Kategori: Smørumnedre Page 1 of 2

Barndom i Stormosen

Af Georg Strong

Om barndommen på et husmandssted i Stormosen i 1950-1960-erne

I en snak med Hanne Lind om skolegang i 1950’erne i Smørum, fortalte hun mig også en del om hendes opvækst og om livet i Stormosen.  Det er vigtigt, at fastholde almindelige menneskers liv tilbage i tiden.  Så derfor har jeg lavet dette indlæg om hendes og hendes fars historie i 1950-60’erne. Hun var stærkt knyttet til sin far, så derfor er minderne i særlig grad knyttet til ham og ikke moderen.

Hannes far Aksel Christensen købte en lille ejendom i Stormosen omkring 1940 (inden krigen). Der var knyttet 7 tønder land til ejendommen (1 tønde land svarer til 5.516 m2).  Udover selve huset de boede i, var der en lille stald og en lade. Det hele i en lang bygning.

Husmandsstedet i Stormosen. Stald til venstre og stuehus til højre. Fronten på huset set fra syd. Foto: privat.

I starten var der nogle høns, et par grise og en ko på stedet. Senere heste. Der var ikke mange penge, så der var tale om små kår. Der gik højspændingsledninger lige forbi ejendommen. Stedet havde ikke nået husnummer, som vi bruger i dag. Postbuddet vidste bare, hvor det var de boede. Ikke ret langt fra ejendommen var en stor lavendelmark.

Luftfoto fra 1965 hvor dele af Stormosen ses. Foto: ”Danmark set fra luften”

Lidt forklaring til ovenstående luftfoto.
Øverst til højre ses noget af Smørumvang. Det er Rugvej – den lodrette vej, og sidevejen til venstre er Mosevej. Til venstre herfor ses Balsmosen. Det er den meget mørke plet. Under Rugvej ses nogle hvide bygninger. Det er Buhl Olsens drivhuse og gartneri.
Hannes barndomshjem (husmandssted) ses lidt længere nede fra Olsens gartneri men lidt til venstre.
Familien Jacobsens lille hus ses også lidt til højre for Hannes barndomshjem, hvor der senere var hønseri og en lille skofabrik. Ejendommen grænsede op til Stormosevej lige ved åen.
Nederst på billede ses mistbænke (hvide med streger på billede)
Bemærk, at dengang i 1965 var der stort set kun marker i store dele af Smørumnedre.

På nedenstående kan du med <> i midten flytte fra venstre mod højre eller omvendt og se en sammenligning med 1965 og 2023. Det gør det nemmere, at se hvor tingene har ligget i forhold til i dag.

Luftfoto fra 1965 hvor dele af Stormosen ses. Foto: ”Danmark set fra luften”. Billedet til højre er fra OpenStreetMap.

Der var ikke mange penge at rutte med, så Hannes farfar Oluf hjalp i mange år til om sommeren. Han kunne lave lidt af hvert (handyman) og blev til en stor hjælp for Hannes forældre i de første år på husmandsstedet. Børnene badede også i mosen sammen med deres farfar på lune sommeraftener. 

Hanne på hesten og det er hendes farfar Oluf, der holder hesten. Foto: privat.

Der var mange opgaver på det lille husmandssted. Hanne havde en bror, der hed Kurt. Han var 7 år ældre end hende. Han blev udlært som rørsmed. Han hjalp også til og installerede centralvarme i huset og lavede et badeværelse.

For at kunne skaffe til dagen af vejen, dyrkede Aksel Christensen i 1940’erne tobak og tørrede bladene i sin lade.

Lade med garage og stald. Her havde Hannes far også tobak i en periode. Set fra nord. Foto: privat.

Det var der en del, der gjorde. Tobakken kom til Danmark sidst i 1500-tallet og blev mere udbredt i løbet af 1600-tallet. I 1920-erne var der over 1500 producenter i Danmark med omkring 10.000 personer i faget. Under 2. verdenskrig blev importen af tobak stoppet og derfor kom der rigtig gang i tobaksdyrkningen i Danmark. Men kvaliteten var sjældent særlig god.

Der var selvfølgelig regler for dyrkning af tobak. Der skulle betales skat og videresalg var ikke tilladt. Nu var hele situationen noget anderledes under besættelsen, så der blev handlet udenfor reglerne. En køber hos Aksel videresolgte tobakken og det var ulovligt. Det blev anmeldt og Aksel måtte en uge i fængsel for den forseelse. Han fik dog lov til at afsone i løbet af vinteren, fordi der ikke var så meget arbejde i marken om vinteren. Faktisk fik han lov til at gå på biblioteket under sin afsoning og på den måde kunne dygtiggøre sig ved læsning. Så han fik noget positivt ud af opholdet bag tremmer.

Ved flid og hårdt arbejde fik Aksel og Karen (Hannes mor) Christensen arbejdet sig lidt op. Der blev også råd til en traktor.

Aksel (faderen), Hanne og Karen (moderen). Foto: privat.

Der blev avlet smågrise. Når de var 3 måneder gamle kørte Hanne og hendes far og mor til marked i Roskilde og solgte grisene. Men hvis de ikke kunne få en fornuftig pris for grisene, så blev de taget med hjem igen. Der var naboen på Boesagergård (Krogh), der så overtog grisene til en god pris.

Der blev også dyrket grøntsager på jordene tilhørende det lille husmandssted. F.eks. blev der lavet rosenkål.

Hannes far i arbejde på marken med hestevogn. Foto: privat.

Den blev så plukket om vinteren. Det var koldt. Når det var klaret, skulle rosenkålene nusses (renses). Så satte Hanne og hendes far og mor sig ind i stalden, hvor der var lidt varme fra dyrene og fik lavet det arbejdet. Rosenkålene blev også solgt på marked. Det skete på Grønttorvet ved Nørreport i København. Hannes far kørte med toget til Nørreport med rosenkålene.
Hannes bror fik etableret et vandingssystem i marken, så grøntsagerne kunne vandes uden alt for megen arbejdskraft. Ellers ville det være alt for svært at dyrke grøntsagerne. Vandet blev taget fra mosen.
Om vinteren frøs mosen til og så blev der løbet på skøjter på isen.

Gæslinger på gren. Foto: Georg Strong

Der blev også samlet gæslinger på grene, som også blev solgt på marked. Alt hvad der kunne give lidt indtægt blev udnyttet.

Der var også brug for foder til dyrene, de havde på gården. Derfor blev der dyrket byg og kartofler samt roer.
Hanne var med til at høste og kom til at køre traktor i en ung alder (fra 11 år). Hannes mor var nemlig bange for at køre traktor. Så det job fik Hanne.

Hanne på traktoren og hendes far og hunden Molly. Foto: privat

Der blev høstet med selvbinder, som traktoren trak. Den høstede kornet og bandt det i neg. Selvbinderen var en primitiv forløber for mejetærskeren. 

Her en tegning af en selvbinder: Billede fra Wikimedia Commons.

Negene blev så stillet i ’hobe’ (runde stakke), så de kunne tørre. Det kaldes også for traver og en trave på Sjælland indeholdt 20 neg. Selve tærskning (skille kornet fra negene) skete først senere. Kornet og halmen blev lagt på loftet på gården. Medens negene stod i ’hobe’, skulle det vendes en gang i mellem. Så sprang musene frem, som havde gemt sig i ’hobene’. Det var både voksne mus og unger. Det vrimlede med dem. Ikke så sjovt, synes Hanne.

I høsten hjalp naboerne hinanden med arbejdet. Selv præsten i Måløv kom og hjalp på den store gård Boesagergård, som stadig findes (Smørum Parkvej 2). Der går en historie om, at præsten godt kunne lide at være, hvor der blev bandet og svovlet. Når der blev høstet hos Hannes forældre, så kom hendes mor ud i marken med mad og drikke til høstfolkene.

Man hjalp hinanden meget dengang i 1940-50’erne. Også postbude kunne give en hånd. Hannes mor fik smækket sig ind i kælderen, da døren gik i. Hun bankede og kaldte om hjælp. Det hørte postbuddet og kom hende til undsætning, så hun kunne komme ud igen.

Gruekedel. Foto fra Wikimedia Commons.

