Af Georg Strong

Borgmesterkædens oprindelse går omkring 700 år tilbage. Ideen med en borgmesterkæde opstod i Tyskland og traditionen med at bære en blev udbredt blandt de små bykonger. Men ideen med at udstyre ledende personer med særlige symboler er endnu ældre. F.eks. havde Romerriget en skik med at udstyre ledende folk med symboler (f.eks. kroner og sceptre).

Traditionen med at bære en kæde, kommer fra middelalderens ”embedskæder” og ”ridderkæder”. De blev båret af adelige, riddere og højtstående embedsmænd ved de europæiske hoffer. Kæderne var et udtryk for pågældendes rang og tilhørsforhold. Det kunne være en bestemt orden eller loyalitet overfor en konge eller fyrste. Man kan sige, at det var et slags statussymbol.
Med tiden kom denne tradition også til byernes ledelse – borgmesteren. Byens førstemand kunne så markere sin status ved at bære en borgmesterkæde. Han talte på byens vegne, hvilket jo giver en ret stor status.

En tidlig start på noget, der minder om en borgmesterkæde, starter i 1429 i Danmark. Der giver kong Erik af Pommern borgmestre i Malmø lov til at bære ”guld og forgyldt”. I købstæderne var der et råd, til at varetage byens interesser. Det var købmænd, der sad i rådene. De valgte en borgmester. Ordet borgmester stammer fra plattysk og betyder oprindeligt ”byens styrer”. Borgmesteren fik så ”guld og forgyldt”, som det hed sig. Det betyder en kæde. Så det var en slags borgmesterkæde.
Borgmesterkæden, som vi kender den i dag, blev første gang introduceret i Danmark i 1934. Det skete i Gentofte kommune, da borgmester Hans Parkov blev indsat i embedet. Denne kæde bruges stadig i Gentofte kommune. I løbet af 1930erne fik flere af de større byer en borgmesterkæde.
I 1970 fik mange kommuner en borgmesterkæde, da kommunalreformen sammenlagde en masse kommuner til større enheder. Det gav bedre økonomisk mulighed for at få en borgmesterkæde.
I dag har 85 kommuner ud af de 98 en borgmesterkæde.
Det er meget forskelligt, hvor ofte den enkelte borgmester bruger kæden. Den kan også være ret tung at bære, så praktisk er den ikke. Men hvis monarken (konge/dronning) kommer på besøg i byen, så er der nok ingen vej udenom.
Borgmesterkæden er typisk af guld og emalje, hvilket giver den en pæn vægt.
Kæden er fuld af symboler, der handler om kommunen. F.eks. vil byvåbnet typisk være med i kæden. Der kan også være symboler, der henviser til erhverv. F.eks. Søfart (anker), landbrug (aks fra korn), Industri (tandhjul, hamre, osv.). Derudover kan der være tegn om landskabet, kultur og historie, men det kan også være mere abstrakte ting som vægte, nøgler, kranse.
Borgmesterkæden er ofte en gave fra erhvervslivet, men pengene til kæden kan også være skaffet ved en indsamling blandt borgerne. En borgmesterkæde er dyr. Ofte ligger prisen mellem 50.000 – 150.000 kr., for at få den lavet.
Så er vi ved at nå frem til lokalområdet Ledøje-Smørum. Frem til 2007 var det jo en selvstændig kommune. Ledøje-Smørum kommune har aldrig været særlig befolkningsrig, så økonomien til en borgmesterkæde har ikke være lige til højrebenet. Men lysten til at få en borgmesterkæde har været der i mange år. Så børnehavebørn og skolebørn har lavet meget enkelte og billige kæder, der blev overrakt til borgmesteren. F.eks. en laurbærkrans. Kirsten Bolding – fra plejehjemmet Porsebakken – lavede på et tidspunkt en flot kæde, som borgmesteren fik ved en festlig lejlighed på plejehjemmet.
Men så skete der noget. Murermester Eigil Theisen og entreprenør Jørgen Schultz Petersen kontaktede Ledøje-Smørum Erhvervsforening med ønsket om en borgmesterkæde, der kunne symbolisere kommunes selvstændighed og særlige identitet. En indsamling blev iværksat, og pengene skaffet.

