Indgangen – ”Tavle” over Smørumovre

Af Line Ludvigsen

Du kan få læst teksten op ved at klikke i nedenstående:

På væggen er der en tavle, der forestiller Smørumovre i 1785. Den er lavet af to elever fra den nu nedlagte Søagerskolen. Går man tavlen igennem, kan man se, at mange af gårdene stadig ligger i Smørumovre der, hvor de lå i 1785 omkring gadekæret, der fungerede som branddam.

En del af gårdene er dog blevet genopbygget på samme sted, da de brændte ned gennem tiden. Ved genopbygningen er stuehuset kommet ud til gaden, hvor det før var en staldbygning med en mødding foran. På møddingens størrelse kunne man se, om det var en rig gård, hvis den havde mange dyr.

Dog er Nonnemosegård og Hovholm efter stavnsbåndets ophævelse 1788 flyttet ud mod Hove. Tvillingegården, kan man se på planen, var to gårde bygget sammen omkring en fælles gårdsplads. De flyttede ud mod Smørumnedre som Dueholm og Schæfergården. Schæfergården var en gård med fåreavl.

Man kan også se, at den skolebygning, der blev etableret, allerede i 1742 lå vinkelret på gadekæret. Dette hus var fra begyndelsen allerede et ældre hus, som man så benyttede til skole. Med tiden blev det meget nedslidt.

Opdateret 09-10-2023