Moderen vaskede tøj en gang om måneden, hvilket var et stort arbejde. Det skete i en stor gruekedel i vaskehuset. Når det var klaret, så var det store vaskedag for hele familien. Hanne var først i bad og resten af familien bagefter. Det var dejligt med det varme vand, kan Hanne huske. Når der blev kombineret med tøjvasken, kunne der spares på energien. Dengang tænkte man også i de baner. Når der ikke var vand nok i brønden, blev der brugt mose vand. Men tøjet blev alligevel pænt hvidt og der skulle ikke bruges så meget sæbe, da mose vand er blødt (meget lidt kalk i vandet). 

Hannes far var også ude og slagte grise. Men det syntes Hanne var lidt voldsomt og ikke så rart.
Han klippede også køer om vinteren. Det er nødvendigt, for ellers sveder køerne meget i den varme stald. Så giver de mindre mælk og kan blive syge. Han var f.eks. på Schæffergården, Boesagergård, Nonnemosegård og Skebjerggård (nærliggende gårde) og lave det arbejde.

Intet måtte gå til spilde, for der var ikke mange penge. En lille historie Hanne husker, illustrerer dette meget godt. De havde en griseso (hun-gris), som havde 12 små grise. Desværre var grisemor blev meget syg. Dyrlægen mente ikke, at grisen kunne reddes og havde opgivet at gøre noget. Men Hannes mor plejede grisen og gav den suppe. Hun tog de 12 så grise ind i køkkenet i en kasse, hvor der var varmt. Så fik de små grise flaske af hende. Alle 12 små grise overlevede og blev senere solgt til Jacobsen på nabogården. Grisemoderen overlevede også, takket være moderens ihærdige indsats. Så et tab blev vendt til indtægt.
En sidehistorie er, at Hannes mor ½ år efter var på besøg hos Jacobsen og så også de små grise. De genkendte hende straks. For grise er kloge, som Hanne siger.

Grisehule og sti lavet af Hannes far. Foto: privat.

Hanne hjalp sin far med mange ting. Men hun holdt meget af at være sammen med sin far. Så det gjorde ikke så meget.

De havde også en hund Molly. Den ses på billedet, hvor Hanne kører traktor.

Hanne med en hyrdehund. Foto: privat.

Det var et lille hus de boede i. På kornloftet var 2 små værelser. Her boede Hanne og hendes bror i en periode i det ene værelse. Det andet brugte Hannes far ind i mellem. Når han snorkede for meget, måtte han ligge der og sove. Da der var et kornloft, var der også mus. De løb på bagsiden af væggen og der var også huller i væggen, hvor de kiggede ud af. På et tidspunkt var de også i stuen.
Men kornloftet kunne også bruges til fest. Så blev kornet skubbes sammen. F.eks. blev der holdt konfirmation på kornloftet. Så kom en kogekone og lavede flot mad til konfirmationen.

De havde også heste. De kunne godt give lidt bøvl. Hannes og hendes far var i hestevogn kørt til købmand Jørgen Andersen i Måløv, som handlede med foderstof og kolonialvare. Medens de var inde i forretningen, satte hestene i løb. De var åbenbart ikke tøjret godt nok. Så for de afsted over jernbanen via viadukten (er nu revet ned) og af snoede veje hjem til hustandmandsstedet. Fortsatte igennem gårdspladsen og stoppede først ved en lille mose, der hørte til stedet. Hannes mor blev helt lamslået, da hun så, at vognen var tom. Heldigvis kom ingen til skade, for det var ikke ufarligt, når heste blev skræmte. Livet kunne godt være farligt på landet.

Hanne havde en ged, som fik 2 søde kid. Hun malkede geden i nogen tid og familien fik smagt på mælken fra geden. De 2 små kid fulgte også Hanne på ferie samt 2 kattekillinger. Hun havde nogle kusiner, som boede i Kastrup. Dem kom hun på sommerferie hos. Kusinerne havde ingen husdyr, så de var meget glade for, at Hanne nogle med. Der blev gået tur med gedekiddene. F.eks. til lufthavnen i Kastrup og ned ad Kastruplundgade. Så var der et optog af børn efter dem. De ville også gerne hilse på gedekiddene. Hanne er ikke så sikker på, om kusinernes forældre var så begejstret for gedekiddene. Men de sagde ikke noget. Der var ”højt til loftet” i deres hjem. Hanne fik også lejlighed til at bade på Helgoland og fik lært at svømme, så hun blev tryg ved vandet. Så hun har mange dejlige minder fra de sommerferier i Kastrup.

Hannes far prikler jordbær i mistbænkene. Foto: privat.

Med tiden gik Aksel og Karen over til at dyrke jordbær i stor stil. Der var en lille sø i Storemosen, hvor han kunne hente vand, når der var brug for at vande jordbærrene. For at få jordbærrene modne tidligt, havde de mange hundrede mistbænke med jordbær. Mistbænkene skulle åbnes om morgenen og lukkes om aftenen hver dag.

I jordbærsæsonen hyrede han jordbærplukkere og der kunne være omkring 50, der hjalp med plukningen. Der var mange forskellige folk, som hjalp til og tjente nogle penge derved. F.eks. kom fru tømrer Larsen fra Måløv, men også børn. Der kom også folk, der hørte til ved Edelgave. De var fattige og kunne godt bruge de ekstra penge. Aksel kunne godt finde på, at betale i forskud for at hjælpe. Han kunne selv huske, hvordan det var at være fattig. F.eks. kom en dame, som manglede penge til sit barns konfirmation. Hun fik så et forskud og arbejdede beløbet af i løbet af sommeren. Så i folkemunde gik Aksel under navet jordbær-Aksel.

Nederst i billedet ses mistbænke (sydskråning) og over dem en jordbærmark. Huset er Hannes brors. Husmandsstedet kan ikke ses på billedet. Ligger udenfor billedet oppe til venstre. Foto: privat.

Når jordbærrene var plukket, blev de kørt i bil på grønttorvet ved Nørreport, hvor Aksel havde en fast stadeplads. Hanne var med og de skulle af sted kl. 4 om morgenen. Så hun skulle op kl. 3 om natten. Så det blev nogle lange dage. Men heldigvis faldt jordbærsæsonen i skolesommerferien, så Hanne kunne hjælpe sin far. De første jordbær var meget dyre. De kunne sælges for 100 kroner per 1 kilogram.  Hun fik også løn af sin far og mor, når hun hjalp med jordbærrene. Der blev tjent en god skilling, så hun kunne købe en fin grøn Monark cykel og resten af pengene blev sat i Bikuben (bank) i Husum.
Men selvom Hanne ofte måtte hjælpe til i marken, så havde hun et godt og varmt hjem hos sine forældre.

Marker og markvej ved Boesagergård. Foto: Lokalarkivet i Smørum

Efter skoletid var der ikke så mange legeaftaler. Nogle gange blev der dog mulighed for at lege med drengene på Boesagergård.

Ofte hjalp Hanne sin far og mor med de mange opgaver på det lille husmandssted. Men der var dog også lidt plads til andre ting. F.eks. var der søndagsskole, hvor der blev undervist i kristendom. Men der blev også serveret kakao og boller. Der blev også givet glansbilleder ud i søndagsskolen, som blev holdt på de nærliggende gårde (Langdyssegård, Stangkærgård og Boesagergård). Blandet andet hos fru Krogh (Boesagergård). En gang i mellem var der også børnefødselsdage, som Hanne kom med til. Så var der lejlighed til at lege med andre børn udenfor skoletiden.

Hanne til hest. Foto: privat.

Det skete også, at Hanne fik lov til at ride med karlene Kresten og Kesser på Boesagergård til smeden, når de jyske heste skulle have nye hestesko. Smeden blev kaldt for Smede Frede. Hannes far brugte også ham, som smed. Hun kan stadig huske lyden fra smedehammeren, når Smede Frede arbejdede i smedjen i Smørumnedre på Rendebæksvej.

En sådan tur til smeden var en stor oplevelse for Hanne. Smede Frede underholdt ofte med sin harmonika og sang ved festlige lejligheder. Hannes forældre gik til tysk samme med Smede Frede.

Smedjen i Smørumnedre. Foto: Lokalhistorisk arkiv i Smørum.

Men det Hanne holdt mest af, var at spille håndbold. Cirka fra 10 års-alderen til 16 år gik Hanne til håndbold. Blandt andet samme med Lise og Inga, som hun også gik i skole med helt op i realskolen (Lindeskolen) i Ballerup.  Der blev spillet håndbold i Lille Smørum. Der blev også spillet kampe mod andre hold rundt omkring i omegnen. F.eks. i Ballerup, Herringsløse, Sengeløse og andre steder. Så kørte Hannes far i folkevognsrugbrødet til kampene og havde 6-8 piger med i vognen. Herlige tider med håndbolden, fortæller Hanne. De havde en træner ved navn Else, som Hanne for øvrigt har mødt for ikke så længe siden på museet i Smørumovre. Faktisk mødte hun også Smede Fredes barnebarn der.  Sjovt som fortid og nutid kan knyttes sammen.

