Af Line Ludvigsen

Når du besøger Smørum gl. Skole, kan du se en række fine udstillinger (se evt. en smagsprøve her på hjemmesiden under Udstillinger). For at kunne skabe så gode indholdsrige og beskrivende udstillinger har Ledøje-Smørum Historisk Forening igennem mange år modtaget genstande fra medlemmer og øvrige borgere i området. For det meste har det været en såkaldt passiv indsamling, hvor borgere er kommet med tingene uopfordret. Men der er også eksempler på aktive indsamlinger, hvor vi har efterspurgt bestemte ting, fx til indretning af 70’er drengeværelset. Vi har igennem årene modtaget rigtig mange ting, og det har vi altid været meget taknemmelige for. Udover, hvad man kan se i selve udstillingerne, er der også et propfyldt lager på skolens førstesal.

Men hvordan afleverer man ting til museet, og hvad sker der egentlig med tingene?

Har man ting og sager, man tror vi kan bruge, kan man komme op på skolen i åbningstiden (se på hjemmesidens forside lige under nyhedsblokkene) og vise det frem. Der er nogle krav hertil. For det første skal genstanden have en tilknytning til vores område, dvs. typisk at have været anvendt her eller tilhørt en lokal person. Desuden skal der – helst – være knyttet en historie hertil. Hvad er det, hvad er det brugt til, hvem har brugt det og hvornår (gerne cirka årstal) og hvor? Når man afleverer, besvares der på et ark papir nogle spørgsmål herom.

Der skrives under på, at museet fremover ejer genstanden. Det betyder, at hvis vi ikke kan bruge den, må vi kassere den (destruktion) eller eventuelt give den videre til andre samlinger (museer). Det kan jo nemlig være, at vi har andre eksemplarer og derfor ikke har brug for og plads til den. Det kan også ske, at man med det samme får at vide, at desværre kan vi ikke bruge genstanden.

Når vi så har taget imod genstanden og har udfyldt papiret derom, bliver den i første omgang anbragt på en modtagelseshylde på 1.sal. Derpå får genstanden et registreringsnummer (fx 3107/21, 3107 for nummeret i samlingen og 21 for årstallet). På et tidspunkt er der så kyndige registreringsfolk, der tager genstanden frem og skriver den ind i et registreringsprogram (SARA hedder vores program). Der bliver her skrevet en beskrivelse af genstanden, herunder materiale, mål, anvendelse og oplysninger om bruger (hvem har brugt tingen) og brugssted (hvor) og en evt. tilknyttet historie og så datering. Endelig bliver genstanden tilføjet en bestemt registrantgruppe (fælles system for alle museer, er det fx en ting under Indbo?). Til sidst findes en plads til genstanden på lageret (indtil den evt. skal anvendes i en udstilling). Alt dette ligger elektronisk, så man kan finde de forskellige oplysninger (fx alle de ting, der har haft anvendelse på Skebjerggård eller fx alle samlingens strygejern). Vi er netop nu ved at gennemgå alle vores ting på det store lager (især værktøj og større brugsgenstande), herunder også en frasortering af dubletter.

Vi har indkøbt nye reoler og arbejder med at få placeret genstandene på en mere overskuelig måde. Det er et større arbejde, men vil fremme arbejdsgangene i fremtiden. Vi har på samme måde allerede været alle tekstiler, småting og bøger igennem.

Så ja, har du noget vi mangler, så kom endelig.

Opdateret 03-09-2023