Svenskeslaget i Smørum – flere historier om det

Af Georg Strong og Bent Thygesen

Krigene (der har været rigtig mange) mellem Danmark og Sverige foregik blandt andet fra 1657-1660. Det er i denne periode, det såkaldte svenskeslag foregik. Det var en voldsom periode for hele Danmark og dermed også for Ledøje-Smørum egnen.

En person har interesseret sig for denne periode. Det er skolelærer Jens Peter Jørgensen (født 1846 og død 1926). Han var først skolelærer i Hove fra 1874 og senere i Smørumovre fra 1900 til 1915 på landsbyskolerne der. Han virkede også som organist ved Smørum kirke. Han døde den 4. februar 1926 og er begravet på Smørum kirkegård. Han var levende interesseret i den lokale historie og har bidraget med mange artikler til blandt andet lokalaviser, en årbog samt skrevet en bog “Historiske Optegnelser om Ledøje-Smørum Sogne, fra Oldtiden til den nyere Tid”, der udkom i 1925.  I denne bog omtaler han også Svenskeslaget.  Sproget er noget gammeldags og kan være lidt svært at læse for os i 2026.

Derfor har Bent Thygesen fra Ledøje-Smørum Historisk Forening lavet et uddrag om Svenskeslaget i nutidig sprog fra bogen. Det kan du læse herunder:

De svenske Grave“ på Smørumnedre Bymark

På nogle grusbakker på Smørumnedres sydlige marker ligger et område, som i daglig tale kaldes „De svenske Grave“.

Ifølge lokale sagn ligger der 18 svenske ryttersoldater begravet her. De blev hugget ned af områdets bønder under krigen mod den svenske konge Karl X Gustav i årene 1657–1660.

I august 1912 var gårdejer Albert Christoffersen, som ejede marken, ved at grave efter grus i bakkerne. Her fandt han flere skeletter af yngre mennesker, og han var straks klar over, at han havde fundet „De svenske Grave“.

Fundet blev med det samme indberettet til Nationalmuseet, hvorefter assistent Mathiesen lavede en nærmere undersøgelse. Udgravningen endte med, at man fandt 10 skeletter. Man må derfor formode, at de sidste 8 svenske soldater ligger begravet i en anden grusbakke omkring 20 meter derfra, da også denne bakke altid er blevet kaldt „De svenske Grave“ i de lokale fortællinger.

Ligene var blevet smidt hensynsløst ned i en udgravet rende, der var cirka 3 meter bred og lå i 1,5 meters dybde. Skeletterne var generelt velbevarede. Flere af kranierne havde tydelige mærker efter øksehug og stik fra høtyve, og nogle var helt eller delvist knust af hårde slag. Der var stadig rester af hår på kranierne, men man fandt overhovedet ingen spor af tøj, knapper, spænder, våben eller lignende i gravene. Skeletterne blev senere genbegravet på findestedet, og graven blev markeret.

Sagnet om svenskerdrabet i Smørumnedre

Det lokale sagn fortæller følgende om drabet på svenskerne: Den svenske konge Karl X Gustav havde tabt og var blevet tvunget til at trække sig tilbage fra København og senere fra militærlejren i Brønshøj. Københavns nærmeste omegn var nu befriet for fjenden – lige bortset fra Smørumnedre, hvor en mindre gruppe svenske ryttersoldater blev ved med at hærge.

I lang tid red de rundt i området hver eneste dag for at røve og plyndre, og om natten holdt de vilde drukfester på en af de gårde, de havde besat. Til sidst blev situationen ulidelig for bønderne i Smørum og omegn. De besluttede sig for at gøre et alvorligt forsøg på at slippe af med deres plageånder og samtidig hævne den brutale behandling, de havde været udsat for i næsten tre år.

Bønderne fra Smørumovre, Smørumnedre, Sørup og Måløv lavede en aftale. En nat samledes de i lavningerne lige uden for Smørumnedre. Da svenskerne havde drukket ud og var gået i seng, tændte bonden på den besatte gård et signalbål på den nærliggende Bavnehøj. Det var tegnet til, at angrebet kunne begynde.

Mens kirkeklokkerne ringede, stormede bønderne frem mod gården i tætte flokke. De var bevæbnet med økser, høtyve, knortekæppe og slagvåben, og de lavede et voldsomt blodbad på de søvndrukne svenskere. Svenskerne gjorde desperat modstand og forsøgte forgæves at bryde igennem bøndernes kæde. Under den voldsomme kamp råbte svenskerne vilde hyl, forbandelser og trusler mod deres banemænd, men til sidst blev de alle dræbt. Ikke en eneste af de lokale bønder mistede livet.

Svenskerne havde truet med, at deres død ville blive hævnet, hvis der kom andre svenske soldater til byen. Bønderne var derfor helt på det rene med, at de hurtigst muligt måtte fjerne alle spor efter det blodige angreb. Næste morgen ved daggry kørte de de dræbte svenskere ud på Ormehede på byens sydmark. Her gravede de dem hurtigt ned i den grusbakke, som den dag i dag kaldes „De svenske Grave“.