Som et lille kuriosum kan nævnes, at Hannes forældre har været med Historisk Forening på historisk rejse til Sicilien.  Dertil kommer at Hanne også er medlem af Historisk Forening.

Udbygningen af Smørumnedre med parcelhuse og boligblokke trængte sig mere og mere på. Aksel og Karen valgte ikke at sælge sin jord på de første bud. Det gjorde så, at da de i 1960’erne solgte ejendom, fik de en rigtig god pris for den. Da var ejendommen også vokset til 12 tønder land. De var da i 60’erne. Hannes forældre købte i 1968 en grund og byggede et Myresøhus i Stormose kvarteret, ved resterne af den gamle Stormosevej og flyttede dertil fra husmandsstedet.

Hanne er ikke bange for dyr. Foto: privat.

En stor tak til Hanne (og hendes mand Aage) for at fortælle om barndommen i Stormosen samt at stille private fotos til rådighed.


Kilder:

http://krigendagfordag.dk/1941-havde-man-bare-plantet-tobak/

https://www.svendborghistorie.dk/historier/erhverv/386-tobakkens-historie-i-svendborg-1

https://commons.wikimedia.org

Kornets Hus ved Hjørring

Hanne Lind og Aage Lind

Opdateret 09-10-2023

Har der kørt en postdiligence i Smørum?

Af Georg Strong

Som medlem af Historisk Forening bliver jeg en gang imellem spurgt om historiske ting i Ledøje-Smørum. Det er bestemt ikke altid, jeg kan svare på spørgsmålet. Historien rummer rigtige mange hændelser, mennesker og ting. Nogle gange pirrer spørgsmålet min nysgerrighed, som da jeg blev spurgt: ”Har der kørt en postdiligence i Smørum?”. Det var mest ordet diligence, som vakte min nysgerrighed. Fantasien løber hurtigt – diligence, John Wayne, indianere, cowboy, seksløbere. Men det holder jo ikke i Danmark. Men måske var det ikke helt ved siden af. Det kommer jeg tilbage til senere

Postvæsnet – nu om stunder Postnord – kender de fleste på godt og ondt.
Allerede langt tilbage i historien, har der været behov for en slags postvæsenet. I starten har det primært været magteliten, der har haft brug for at kunne sende og modtage beskeder og større afstande.
Allerede år 2400 f.v.t. brugte faraoer i Ægypten kurerer til at formidle skriftlige meddelelser ud i riget. Men det var ikke helt et postvæsen, som vi forstår det i dag.
I Persien menes at være oprettet et egentligt postvæsen år 550 f.v.t., som også omfattede de almindelige borgere i samfundet.

I Kina har der også tidligt været et system til at viderebringe ”post”. Inkariget i Sydamerika havde også et organiseret system til at bringe beskeder ud med.
Det velorganiserede Romerrige havde selvfølgelig et system til at bringe ”post” ud med. Det veludbygget vejnet i Romerriget gjorde det også nemt og relativt hurtigt, at bringe ”post” frem og tilbage i riget.
Der blev brugt løbere til at transportere beskederne frem. Over længere afstande kunne en ny frisk løber overtage opgaven, så beskederne kunne komme hurtig frem. Ret tidligt blev også heste anvendt, hvorved hastigheden kunne øges. Der blev etableret ”stationer”, hvor rytteren kunne skifte hest, så et højt tempo kunne holdes over større afstande.

Et sådant system er jo ikke helt billigt, så det har ikke været for den almindelige befolkning (bønder), men for magteliten (konger, adel og kirken) og dem med penge. Den jævne bonde havde nok heller ikke noget behov for at sende beskeder udenbys på skrift. Ofte kunne de slet ikke skrive og læse.

Da samfundene udviklede sig og blev mere avanceret, steg behovet for at kunne meddele sig over større afstande. Tidligere tog kongen rundt i riget (Danmark) med hele ”statsapparatet”, men det ebbede ud i løbet af 1600-tallet. Han var mest i København og havde så behov for at kunne sende beskeder ud til folk i riget.

Karel van Mander_(III) Portræt af Kong_Christian IV af Danmark. Billede fra Wikipedia Common.

Så på Juleaftensdag i 1624 fik Christian IV en forordning ud med navnet ”Forordning om Post-Budde”. Der blev oprettet 9 postruter, hvoraf de 8 blev betjent af fodbude.  Den 9. rute gik fra København til Hamburg. Den blev betjent af vogn og kunne have breve, pakker og gods med. De 8 andre befordrede kun breve. Fodbude kom igennem købstæderne og overnattede i gæstgiverier, hvor værten fik opgaven med at bringe breve ud til folk i lokalområdet, hvor postruten ikke kom.

Kort er hentet på Wikipedea.org.

Der blev også udnævnt en postmester i København, som havde det administrative ansvar for hele forordningen.
I 1653 overtog en hamburgsk købmand Klingenberg postsystemet. Det blev udvidet med flere ruter og i det Jyske kom personbefordring med i et parallelt system.

Postvæsenet udviklede sig og blev en god forretning. Det fik kongen Christian V øje på og i 1685 forærede han det til sin søn Christian Gyldenløve. Men i 1711 bliver postvæsenet en del af staten. På det tidspunkt – og formentlig før – fik bude og transportmidler m.m. de kendte røde og gule farver.
Der kom flere og flere posthuse til, hvor der f.eks. også kom aviser til med postsystemet. Så posthusene var kilde til nyheder og diskussioner om, hvad der skete i riget. I 1806 startede lokalomdeling af post til Københavnerne. Det blev udvidet til andre byer og i 1865 gældende for alle byer i Danmark.  Postruter på landet kom også til i løbet af 1860’erne.

Nu handlede overskriften jo om postdiligence. Så derfor er det spændende, at postvæsenet faktisk indkøbte en sådan cirka år 1800 fra Amerika og indsat på ruten København – Helsingør. Allerede i 1799 var der forsøgsvis indsat en diligence mellem København og Korsør, men ophørte efter få år. Der blev fortsat anvendt åbne vogne, men fra 1817 blev der efterhånden indført lidt overdækning i form af presenninger eller kalecher for at beskytte gods og eventuelle passagerer. Fra 1832 blev lukket vogne tage i brug. Det som vi i dag vil betragte som en form for diligence. De var i brug til 1912. Så der har kørt postdiligencer i Danmark.

Postdiligence foran Postgården i København. Billede fra Wikipedia Common

En særlig afart af postdiligencen er Kugleposten. Det er en Dansk opfindelse fra 1815 og kørte fra København til Hamburg. Senere kom den også i brug på andre ruter.  Den var i brug til 1865. Det ligner lidt Askepots vogn. Kugleformen skulle nedsætte vindmodstand og sikre, at regn løb af vognen. Men også at kusken ikke tog passagerer med på vognen. Det blev der så ændret på andre typer af postdiligencer. Der var nemlig penge i at tage passagerer med.

Kuglepost-vogn til breve. Museet Enigma. Foto: Georg Strong

Førhen tilhørte Smørumovre og Smørumnedre postnummer 2760 Måløv og der var postkontor i Måløv. Allerede i 1852 blev Ballerup Postkontor oprettet og Smørum henhørte under Ballerup postkreds.

En af postruterne for postdiligencen var København – Frederikssund.
Det kan ses på nedenstående billede, som viser postruter i 1845.

Vejen fra København til Frederikssund var og er Frederikssundsvej.
Så postdiligencen har været forbi postkontoret i Måløv. Derfra er breve m.m. blevet bragt ud til befolkningen i Smørum af fodbude, eller man har selv hentet pakker m.m. på postkontoret i Måløv.  Mon ikke der også en gang imellem har været passagerer fra Smørum eller til Smørum med postdiligencen.

Så svaret på overskriften må være – nej der har ikke kørt en postdiligence i Smørum. Men den har kørt lige ved grænsen til Smørum sogn og har betjent borgerne i Smørum.

