramte rundt om dem.
Styrmand Holger Jensens historie er også bemærkelsesværdig. Han var også med i konvojsejlads. På en tur blev adskillige skibe i konvojen sænket af tyske ubåde. På et tidspunkt opdager kaptajnen på Jensens skib en ubåd. De prøver at vædre ubåden men bliver ramt af en torpedo fra en anden ubåd, der laver stor skade på skibet og dræber nogle af søfolkene.
På grund af dårligt vejr bliver skibet overskyllet af store bølger og søfolk bliver knust og kvæstet, da de bliver kastet rundt. Det var lykkedes Jensen af holde sig fast og undgik at blive skyllet i vandet. Men må så alligevel springe i vandet, da skibet var ved at synke. Det lykkedes ham at komme frem til en redningsflåde og holde fast, men han mistede bevidstheden. Heldigvis var der andre på flåden, der fik øje på ham og trukket ham op på flåden. De blev på et tidspunkt kastet af flåden af en bølge, men fik kæmpet sig op igen. Efter 91 timer blev de fundet af et skib og reddet. Da var deres fødder og hænder svulmet op og de havde åbne sår på hofter og skuldre. Holger Jensen blev erklæret 50% invalid og havde ødelagte blodåre i fødderne. Alligevel meldte han sig til US Army Maritime Service. Han blev marineinspektør og fik ansvaret for vigtige sydengelske havne, som USA benyttede. Han havde 10.000 amerikanske soldater og 19 underofficerer under sin kommando.
Ved invasionen i Normandiet i 1944 var han konvojkommandør og sørgede for forsyninger til soldaterne, der gik i land ved Normandiet. Han var også med til at etablere de kunstige havne, de allierede opførte på kysten ved Normandiet. Senere fik han kommandoen over alle havnene i Normandiet og på Contentin-halvøen, hvor byen Cherbourg ligger. Han opnåede en stilling, der ligger på linje med en oberstløjtnant. Endnu et eksempel på at danske søfolk var med virkelig mange steder i løbet af 2. verdenskrig.
Der var 10 grønlandske krigssejlere, som også oplevede krigens brutalitet. 5 af dem omkom.
En ting var fælles for alle søfolkene. De måtte alle leve med risikoen for en sænkning af deres skib. Det kunne ske fra ubåde, flyvemaskiner og krigsskibe. De kunne også blive beskudt efter et skib var ramt eller når de var gået i redningsbådene eller når de lå i vandet. Selvom alle ikke oplevede dette, var det et mentalt pres, at risikoen lurede hele tiden. Desværre blev rigtig mange af de danske søfolk udsat for angreb og ofte med et sænket skib til følge. Der var faktisk flere danske søfolk, der oplevede flere end en sænkning. Jeg er sågar støt på en sømand, der oplevede at blive sænket 3 gange på samme dag.
Nogle søfolk var beskæftiget i maskinrum, dybt nede på skibet. De var særlig udsatte. Hvis en torpedo ramte skibet, var det ofte tæt ved maskinen og funktioner knyttet til motoren. Vand ville vælte ind og ofte gik lyset ud, så der blev helt mørkt. Så blev det meget svært at komme ud. Ofte sank skibet i løbet af få minutter. Mange søfolk fortæller også, at de sov med en vandtæt pose om halsen, med deres vigtigste ejendele og papirer. Døren til deres kahyt stod altid åben, når de lå og sov, så de kunne komme hurtigt ud, hvis deres skib blev ramt. Hvis de var heldige og slap op på dækket, var det ofte til kaos. Der kunne også være beskydning af skibet fra en ubåd eller flyvemaskine. Tit var der brand ombord og store ødelæggelser. Døde eller lemlæstede eller sårede kammerater kunne også møde dem. Hvis der stadig var brugbare redningsbåde, var det en kamp af få dem i vandet, da store bølger kastede skib og redningsbåde rundt. Kvæstede og omkomne søfolk var desværre ikke sjældent på den baggrund.
Ofte var der ikke tid eller mulighed for at komme i en redningsbåd. Så måtte man springe i havet og håbe på det bedste. Her lurede andre fare. Hvis vandet var koldt, holdt man ikke længe og druknede.
