Bagindgangen – Montrer og kister m.m.

Af Line Ludvigsen

Du kan få læst teksten op ved at klikke i nedenstående:

I husets bagerste indgang er der også mange spændende ting at studere nærmere. I den store lågkiste ses en del tekstiler såsom sengetøj, duge, lyseduge, servietter, forklæde, mamelukker, undertrøjer mm. Se nærmere på nogle af de broderede initialer. Alt sammen fra en tid, hvor man gjorde sig umage med sit ”udstyr”.

Ved siden af kisten ses seks fine kasser, dioramaer, der viser en kvindes barndomshjem i 1940’erne. Udstillingen består af et køkken juleaften med and og flæskesteg i brændekomfurets ovn og med bordet dækket op til middagen, en hyggelig stue med ottoman, lænestol og et skrivebord i et hjørne, et vaskerum med bl.a. gruekedel, skyllekar og en zinkbalje med et vaskebræt, et viktualierum med et sulekar, en kasse øl, en mælkejunge og en reol med henkogningsglas, et soveværelse med senge til forældrene med et hæklet sengetæppe og en bambus barneseng, to natborde og et toiletskab. I hvert rum er der lys, der kan tændes. Den sidste kasse er ganske lille, for den rummer blot et lokum med en træbænk med hul lukket med et trælåg over en toiletspand. Spanden kan tages ud gennem en lem på bagsiden af rummet.

På bagindgangens modsatte væg er der fire montrer, to med henholdsvis dame- og herrehatte. Bemærk fx den høje hat, en chapeau claque, der kan klappes sammen og lægges i den flade æske nedenunder.

I to andre montre ses én med fine, gamle glas fra henholdsvis Holmegård Glasværk og Kastrup Glasværk, og én med en udstilling af fotografiapparater. Bl.a. ses en samling af kameraer, der har været anvendt af Viggo Axelsens ejendomsmæglerfirma til fotografering af ejendomme. Det drejer sig om et Perluxkamera med taske, lysmåler og solfilter, fabrikeret i Vesttyskland fra 1988, et Minoltakamera, fabrikeret i Japan i 1990’erne og et Olympuskamera med objektiver og flere blitz, fabrikeret i Japan fra 1970 til 1980. Kameraerne blev overflødige, da man gik over til digital fotografering.

I hjørnet lige inden for døren står en fin trædesymaskine af mærket Singer, som har stået på Skebjerggård.

På væggen ses også fire tavler, der fortæller om Ældre Stenalder og Yngre Stenalder i Ledøje-Smørum og om Rige fund fra Bronzealderen og Jernalderen på egnen.

Opdateret 13-09-2023