Kilder:


https://da.wikipedia.org/wiki/Postv%C3%A6sen
https://denstoredanske.lex.dk/postv%C3%A6sen
https://www.postnord.dk/om-os/postnord-i-danmark/post-danmarks-historie
http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object67717/da/
https://slaegtsbibliotek.dk/910695.pdf
Museet Enigma

Opdateret 29-09-2023

Bryllupsgaver i 1969

Af Georg Strong

I forbindelse med oprydning i min afdøde kones ting, støtte jeg på en gaveoversigt fra hendes første bryllup. Hun havde skrevet op, hvad de forskellige personer havde foræret hende og hendes daværende mand i bryllupsgave.

På en måde giver det et indblik i, hvordan traditionen var i 1969 med bryllupsgaver.
Min afdøde kone Hanne blev gift med sin første mand i maj 1969 (de var henholdsvis 21 år og 23 år). På daværende tidspunkt boede de i Ballerup, men flyttet i januar 1972 til Smørumnedre, hvor min kone boede indtil sin død juni 2021.

Men hvad var det så,  brudeparret i 1969 blev begavet med.

Listen ser således ud (en linje (prik) for hver gavegiver, derfor gentagelser):

  • hverdagsstel – Bavaria Blå rapsodi (6 dybe tallerkner, 6 flade tallerkner, 6 par kopper, 6 kagetallerkner, 1  sovsekande, 1 ovalt fad,  1 rund fad, 6 ølglas, 1 flødekande, 1 sukkerskål)
  • porcelænsfigur
  • køkkentrappe-stol
  • dug og servietter
  • reproduktion
  • gryder, pande, kedel m.m.
  • køkken-ur og vægt
  • el-mixer
  • kammerstage i tin
  • 20 glas
  • vægur og vækkeur
  • 2 duge (stor og lille)
  • 2 rustfrifade og smørsmelter
  • sammenplantning
  • 2 messinglysestager m/lysmanchetter og blomster
  • lampe
  • rya tæppe
  • tinlysestage
  • årskrus
  • tinlysestage
  • 6 ostetallerkener
  • 6 lunchservietter
  • ildfast fad Pyroflam
  • strygebræt
  • saltkar
  • smørkrukke
  • 3 pyroflame skåle
  • dug
  • badeværelsesæt
  • keramik lysestage
  • keramik skål
  • platte
  • kaffekande Athene
  • 3 håndklæder
  • 4 håndklæder
  • badevægt
  • tinlysestage
  • tinvase og lysservietter
  • dug
  • dug
  • dug
  • dug
  • 2 pyrex skåle
  • 2 tin flaskebakker
  • rød bakke
  • vinbakke
  • stålfad rundt
  • stålfad og sovseskål
  • stålfad
  • stålfad
  • stålfad
  • tin ostehøvl
  • marmelade ske
  • sovseskål
  • marmelade ske
  • glasbakker
  • 2 hovedpudebetræk
  • skål med låg
  • vase
  • ildfast skål Pyroflam
  • viskestykker og grydelap
  • gavekort 100 kr.
  • gavekort 25 kr.
  • gavekort 30 kr.
  • gavekort 25 kr.
  • gavekort 500 kr.
  • mange blomster
  • flere sammenplantninger
  • Der kom også 4 statstelegrammer (2 hvide, 1 lilla og 1 rødt) med lykønskninger.
  • 1 telegramæske 50 kr.

Det var jo ikke så lidt, men brudeparret havde også en stor kontaktflade. Måske skal det nævnes, at min kone på daværende tidspunkt var kontorassistent og hendes daværende mand programmør.

Sådan så det så ud i 1969. Så kan du selv overveje, hvordan det er med bryllupsgaver i 2023.

Længere nede i denne artikel, kan du se billeder af nogle af gaverne.

Men så er der jo traditionen med at gæsterne giver bryllupsgaver. Den er slet ikke så gamle, som man måske skulle tro. Så lidt om det.
Ordet ”gift” er et gammelt germansk ord og betyder gave.
Langt tilbage i tiden brugte man begrebet medgift (går i hvert fald helt tilbage til Romerriget). Det vil sige, at bruden fik penge, ting og sager, eller andet værdifuldt med sig ind i ægteskabet. Selvfølgelig afhang omfanget meget af hvilken samfundsklasse, der var tale om. Fattige har næppe haft særligt meget med. Måske lidt praktisk linned og lignende. Idéen var, at manden overtog forpligtelsen til at forsørge bruden (hustruen) fremover. Den havde brudens fader haft indtil da. Sådan ser vi jo ikke på det i dag. Dertil kommer, at ægteskab tilbage i tiden ikke var et spørgsmål om kærlighed. Det handlede om at skaffe familien alliancer. Helst nogen der var bedre stillet end én selv. I kongehusene og adlen var det ganske enkelt storpolitik, når der blev indgået ægteskab. Om bruden og brudgommen syntes om ægteskabet, blev der ikke taget hensyn til.
En anden skik, som går langt tilbage i tiden er morgengaven. Brudgommen skulle give bruden en gave dagen efter brylluppet. Men ikke den anden vej. Formålet var, at hvis bruden ikke fik børn, havde hun ikke juridisk arveret efter sin mand. Derfor var morgengaven i de bedre stillet samfundsklasser en økonomisk sikring af bruden, hvis dette skulle ske.

Men nu om stunder kommer bryllupsgæsterne med gaver til brudeparret.
Men sådan har det ikke altid været.
I 1600-tallet var der dog noget, der på en måde minder om det. Nemlig brudeparrets skål.
Skålen med drikken gik rundt og gæsterne drak af den. Når skålen var tom, skulle gæsterne ligge en gave i den (typisk penge). Det kunne godt give lidt konkurrence. Hvem gav mest. Alle kunne jo se, hvad der blev lagt. Mange steder i Norden var der forskellige skikke, hvordan det skulle foregå. Nogle af skikkene var ikke i kirken smag (ånd), så efterhånden blev det afskaffet. Ofte blev bruden drukket meget beruset ved disse skikke. Det mente kirken ikke var sømmeligt. Præsten var også (blev indbudt) med til selve bryllupsfesten, så han viste, hvad der foregik.

I ”Dagligt Liv i Norden nr. 6” af Troels-Lund kan man f.eks. læse på side 119 ” Ikke blot bragtes bollen nu rundt, for at gæsterne én for én kunne drikke af skålen, men – skålen var jo brudeparrets – enhver skulle derpå til vederlag herfor og parret til ære lægge i den tømte skål en gave til parret. Dette var gildets mest spændende øjeblik. Alles opmærksomhed var rettet mod, hvad og hvor meget enhver gav.”

Et brudepars hjemkomst fra kirken, Amager, Dragør – cirka 1863. Bemærk bruden ikke er i hvidt. (Billede fra Wikimedia Commons).

Det ændrede sig lidt i tidens løb. Gæsternes gaver i den brede befolkning bestod typisk i mad og drikkevarer, som blev afleveret nogle dage før brylluppet. Selve bryllupsfesten kunne vare over flere dage (tit 3 dage). Så et bryllup var en meget vigtig begivenhed.

I 1920’erne i USA begyndte forretningerne at interessere sig for bryllupsgaver på en mere kommerciel måde.  Da detailgiganten Macy’ introducerede bryllupsgaveregistret i 1928, tog det for alvor fart med at komme med bryllupsgaver til brudeparret.

Marshall Field (Macy) i Chicago (1930-45)

Men ofte var det stadig praktiske ting, som var vigtige for at etablere et hjem.  Det kunne være sengetøj, spisestel, bestik, og lignende. Da den generelle velstand steg i 1950’erne og frem, begyndte gaverne også at være af mere luksuriøs art.

Den hvide brudekjole kom sidst i 1800-tallet. Før da var bruden i sort tøj. Det var selvfølgelig de rige og kongelige, der startede denne trend. Men efterhånden fulgte resten af befolkningen med og i dag er bruden sjældent i andet end hvidt.

Bryllupsgaver (lille udvalg) fra 1969 i billeder:

Opdateret 25-06-2023

Skolegang i Smørum i 1950’erne og starten af 1960’erne

Af Georg Strong

På museet i Smørumovre er en fin udstilling, der viser en skolestue fra ”gamle” dage. Der er fine pulte til eleverne, anskuelighedstavler, osv., der har været brugt i undervisningen.
På katederet ligger en protokol over elever, der gik i Smørumnedre forskole. Når jeg kigger i den, kan jeg se, at den blandt andet er fra 1956/57 skoleåret og der er en oversigt for 3. klasse. Her står f.eks. navnet Hanne Christensen og under forældre Aksel Christensen.