Men der lå ofte vragdele i vandet. De kunne ramme søfolkene og kvæste dem. Nogle gange kunne de klamre sig til vragdele, så de ikke gik ned. Men det var vigtigt at komme væk fra skibet, da det kunne trække folk med ned, når det gik til bunds. Hvis man ikke var en god svømmer, så var chancerne ikke store for overlevelse. Når man lå i vandet, kunne man også blive udsat for olie. Der var ofte olieudslip, når skibet blev ramt. Nogle gange gik der også ild i olien. Så kunne man blive forbrændt. Men olien i sig selv var en stor risiko. Med store bølger, træthed, osv., kommer nemt til at sluge vand og dermed også olien, der lægger sig ovenpå vandet. Det havner nemt i lungerne og det er livsfarligt.
Hvis søfolkene havde klaret disse forhindringer, stod de så overfor den helt store udfordring. Var der et skib, der så dem og kunne samle dem op? Ved konvojsejlads måtte skibene ikke stoppe op eller ændre kurs, når andre skibe blev sænket. Det betød, at de efterfølgende skibe nogle gange måtte sejle tværs igennem et område med søfolk i vandet eller i redningsbåde eller på en redningsflåde. Det kunne ende meget tragisk for søfolkene i vandet. De fleste af konvojerne havde nogle følgeskibe. F.eks. krigsskibe (der prøvede at beskytte konvojen og angribe ubåde og flyvemaskiner) eller skibe der havde til opgave at samle skibbrudne op. Men disse skibe blev også angrebet af ubådene og nogle gange sænket.
Som om det ikke var nok, mistede søfolkene også deres hyre, fra det tidspunkt hvor deres skib blev sænket.
Et gennemgående tema i søfolkenes beretninger er, den fortvivlelse de følte, når de måtte sejle forbi deres kammerater i vandet. Det havde de det virkelig svært ved.
En del af søfolkene Nogle søfolk havde kone, kæreste, børn eller nær familie hjemme i Danmark. Søfolkene var bange for, at deres deltagelse på allierede side kunne få konsekvenser for deres nærmeste hjemme i Danmark. Hvad kunne tyskerne finde på at udsætte dem for?
De oplevede også, at de danske konsulater/ambassader var dem fjendtlig stemt og – som en konsekvens af samarbejdspolitikken, slet ikke ville hjælpe dem, når søfolkene kontaktede dem i udlandet.
Men genvordighederne for søfolkene slutter ikke med det. For da søfolkene drypvis kom hjem til Danmark efter krigen, så mente myndighederne at de skulle ind og springe soldat for Danmark. Det nægtede søfolkene. De havde lige været i krig i 5 år, så de skulle ikke have mere af den slags. Nogle af dem kom i fængsel i kortere tid, fordi de nægtede at aftjene værnepligt. Heldigvis træk myndighederne det krav tilbage efterhånden. Det var også et helt urimeligt, horribelt og umenneskeligt krav. Der gik også lang tid, før søfolkene blev omfattet af pensioner for deres skader med baggrund i deres indsats for de allierede og dermed Danmarks befrielse fra nazisterne.
Mange af søfolkene udviklede et krigssejler syndrom. Det vi i dag vil kalde for PTSD. Mange af søfolkene har fortalt om tilbagevendende mareridt, opfarenhed, depression, osv. Mange havde også fysiske skader fra de voldsomme episoder, de havde været udsat for. Dertil kommer, at søfolkenes ægtefælle og børn kunne blive meget påvirket at den hjemvendte sømands traumer og mén. For en betydelig del af søfolkene måtte de lade sig pensionere, da senfølgerne af deres deltagelse i krigen gjorde dem uarbejdsdygtige.
Danmark har desværre været meget længe om at anerkende officielt, den betydningsfulde indsats de danske søfolk bidrog med under 2. verdenskrig. Men den 29. august 2017 blev et krigssejlermonument indviet i Mindelunden i Ryparken til ære for de over 6.000 danske søfolk, der valgte at gå i de allieredes tjeneste under 2. verdenskrig. Omkring 1.000 af dem måtte betale med deres liv for denne indsats.