Hvornår skete det?

Sagnet nævner intet årstal for svenskerdrabet, men fortæller kun, at det skete i oktober måned. Historien fortæller dog, at stormen på København fandt sted den 10. februar 1659. Efter dette nederlag trak Karl Gustav sig tilbage til lejren i Brønshøj med resterne af sin hær. Denne lejr var bagefter hjemsted for en overvågningsstyrke på 3.000 mand, som først drog væk den 31. maj 1660, da der blev sluttet fred.

De 18 soldater i Smørumnedre har sandsynligvis været en fremskudt post fra lejren i Brønshøj. I lejren har man nok aldrig opdaget, hvad der skete med dem. Hvis de svenske officerer havde fundet ud af det, havde de helt sikkert taget en grusom hævn. Tidspunktet for massakren kan derfor ret præcist sættes til oktober 1659.

Bøndernes lidelser under krigen

Bønderne i Smørum sogn led så ekstremt meget under svenskekrigen, at man ikke kan undre sig over, at de til sidst greb til våben for at slå deres plageånder ihjel. Retsdokumenter fra herredstinget i Smørum beviser de voldsomme tilstande:

I 1658 blev alle indbyggere i Smørumovre jaget væk fra hus og hjem. De måtte skjule sig i moserne, indtil den danske hær kom byen til undsætning. Fjenden tog alt kornet og halmen, og bønderne blev tvunget til at udlevere alt, hvad svenskerne pegede på. Til sidst havde de knap nok mad til at overleve. Samme år blev der slet ikke sået rug på tre af byens gårde, fordi indbyggerne var fuldstændig ruinerede efter plyndringerne. En fjerde gård, hvor både manden og konen var døde, blev revet helt ned, og på dens marker blev der næsten intet sået. Fjenden havde stjålet alt byens kvæg på nær tre gedekid.

I Smørumnedre blev de fleste mænd jaget væk fra deres gårde. De få, der forsøgte at klare sig, gik en tid med enorm nød og elendighed i møde. Fjenden kom nemlig i høstperioden, tog hele høsten og efterlod ikke engang det mest nødvendige til, at bønderne kunne overleve. I 1659 blev der ikke sået så meget som en enkelt skæppe rug på byens marker.

Sognefogeden Niels Hansens gård blev jævnet med jorden. Alt, hvad han ejede, blev stjålet, og både han og hans kone blev mishandlet. Tre andre gårde i byen blev også revet ned, og tømmeret blev kørt til den svenske militærlejr i Brønshøj. I Rompe blev de to gårde ligeledes jævnet med jorden og beboerne jaget væk. Markerne lå øde hen i flere år bagefter, indtil herregården Edelgave senere blev bygget på jorden. Flere bønder blev taget til fange og ført til Kronborg, hvor de i lang tid blev tvunget til hårdt straffearbejde i fæstningsgravene eller ved pumperne. De fik så dårlig behandling og så lidt mad, at de mistede både førlighed og helbred.

Blandt dem, det gik særligt hårdt ud over, var sognepræsten for Ledøje og Smørum menigheder, hr. Christopher Hansen. Præstekonen fik øretæver af de svenske soldater, og til sidst måtte hun flygte fra præstegården med sine 11 børn. Præstegården blev plyndret flere gange, og præsten selv måtte gemme sig i interimistiske hytter på markerne og i svinestier for at redde sit liv.

Det var så, hvad J. P. Jørgensen fandt ud af i sin søgen om Svenskeslaget i Smørum. En del af denne viden stammer fra overleveringer slægt til slægt. Så der kan opstå misforståelser, men der er ingen tvivl om, at de voldsomme begivenheder blev husket og genfortalt.

Det er altid lidt problematisk, når begivenheder for flere hundrede år siden skal beskrives. Der kan let opstod misforståelser og myter. Men at Smørums bønder (og folk fra oplandet) slog svenske soldater ihjel, er der faktisk et nedskrevet udsavn om og det er samtidig.
Det stammer fra præsten i Birkerød Henrik Gerner. En lidt berømt person fra denne periode og en del af modstanden mod den svenske besættelse. Han oplevede selv på hårdeste vis, svenskernes fremfærd mod danskerne. Han skrev i 1658 i kirkebogen om sagen. Desværre findes kirkebogen ikke mere, men indholdet er bevaret i andre kilder: ‘Dette år skriver præsten i Birkerød i kirkebogen om en hændelse, hvor svenske soldater blev slået ihjel i sognefoged Niels Hansens gård i Smørum Nedre.’. Tilsyneladende har Henrik Gerner i kirkebogen givet udtryk for stor tilfredshed med, at bønderne i Smørum havde givet de svenske soldater som fortjent.

 

Opdateret 19-06-2026