Jeg kender Hanne Christensen, som er født og opvokset i Stormosen i Smørum, men i dag bor i Ballerup. Hun hedder bare Hanne Lind nu om stunder. Så jeg tog en snak med Hanne Lind om, hvordan det var at gå i skole i ”gamle dage” i Smørumnedre og Smørumovre.

Hanne boede dengang hos sine forældre på en lille gård, eller hvad man måske vil kalde for et husmandssted. Det lå i Stormosen. Det var et barndomshjem med små midler.

Hun startede i Smørumnedre forskole i 1953 som 7-årig. Smørumnedre skole lå på Flodvej 13, hvor Metas senere kom til at ligge, og der i dag er rækkehuse (Dyreholm). Skolebygningen blev opført af Ledøje-Smørum kommune i årene 1924-25. Skolens WC-er var gammeldags das. Hanne husker bygningen som ret stor. Inden da holdt skolen til på Rendebæksvej 9 og blev startet i 1907. Dette hus var dog meget koldt og fugtigt, så derfor blev skolen flyttet til den nye bygning. Forskolen ophørte i 1959, da skolegangen blev overført til den nys opførte Centralskole, bedre kendt som Søagerskolen. Eleverne på Søagerskolen blev i 2020 overført til Boesagerskolen og Søagerskolen er ophørt som skole.

 

Luftfoto af Smørumnedre forskole fra 1959. Toiletbygningen ses øverst til venstre. Foto “Danmark set fra luften” – Landinspektørernes Luftfoto.

Da det var en forskole, var der kun skolegang for 1-3 klasse. Det vil sige 3 år.
Underviserne var 2 frøkner, Ellen og Bertha, som begge hed Nielsen til efternavn. Specielt den ene af damerne – Ellen – var meget streng og ikke særlig sød ved eleverne. Der blev hevet i ørerne. Så eleverne var bange for hende. Den anden dame var mild. Der blev også gjort forskel på eleverne. Dem fra de fine hjem – det vil typisk sige fra de store gårde, blev behandlet meget bedre og fik også de bedste pladser i klasselokalet. Så Hanne oplevede ikke sin skolegang i Smørumnedre forskole som en god oplevelse.
Den strenge frk. Ellen Nielsen fik et sørgeligt endeligt, da hun fik sat ild til sig selv på grund af rygning på sin gamle dage. Det døde hun af. Begge ligger begravet på Smørum kirkegård og gravstedet findes stadig. Eleverne sad ved skolepulte lig dem, som kan ses i skolestuen på museet i Smørumovre.

Skolepulte i stil med dem, Hanne sad ved i skolen. Foto: Georg Strong

Der var ca. 10 elever i klassen. Hanne havde f.eks. klassekammeraterne Winnie, Lise og Inga.
Der blev undervist i dansk, regning, religion, salmer og håndarbejde. Der blev skrevet med pen (fyldepen) og blæk. Det var ikke altid nemt at styre blækket, når der skulle skrives. Der blev undervist i skråskrift og det gik læreren meget op i. Der blev også givet karakter i orden og den skulle helst være god. Det blev der lagt vægt på.

Hanne som 10 år og i 3. klasse i forskolen. Foto: Privat fra Hanne.

For Hanne var der omkring 2 km til skole. Det skete til fods eller cykel i alt slags vejr. Hvis det var meget dårligt vejr, kunne hendes far eller mor nogle gange følge hende lidt at vejen, eller gå hende i møde på hjemvejen med hunden Molly. Skolevejen var en markvej over markerne. Der var ingen Hanne kunne følges med, så hun gik alene, hvilket ofte var ret ensomt.  

En markvej, som Hanne har gået på. Det er i nærheden af Boesagergård og køerne tilhørte gårdejer Krogh. Foto: Lokalhistorisk Arkiv i Smørumovre.

Skolen lå på en bakke, ikke så langt fra smedjen og købmanden, som Hanne kom forbi på vej til skole.

Smedjen i Smørumnedre på Rendebæksvej i 1920. Foto: Lokalhistorisk Arkiv Smørumovre.

Fra 4. klasse flyttede eleverne til skolen i Smørumovre. Det som nu kaldes for Smørum gl. Skole og hvor der er lokalarkiv og museum nu om stunder.

Hanne 12 år og i 5. klasse på skolen i Smørumovre.
Foto: Privat fra Hanne.

Nu fik Hanne en ny lærer. En mandlig lærer ved navn Niels Poulin Nielsen. Han var en helt anden type lærer end de 2 kvindelige i forskolen. Han var sød ved eleverne og Hanne husker ham som den bedste lærer, hun havde i sin skoletid. Han gjorde ikke forskel på eleverne. Han fulgte dem også over vejen, når de skulle hjem. Han boede i den ene ende af skolebygningen og havde 5-6 børn. Han kørte på knallert med hjelm på hovedet. År efter Hannes skoletid var forbi, da han havde fødselsdag (ca. 80 år), satte Hanne en svane (blomsterdekoration) og et brev ved hans dør ved hans hjem i Smørumnedre ved gadekæret. Han skrev et sødt brev tilbage til Hanne. Han døde i 1992 og ligger begravet på Smørum kirkegård.
De var ca. 7 elever i klassen. Men der var kun 1 klasseværelse, så 2-3 klasser var sammen i dette lokale og blev undervist.  

Skolestuen med elever 1951 – skolen i Smørumovre. Læreren Niels Poulin Nielsen ses bagerst i lokalet. Foto: Lokalhistorisk Arkiv Smørumovre.

Der blev f.eks. undervist i geografi, botanik, regning og dansk.

Der blev sunget meget i timerne og læreren spillede på violin. 
Læreren tog dem også med over i kirken, hvor han fortalte om den. De tog også på tur til gravhøje (der jo en del i Smørum) og blev undervist i deres historie.
Der blev samlet blomster fra grøftekanter og så blev de brugt i undervisningen. Læreren opfordrede eleverne til at tage spændende blomster med fra naturen, så de kunne tale om dem i skolen. Han var en stor naturelsker. Botanik var Hannes bedste fag.
De havde også gymnastik. Det foregik i salen på kroen, som lå lige på den anden side af gadekæret.  Men det foregik efter skoletid. Der var en gymnastiklærerinde, fru Gotfredsen, som underviste os. Hun spillede på klaver til, så det var lidt specielt. Der blev f.eks. sprunget over plint og spillet bold.
Om vinter, når det var koldt nok, blev der løbet på skøjter på det isdækket gadekær.  Der var højt til ”loftet” hos lærer Nielsen og vi lærte meget, synes Hanne. Han kunne få os til at lave lektier ved sin inspiration.

Der var skolegang hver dag, men så vidt Hanne husker, så mødte de ældste elever først på dagen og de mindre lidt senere.

Der var en optagelsesprøve, hvor det blev afgjort, om eleven kunne komme i den boglige linje og dermed fortsætte i realskolen efter 7. klasse.

Hanne var glad for at gå i skole i Smørumovre og satte en ære i at komme i skole, ligegyldigt hvor dårligt vejret kunne være (snestorm og slud f.eks.).  Om sommeren var det dejligt at bevæge sig af markvejen og hører lærken synge, se fasaner og agerhøns.

Kort 1969 fra Geodatastyrelsen. Den røde cirkel viser, hvor Hanne boede. Den blå hvor forskolen i Smørumnedre lå og den gule, hvor skolen i Smørumovre var.

Efter skolegangen i Smørum kom Hanne på Lindeskolen i Ballerup og fik sin realeksamen i 1963. Det var nemlig ikke muligt i Smørum.
Hun blev derefter uddannet som blomsterdekoratør.

Skolereformen i 1958 ændrede på skolerne.
Den nye lov om folkeskolen trådte i kraft i juni 1958. Den fastsatte en række krav til skolerne. Det betød, at skoler tilknyttet landsbyerne ikke længere kunne leve op til kravene. De blev i stedet erstattet af større skoler. Typisk som centralskoler, som samlede elever fra de mindre landsbyer op i centrale enheder. Idéen var, at der ikke skulle være forskel på landsbyskoler og byskoler. I Ledøje-Smørum blev centralskolen Søagerskolen derfor bygget og taget i brug i 1959. Begrebet forskole og mellemskole blev afskaffet og i stedet indført en 7 eller 8-årig skolegang. Efter 6 klasse blev eleverne fordelt i en almen eller boglig linje. Den boglige linje førte over i realskolen 8-10 klasse.