Guldsmed Hans Tange, Jægerspris blev sat på opgaven med at skabe borgmesterkæden til Ledøje-Smørum. Han fik skabt en meget flot kæde, med symboler på Ledøje-Smørum før og nu. På borgmesterkæden kan ses disse ting: Smørumsmykket fra vikingetiden (som kan købes hos Historisk Forening i en kopiudgave), Kong Svends Høj, Ledøje Kirke, Rådhuset (lå i Smørumnedre bag centeret) og håndværksfagene samt – selvfølgelig – byvåbnet. Desuden er de første betegnelser for de små landsbyer i kommunen angivet: Lethøfthæ (Ledøje), Smørhem (Smørumovre), Smørhem Minor (Smørumnedre), Nubøle (Nybølle) og Hofvum (Hove).
Kæden blev overrakt til borgmester Jens Jørgen Nygaard af Erhvervsforeningens formand, advokat John Jantzen fredag den 12. oktober 2001 i byrådssalen på rådhuset.

Men skæbnen kan være hård, for 1. januar 2007 ophørte Ledøje-Smørum kommune med at eksistere, da kommunen blev slået sammen med Stenløse og Ølstykke til Egedal kommune. Så borgmesterkæden fik en ret kort periode at fungere i.
Men uheldene fortsatte. Borgmesterkæden var udstillet i Smørum Kulturhus efter kommunesammenlægningen, og natten til onsdag den 4. januar 2012 blev den stjålet. Heldigvis blev den fundet i en plasticpose af 2 kommunale ansatte fra Materielgården i en skraldespand tæt ved Kulturhuset og bragt tilbage til Smørum Kulturhus, men den var beskadiget og måtte repareres. Kæden blev vurderet til næsten 100.000 kr., så den var et oplagt mål for tyve. Borgmesterkæden kom ikke tilbage til Smørum Kulturhus, men opbevares nu på Egedal kommunes rådhus under sikre forhold.
Borgmesterkæder er værdifulde og derfor mål for tyve. Siden år 2000 er 14 borgmesterkæder blevet stjålet i Danmark.
Ledøje-Smørum borgmesterkæde blev skænket af Ledøje-Smørum Erhvervsforening af følgende medlemmer:
Murermester Eigil Theisen
Lisbeth og Jørgen Schultz Petersen, Brydegården, Ledøje
Brandis, Ledøje Mølle
Anette og Ole Bøllingtoft, Malaysia
Monika og Christopher Petersen, Ledøje
Otto’s Turist I/S, v/Poul og Ole Nielsen
Rasch Dental ApS, v/Britt og Peter Rasch
Aut. VVS Firma, M. Lind & Sønner
Advokat John Jantzen, Smørum
Glarmester Lars Johansen A/S, Smørum
Smørum VVS A/S, v/Teddy Pedersen
ABVAC ApS, v/Steen Knudsen
Berle Pool, Smørumovre
El-installatør John Alsted Sørensen, Smørum
Revisionsfirmaet Evan Klarholt
Ejendomsmæglerfirmaet Vigo Axelsen
Til sidst må også med, at Egedal kommunen har fået en borgmesterkæde i februar 2012. Den er et re-design af Stenløse kommunes tidligere borgmesterkæde. Det var Egedal Erhvervsråd, der stod for finansieringen. Daværende borgmester Willy Eliasen sagde ja til at re-designe den tidligere borgmesterkæde for Stenløse kommune, da han syntes, at det var ikke var nogen grund til, at denne kæde ikke blev brugt til noget. I Egedal kommunes borgmesterkæde indgår 12 bynavne – 4 fra hver at de 3 tidligere kommune, der blev slået sammen til Egedal kommune.
Kilder
lex.dk/borgmesterk%C3%A6de
– sn.dk/art4355180/danmark/de-stjaalne-kaeder/
– chat.dk
– historie-online.dk/boger/anmeldelser-5-5/vikingetid-og-middelalder-13-13-13-13/danmarks-byer-i-middelalderen
– dinavis.dk/samfund/ECE15197320/egedal-faar-nu-en-borgmesterkaede/
Bogen: Danmarks byer i middelalderen af Hans Krongaard Kristensen og Bjørn Poulsen
Opdateret 26-09-2026