Danmark havde et dårligt renommé i England lige efter 9. april 1940, hvor englænderne mente, at Danmark var alt for tyskvenligt, fordi vi overgav os så hurtigt. Det syntes nordmændene også. Der er endda eksempler på, at danske og norske søfolk kom op at slås om den sag. Men de danske søfolk fik stille og rolig englænderne til at skifte mening, fordi de med deres indsats blev respekteret. Deres kamp på allieredes side, var en af de faktorer, der sikrede Danmarks status som allierede efter krigen. Den engelske kong George VI holdt en takketale i 1944, hvor han takkede blandt andet søfolkene i allierede tjeneste. Han fik faktisk nævnt de danske søfolk i talen. Englænderne tildelte også danske søfolk medaljer.
Jeg har tidligere nævnt begrebet Fleet Train, som danske søfolk også deltog i. Det er nok ikke kendt af så mange. Men Fleet Train var et gigantisk transportsystem, som den amerikanske flåde skabte under 2. verdenskrig. Systemet bestod af en masse skibe til transport af fragt, olie og specialopgaver. De sejlede så i en slags pendulfart (et slags tog til havs) i hele Stillehavsområdet (hvilket er gigantisk) med forsyninger til fly, skibe, soldater, osv. Derved kunne de amerikanske styrker blive i kampområderne og lægge maksimalt pres på de japanske styrker, fordi de hele tiden fik de nødvendige forsyninger frem til kampområdet.
Jeg har nogle gange undervejs i indlægget nævnt nogle tal for omkomne søfolk. Dette er cirka tal, da der i kilderne hersker en del uenighed om antallet. Reelt set findes der ikke helt nøjagtige tal. Det skyldes flere forhold. Dels at søfolk er frie ”fugle, som det ikke er så nemt at holde styr på. I mange tilfælde vidste familier og myndigheder ikke, hvor de enkelte søfolk befandt sig. Nogle gange var de slet ikke registreret som søfarende. Dertil kommer at krigen gjorde det meget svært at kommunikere. Desuden er der megen usikkerhed under en krig. Søfolk tager ofte hyre fra gang til gang, selvom de ofte under krigen blev tildelt et skib centralt fra. Men de danske søfolk sejlede over hele kloden i løbet af krigen, så en del kan sagtens være ukendte i de officielle fortegnelser. Der også søfolk, som er forsvundet eller omkomne i situationer, hvor de ikke var på et skib
Men der er nogen lunde enighed i kilderne om, at cirka 6.000 danske søfolk valgte at sejle for de allierede. Af dem omkom over 1.000, men her er tallet noget mere usikkert. Blandt de danske fiskere omkom cirka 250 og for de færøske fiskere omkring 150.
Totalt i løbet af krigen (fra 1.9.1939 til et godt stykke efter krigen (minesprængninger)) omkom der i størrelsesorden 2.200 – 2.400 søfolk (nogle kilder sætter tallet højere endnu). Omkring 130 danske skibe blev sænket i udeflåden.
Jeg håber, at dette indlæg måske vil give flere lyst til at læse mere om de danske krigssejlere.
De ydede en kæmpe indsats under 2. verdenskrig i alle dele af verden. De gjorde Danmark stor ære og fortjener at blive husket og hædret for deres indsats og offervilje.
Kilder:
Bogen: Sænket af tyskerne af Sven Arvid Birkeland
https://allieret.natmus.dk
https://www.jmarcussen.dk/maritim/mart/lexref/1-2/wwhandskib.html
https://chat.dk
https://dengang.dk/de-glemte-krigssejlere/
https://mindelunden.dk/UDFORSKMINDELUNDEN/nyt-monument-for-krigssejlere
https://nielsbirgerdanielsen.dk/d-dagen-sen-anerkendelse-til-krigssejlere/
https://slaegtsbibliotek.dk/928533.pdf (Erik Kragelunds optegninger af omkomne søfolk, fiskere og passagerer fra 1939 til 1951.)
https://cas.au.dk/denmark-in-exile/formidling/jul-for-havets-helte
https://wikipedia.org
https://frihedsmuseet.dk
Opdateret 05-04-2026