Opdateret 04-05-2023

Lidt om historien med Cheminova og lokalområdet

Af Georg Strong

De fleste Danskere har hørt om Cheminova og forureningen på Harboøre Tange ved Thyborøn. Høfde 42 har også været nævnt mange gange i medierne, på grund af det store giftdepot, som Cheminova har oprettet der. Hvilket har givet voldsomme udfordringer med at bortskaffe og renset området op for de problematiske kemikalier, som er blevet opmagasineret i området.

Men hvad knap så mange ved er, at Cheminova har en fortid i Smørums lokalområde. Fabrikken lå mellem Kildedal og Måløv station og havde et sidespor til jernbanen. Fabrikken blev opført i årene 1944-46. Det kom ikke til at gå stille af og der opstod mange problemer med forurening fra fabrikken. Konsekvenserne er stadig aktuelle den dag i dag.

Cheminova 1953 ved Måløv. Foto fra Danmark set fra luften – ukendt oprindelse.

Men først lidt om Cheminovas historie.
Firmaet blev stiftet af civilingeniør og kemiker Gunnar Andreasen (1914-1989).
Der blev etableret en fabrik i Gladsaxe kommune i 1938 på Sydmarken i Mørkhøj området. Dette blev til en lang strid med de lokale naboer og Gladsaxe kommune. Problemerne var omfattende, luftgener, syredampe trængte ind i folks stuer, kloak tæret væk, eksplosioner på fabrikken. Presset blev efterhånd for stort for Cheminova, og de besluttede at flytte til Sørup på en grund ude på landet, som det var dengang. Nemlig mellem den nuværende Kildedal og Måløv station. Det blev så Ballerup kommune, som fik alle problemerne med Cheminova. Men nok så vigtigt for Ledøje-Smørum (senere Egedal kommune) var, at kommunegrænsen ved Cheminova mellem Ballerup og Ledøje-Smørum er Frederikssundsbanen. Så Cheminova kunne ikke komme tættere på Smørum uden at ligge i Ledøje-Smørum kommune.

Ballerup kommune skulle snart få at mærke, at Cheminova var et ”gøge æg”. Allerede under 2. verdenskrig kom Cheminova i ilden. De var en del af sortbørshandel samt indirekte handel med den Tyske hær, som havde besat Danmark. Det resulterede i, at fabrikken i Gladsaxe blev saboteret først af modstandsgruppen Holger Danske i januar 1945 og igen af BOPA i februar 1945. Fabrikken i Sørup (Måløv) var under opførelse på daværende tidspunkt. Modstandsbevægelse i lokalområdet ved Sørup var ikke særlig godt organiseret og der blev kun foretaget meget få og små aktioner her (lidt ildspåsættelse). Som reelt ikke betød noget for byggeriet. Det private sidespor til jernbanen blev allerede åbnet i 1944.
Den første produktion startede i efteråret 1945. Ballerup kommune godkendte byggeriet og fabrikkens produktion allerede i juli 1944.  Det har de sikkert fortrudt mange gange siden. Men fabrikken gav selvfølgelig arbejde til en del mennesker og det har jo altid været populært blandt politikere.  I 1947 var hele fabrikken flyttet til Sørup (Måløv). Gladsaxe kunne ånde lettet op, men slap ikke for forureningen mange år frem.
En lidt mystisk ting var, at grundlæggeren Gunnar Andreasen forærede alle sine aktier til Aarhus Universitet i 1943/44.

Men problemer med lugtgener, giftudslip, både i luften og i Sørup rende og uheld (f.eks. eksplosioner) på fabrikken bragte igen Cheminova i konflikt med naboer og omgivelser. Ballerups sognerådsformand (senere borgmester) bragte problemerne med Cheminova op i et sognerådsmøde allerede i 1952. Men inden da havde Ballerup kommune haft mange sager kørende, også i retssystemet for at få Cheminova til at tage ansvar og stoppe forureningen. Men Cheminova brugte alle muligheder for at slippe uden om. Bestyrelsesformanden højesteretssagfører Leif Damborg har sikkert været til stor hjælp for firmaet. Desuden var lovgivningen slet ikke gearet til den slags sager på dette tidspunkt. Cheminova var dog klar over, at de næppe kunne blive i Sørup. Så de begyndte at etablere en fabrik i Harboøre fra 1951. Det var nok klogt, for i 1953 lykkedes det myndighederne langt om længe at få lukket fabrikken i Sørup (Måløv). Ejendommen i Sørup blev solgt til lampefabrikken LYFA i november 1954.
Dermed flyttede problemerne så til Harboøre.
Som det tidligere er nævnt var Aarhus Universitet ejer af Cheminova fra 1944. Det fortsatte til 2014 på trods af de mange forureningssager Cheminova forårsaget. Virksomheden ejes i dag af FMC Coporation, et Amerikansk firma. Det er stadig aktivt i Danmark med over 800 ansatte og i udlandet omkring 1200 ansatte i datterselskaber i mere end 30 lande. Omsætningen ligger over 5 milliarder kr. om året.
Cheminova har især produceret giftstoffer til brug i landbruget. F.eks. insektgifte (plantebeskyttelsesmidler).

Så det var ikke nogen rar nabo Smørum havde i Cheminova.
Og mange gårde i Smørum var faktisk ret tæt på Cheminova. Se bare på kortet. Cheminova er markeret med rød ring.

Kort fra Geodatastyrelsen (4 cm). Viser Smørum/Måløv område i 1969

Askebjerg, Tvillingegårde, Alpegård, Schæfergård, og så Smørumnedre og Smørum Vang områderne. Alpegård ca. 200 meter fra Cheminova og hvis vi går 1-1,5 km fra Cheminova, så er det meste af Smørum indenfor den radius.
Sørup Rende ses også i venstre hjørne lidt oppe. Den ender i Værebro å.

Der var 2 hovedgener fra Cheminova, der gik ind på Smørums område. Nemlig de luftbåren ting. Først og fremmest stanken. Men en måske endnu værre forurening var i vandet i Værebro å. Cheminova sendte nærmest u-renset spildevand fra produktionen ud i Sørup renden, som fortsætter ud i Værebro å. Værebro å udløber i Roskilde fjord.

Om de luftbårne gener fortælles det, men ikke nødvendigvis fra Smørum, blandt andet, at folk kastede op, når vinden bar den voldsomme stank indover folk. Nogle gartnere oplevede misvækst på deres marker. En fortalte om hud, der faldt af hans læber ved disse situationer. Faktisk blev Cheminova idømt en bøde på 10.000 kr. for disse sundhedsskadelig udslip. Men bødens størrelse var småting for Cheminova, som tjente rigtig mange penge. Så det havde ringe effekt på deres adfærd. Det skal nævnes, at stanken fra Cheminova nogle gange kunne mærkes helt i Ballerup 5 kilometer derfra og den var ikke rar. Det var som lugten af rådne æg og den hang i alt – tøjet, håret, tasker, osv. Ja selv pengesedler.

I 1947 blev en række lodsejere indkaldt til en vandforsyningsforretning. Det vil sige et møde om vand. I denne her forbindelse Cheminovas udledning af spildevand til Sørup rende som ender i Værebro å. Der blev blandt andet sendt stævning til Schæffergården, Toftekærgård samt 3 lodsejer i Smørumovre som havde jord ned til Sørup rende eller Værebro å. Ledøje-Smørum kommune var også med, samt Københavns Vandforsyning, som udvandt drikkevand i området ved Kildedal. Så Cheminovas forurening var også en udfordring for Ledøje-Smørum – især Smørum. Der kom dog ikke noget ud af mødet. Men klagerne over det forurenet vand i Værebro å fortsatte. I 1948 klagedes der over, at vandet i åen var så ringe, at landmændenes dyr ikke ville drikke af det. I 1948 nåede forureningen helt ud i Roskilde fjord. Her oplevede fiskerne, at de fisk de fangede, havde en grim afsmag og var ubrugelige til mad. Prøver af fiskene bekræftede fiskernes oplevelser. Cheminova benægtet deres ansvar, selvom de indrømmede, at der var udledt forurenet vand ud i åen. Men lovgivningen og myndighederne var slet ikke indrettet til den slags problemer. Så det gik meget langsomt med at få gjort noget ved det.

