Af Georg Strong
Egedal kommunes arkiv havde en aften om Kirsten Hansdatter på Egedal rådhus torsdag den 11. november 2021. Den blev arrangeret i samarbejde med de 3 historiske foreninger i Egedal kommune.
Egedal kommunes leder af arkivet Rolf Kjær-Hansen bød velkommen.
Derefter fortalte etnolog Carsten Hess om Kirsten Hansdatter fra Knardrup, og den spændende historie om, hvordan dagbogen blev reddet for eftertiden.
Skuespiller Marianne Mortensen læste op fra Kirsten Hansdatters dagbog, og fik virkelig givet dagbogen liv. Undervejs i oplæsningen bad Marianne Mortensen Carsten Hess om at forklare nogle af de gamle begreber og ting, som er omtalt i dagbogen. Den er jo skrevet i 1863, så mange ting har forandret sig siden da.
I pausen var der mulighed for at smage på æbleskiver og medisterpølse. Specielt æbleskiver er ofte omtalt i Kirsten Hansdatters dagbog.
Der var også mulighed for at se på udstillet ting, som de 3 foreninger havde opstillet.
Ledøje-Smørum Historisk Forening havde et flot bord med museumsgenstand. Mange var henne og se på dem, og snakken, om hvad tingene var brugt til, gik flittigt.
Desuden havde Ledøje-Smørum Historisk Forening også et bord med bogudgivelser o.l., man kunne se på – og købe bøger.
De andre foreninger havde også udstillet ting.
Der blev også givet prøver på skillingsviser, som var populære på Kirsten Hansdatters tid.
Aftenen blev sluttet af med et kort indlæg fra Carsten Hess. Det handlede om Kirsten Hansdatters søster – Ane Marie. Hun blev en flittig og anerkendt kunstmaler, som bestemt også er en fortælling værd.
Opdateret 19-11-2021