I sommeren 1951 oplevede folk omkring Værebro å, at fisk døde i uhyggeligt omfang. Det skønnedes at 12.000 fisk døde i løbet af et døgn. Endnu engang ville Cheminova ikke anerkende et ansvar og mente ikke, at det var fabrikken, der var årsagen.
Allerede i januar 1952 var den gal igen. Fiskene døde i Værebro å. Ål fangede i åen stank forfærdeligt ved tilberedning. Den var også gal med ål fangede ved Værebro Mølle (som ligger tæt ved åens udløb i Roskilde fjord). Landmændene kunne igen berette om, at deres dyr ikke ville drikke vandet fra Værebro å.

Cheminova blev ved med at kæmpe i mod og brugte alle klagemuligheder samt indlæg i pressen. Specielt direktør Gunnar Andreasen benægtede, at deres produkter var farlige og der var tale om en heksejagt mod virksomheden.
Klagerne fortsatte dog. F.eks. indgav gårdejer Peder Nielsen fra Askebjerg, Smørumnedre en klage over generne sammen med læge Kurt Mikkelsen fra Måløv. Andre fortalte, at den væmmelig lugt nåede helt frem til Søborg og Hellerup. Landmænd og gartnere fortalte om skader på deres afgrøder. Roetoppe visnede og væksten gik i stå. Kål- og rapsmarker blev ødelagt. Blomster i gartnerier opførte sig underligt helt op til 10 km fra Cheminova.
Efterhånden blev presset så stort på fiskeriministeren fra fiskeriforeninger, at der begyndte at ske noget mere, men det gik stadig langsomt. Cheminova kæmpede stadig i mod. Men var efterhånden godt klar over, at de ikke kunne fortsætte, som de havde gjort hidtil. Derfor havde de etableret en ny fabrik i Harboøre. Så der blev lukket for produktionen i Måløv i 1953 og grunden solgt til LYFA i 1954.
Og så skulle den sagen jo være slut. Men nej, sådan skulle det ikke helt gå.

Der blev stille omkring Cheminovas grund i Måløv og forureningen. Stanken ophørte.

Men så i løbet af 1970’erne blev myndighederne mere bevidste om forurening. Ballerup kommune vil gerne vide mere om Cheminova-grunden og spurgte Cheminovas direktør, hvor de eventuelt havde nedgravet produkter fra produktionen og forsøg. Det ville han ikke fortælle. Så militæret måtte med metaldetektorer gennemgå grunden.

Resultatet var foruroligende. Der var nedgravet tromler stort set på hele grunden.
Civilforsvaret blev bedt om at undersøge, hvad der var i jorden. De fandt hurtigt tromler, der var tæret og med tydelige udslip i jorden. Flere undersøgelse viste, at indholdet (giften) var sivet 18-20 meter ned i undergrunden. Da der var udvinding af drikkevand tæt på, blev der lavet en konstant afværgepumpning i 1980, for at hindre giften i sprede sig til grundvandet. Desværre vidste det sig, at det ikke kunne holde giften væk. Så Københavns Vandforsyning måtte lukke sine 15 vandboringer, hvorved omkring 0,3 millioner m3 drikkevand årligt gik tabt. I 1986 blev indviet et rensningsanlæg tæt ved Cheminova-grunden. Det renser alt det vand, som pumpes op af afværgepumpen, for derefter at lede det ud i Værebro å. Der pumpes store mængder vand op, for at holde foreningen tilbage. Det har kostet skatteborgerne mange penge. Vi taler om millioner kroner. Hvor længe det skal stå på, er der ingen der ved i dag.

Så man kan vist roligt sige, at Cheminova har sat et ubehageligt minde i vores lokalområde.

Hvis du gerne vil læse mere om denne sag, så kan det anbefales, at læse Byhornet nr. 3 i 2022 udgivet af Ballerup Historiske Forening. Hvis du ikke kender nogen, der har bladet, kan du læse artiklen på nettet (ligger som download i pdf-format):

Artikel i Byhornet nr. 3 i 2022 udgivet af Ballerup Historiske Forening

Efterskrift:

Jeg tog forbi Cheminova-området og fik set renseværket. Tog nogle billeder. Sådan ser der ud i dag 25-03-2023:

Opdateret 25-03-2023

Kilder:

Byhornet fra Ballerup Historiske Forening nr. 3 i november 2022 ”Cheminova – en miljøforurener i Måløv” af Jørgen Burchardt
https://edagsorden.regionh.dk/committee_1432/agenda_349400/documents/063ad796-01cf-450c-b4d3-6243de263da4.pdf  side 3
https://www.burchardt.name/wp-content/uploads/2022/01/Cheminova_en_generationsforureners_foerste_aar.pdf
https://da.wikipedia.org/wiki/Cheminova

Julegaveidé – vikingesmykket

Savner du en idé til en julegave?

Måske et vikingesmykke kunne være svaret.

Læs mere om det, og hvordan du kan købe det ved at klikke her vikingesmykket.

 

Opdateret 30-11-2022

Bautastenene har nu fået info-tavle

Af Georg Strong

Onsdag den 26. oktober 2022, klokken 15:30 blev der holdt en lille indvielse af info-tavlen ved bautastenene ved Gyvelåsen/Gryti 6 på stien mellem Råbroparken og Gyvelåsen.

Til de fremmødte var juice og snacks.
1. viceborgmester, formand for Kultur- Fritids- og Erhvervsudvalget Charlotte Haagendrup sammen med formand for Klima, Teknik- og Miljøudvalget Bo Brøndum Pedersen var også tilstede.
Charlotte fortalte om den rigdom at fund, der er gjort i dette område. Der har levet mennesker her i rigtige mange af år, hvilket udgravninger har påvist. Hvilket gør stedet af historisk betydning. Bo fortalte om anlæggelsen af det lille anlæg og tankerne omkring området. F.eks. at regnvand ikke ledes i kloakken men håndteres ved nedsivning. Han fortalte også, at der hvor bautasten ikke længere findes, men kan påvises, at de har været der, er det markeret med en rund stenplade.
Der var mødt en del mennesker om, for at være med til denne markering.

Ved at klikke på bautasten, får du en side med flere links med information om bautastenen.
Tekst på info-tavlen kan du læse ved klik på info-tavle.

Her lidt billeder fra indvielsen

 

Opdateret 28-10-2022

Bautastenene ved Dyvelåsen får info-tavle

Vær med til at markere Bautastenene ved Dyvelåsen


Torsdag d. 27. oktober 2022
klokken 15:30

indvier 1. viceborgmester, formand for Kultur- Fritids- og Erhvervsudvalget Charlotte Haagendrup sammen med formand for Klima, Teknik- og Miljøudvalget Bo Brøndum Pedersen det nye anlæg med de bevarede Bautasten langs med gang- og cykelstien ved Gryti 6.
Der bliver serveret en lille forfriskning.

Billede fra udgravningen af Bautastenene

Egedal kommunes omtale af arrangementet kan du læse Kom og byd Bautastenen velkommen ved Dyvelåsen.

Du kan læse mere om Bautastenene ved Dyvelåsen her, hvor tidligere borgmester Jens Jørgen Nygaard har skrevet om dem på denne hjemmeside.

Kroppedal museum har også lavet en rapport om Bautastene i forbindelse en udgravning på stedet. Den kan du læse ved at klikke på Kroppedal museum om Bautastenen.

Opdateret 22.10.2022

Svenske Slaget – historien bag

Af Georg Strong

Svenske Slaget – hvad handler det egentlig om?

Hvert år i maj måned bliver der i Smørumnedre holdt et større arrangement til markering af Svenske Slaget. Egedal kommune og en række foreninger og frivillige står for det praktiske omkring arrangementet. Det er meget festligt og underholdende. Men der er sikkert en del, som ikke helt ved, hvad baggrunden for dette store arrangement er.

Svenske Slaget lyder jo voldsomt. Man kommer straks til at tænke på 2 hære, som udkæmper et drabeligt slag. Men sådan var virkeligheden ikke – langt fra. 10 Svenske soldater blev dræbt af de lokale bønder. Men det var i sig selv også en voldsom begivenhed. Med lidt god vilje kan det vel kaldes for en træfning.

Men lad os ridse baggrunden op for denne træfning.

Optakten til krigen hvori Svenske Slaget indgår

Danmark og Sverige har udkæmpet mange krige. I 1645 tabte Danmark en af de krige, og der blev indgået en fredsaftale i Brömsebro (grænsested i Blekinge hvor Danmark og Sverige have grænse på daværende tidspunkt), hvor Danmark måtte afstå Halland, Gotland og Øsel. Krigen var egentlig udløst af at Danmark hævet tolden i Øresund. Dette var mange lande vrede over, og Sverige angreb Danmark og vandt. Christian 4. var ikke særlig heldig, når det kom til krig.
Danmark var selvfølgelig meget utilfreds med det resultat. Danmarks Frederik 3. valgte i 1657 at angribe Svenskerne i Nordtyskland. Den Svenske konge Karl Gustav var lykkelig for angrebet, for så kunne kan forlade sit felttog i Tyskland, som gik mindre godt. Hurtigt var Jylland besat af Svenskerne, også gik Svenskerne over isen til Fyn og derefter igen over isen til Sjælland. Det har de fleste Danskere hørt om i skolen. Desværre udnyttede Danskerne ikke en oplagt mulighed for sejre. Karl Gustav kom nemlig over isen med få folk, og isen brød op lige efter. Her kunne Danskerne have nedkæmpet Karl Gustav og taget ham til fange. Men der gik panik i Danskerne, og der blev indgået Roskildefreden. Her mistede Danmark Skåne, Halland og Blekinge samt Bornholm (som senere kæmpede sig fri og tilbage til Danmark). Men freden holdt kun få måneder. Karl Gustav fortrød og lod sine tropper landsætte i Korsør og gik mod København. Heldigvis for Danmark lykkedes det at forsvare København, blandt andet med hjælp fra andre nationer (Jylland og Fyn blev “befriet” af Polske og Brandenburgske styrker (men civilbefolkning led voldsomt under plyndringer fra disse styrker)). Købehavn fik hjælp fra Nederlandene af en hjælpeflåde. De var nemlig ikke interesseret i, at Svenskerne fik fuld kontrol over Øresund. I 1660 blev Roskildefreden stadfæstet igen. Men Danmark mistede Skåne, Halland, Blekinge, men ikke Bornholm.
Men under Svenskernes belejring af København, gik det voldsomt ud over området udenfor København, som helt var overladt i Svenskernes vold. Og hertil hører Smørumnedre.

Lokalbefolkningen lider

Der er flere fortællinger om Svenske soldaters hærgen i Ledøje og Smørum. De plyndrede gårdene. Hvis folk gjorde modstand, kunne de nemt blive behandlet meget hårdhændet. Mishandling, voldtægt, ja endda mord kunne bønderne blive udsat for. Så de søgte ofte bort fra deres hjem, og søgte ly i moser og krat eller skov, for ikke at blive udsat for overlast, når de Svenske soldater viste sig. Soldaterne kunne også finde på at rive gårdene ned. Nogle gårdes materialer blev så brugt til Svenske soldaters indkvartering andre steder. Typisk i Brønshøj, hvor den Svenske hovedstyrke lå. I Nybølle gik det særlig hårdt for sig, da bønderne der gjorde ekstra modstand. I den lille by Rombe blev alle gårdene ødelagt, og byen blev aldrig genopført. Mange andre steder i landet gik det også hårdt for sig. På Ballerup museum kan man se en lille udstilling om soldaternes hærgen.

Svenske soldater plyndre Ballerup præstegård. Ballerup museum. Foto Georg Strong


Du kan på dette link “Krigene gik hårdt udover befolkningen“, læse en beretning fra 5 bønder på Langeland, der oplevede Svenske soldaters hærgen.

Bønderne tager affære

Men en meget alvorlig ting ved plyndringer var, at soldaterne også stjal sædekornet. Derved mistede bønderne muligheden for at kunne dyrke korn, og derved brødføde sig. Så til sidst blev det for meget for bønderne i Smørum. De kaldte sammen til modstand ved klokkeringning og bavn (bål). Smørum bønderne fik hjælp af bønder fra Sørup og Måløv, som også var plaget af soldaternes fremfærd. Bønderne gik så til Skebjerggård (den lå på den nuværende Smørumnedrevej i den ende, hvor vejen møder Kirkevangen. Kilderne er ikke helt enige, om det var ved nr. 1 eller nr. 2 på Smørumnedrevej), hvor de Svenske soldater holdt til.

Kort fra MapNall. Smørumnedre 2022.

I ly af natten og medens Svenskerne sov, angreb bønderne. Der lykkedes det bønderne at dræbe 10 soldaterne. De begravede dem på Ormehede, det som også kaldtes Søndre Udmark, et stykke udenfor Smørumnedre.

Museet på Smørum Gl. Skole i Smørumovre har en mindre udstilling om Svenske Slaget. Her er også nogle små modeller, der beskriver hændelsen.

Bønderne begraver de døde Svenske soldater. Smørum Museum. Foto Georg Strong

Graven blev fundet i 1912 i forbindelse med grusgravning. National museet blev tilkaldt, og forestod en udgravning. De 10 skeletter bar tydelig spor af kamp. Til minde om denne begivenhed, blev Svenskestenen rejst, hvor skeletterne blev fundet.

Svenskestenen i Smørumnedre 2022. Foto Georg Strong

Skeletterne blev i øvrigt lagt tilbage i graven. Svenskestenen kan i dag ses på Skebjergvej ved fodgængerovergangen (sti til Ledøje). Der er lidt uklarhed om, hvornår denne hændelse fandt sted. De seneste undersøgelser sætter tiden til starten af 1658.
Med til historien skal nævnes, at de Svenske soldater (som ikke nødvendigvis var Svensker, men kan have været lejesoldater), var marodører – dvs. deserteret soldater eller soldater, der ikke længere er tilknyttet hæren. Så der var ikke tale om et rigtigt “slag” med den Svenske hær. Men det bliver historien jo ikke ringere af. Den har fundet sted, og i en meget barsk tid for de Danske bønder.

Faktisk var der også en hændelse i Hove, hvor bønderne angreb Svenske soldater – marodører. Der er fortællinger om, at der i midten af 1800-tallet blev fundet skeletter ved Flintebjergrenden, der kunne være fra denne begivenhed.

Du kan læse lidt flere detaljer om Svenske Slaget på dette link:
NK Svenskestenen.

Kilder
Egedal kommune
bogen “Glimt af ledøje og Smørums tusindårige histore”
Bogen “kjersgaards danmarks historie 2”
Bogen “historiske optegnelser om ledøje-smørum sogne”
bogen “fra fæstebonde til selveje”
https://historielab.dk

Opdateret 02-08-2022

Ryttergården i Smørumnedre væk

Af Georg Strong

Så skete det. Nedrivningen af ryttergården i Smørumnedre begyndte 17. januar 2022.
Så det tilfældigvis, da jeg kom forbi.
Kom så forbi igen 18. januar 2022 og fik taget et par billeder. Der er ikke meget tilbage nu.

 

Ryttergården har en lang historie i Smørumnedre. Oprindelig var det en fæstegård under kronen, og hed dengang “Storegården”. Men kronen valgte at mageskifte med Edelgave gods. Edelgave havde to gårde i Ganløse, som passede kronen bedre. Så de 2 to gårde blev mageskiftet med “Storegården og “Kildebakkegård”. Derved kom “Storegården” under Edelgave som fæstegård. Navnet “Storegården” kommer af, at jordtilliggende til gården svarede til 2 bøndergårde.

Ejerlavkort 1808-1856. Ryttergården markeret med rød cirkel:


Edelgave gods behandlede ikke gårdfæsterne særlig godt. Der blev anlagt sag mod Edelgave gods af gårdfæsterne, som de vandt. “Storegården” blev frikøbt fra Edelgave gods i 1797 af Lars Pedersen. Ryttergården var i rigtig mange år i den samme slægts ejerskab.

Med nedrivningen af Ryttergården er endnu et pejlemærke fra Smørumnedres historie forsvundet. Lidt vemodigt. Min søn har været spejder, som holdt til på Ryttergården. Om nedrivningen er godt eller skidt, kan man have forskellige meninger om. Men hver gang en historisk bygning forsvinder fra et gammelt landsbymiljø, ændre stedet og området karakter. Vores fortid bliver mindre synligt i bymiljøet.

Der blev drevet landbrug fra Ryttergården i mange år. Her et luftfoto af Ryttergården fra 1950:

Luftfoto Ryttergården af Sylvest Jensen Luftfoto fra 1950

Lad mig slutte med et billede af Ryttergården, medens den stadig var fin.

Ryttergården i Smørumnedre. Foto Egedal arkiver og museum

Kilder:

Bogen “Fra fæstebonde til selveje” skrevet af N.O.Riis-nielsen og udgivet af ledøje-smørum Historisk forening og arkiv 1991

Opdateret 19-01-2022

Page 1 of 2

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén