Kategori: Smørumovre

Lokalhistorie i Smørumovre

Har der kørt en postdiligence i Smørum?

Af Georg Strong

Som medlem af Historisk Forening bliver jeg en gang imellem spurgt om historiske ting i Ledøje-Smørum. Det er bestemt ikke altid, jeg kan svare på spørgsmålet. Historien rummer rigtige mange hændelser, mennesker og ting. Nogle gange pirrer spørgsmålet min nysgerrighed, som da jeg blev spurgt: ”Har der kørt en postdiligence i Smørum?”. Det var mest ordet diligence, som vakte min nysgerrighed. Fantasien løber hurtigt – diligence, John Wayne, indianere, cowboy, seksløbere. Men det holder jo ikke i Danmark. Men måske var det ikke helt ved siden af. Det kommer jeg tilbage til senere

Postvæsnet – nu om stunder Postnord – kender de fleste på godt og ondt.
Allerede langt tilbage i historien, har der været behov for en slags postvæsenet. I starten har det primært været magteliten, der har haft brug for at kunne sende og modtage beskeder og større afstande.
Allerede år 2400 f.v.t. brugte faraoer i Ægypten kurerer til at formidle skriftlige meddelelser ud i riget. Men det var ikke helt et postvæsen, som vi forstår det i dag.
I Persien menes at være oprettet et egentligt postvæsen år 550 f.v.t., som også omfattede de almindelige borgere i samfundet.

I Kina har der også tidligt været et system til at viderebringe ”post”. Inkariget i Sydamerika havde også et organiseret system til at bringe beskeder ud med.
Det velorganiserede Romerrige havde selvfølgelig et system til at bringe ”post” ud med. Det veludbygget vejnet i Romerriget gjorde det også nemt og relativt hurtigt, at bringe ”post” frem og tilbage i riget.
Der blev brugt løbere til at transportere beskederne frem. Over længere afstande kunne en ny frisk løber overtage opgaven, så beskederne kunne komme hurtig frem. Ret tidligt blev også heste anvendt, hvorved hastigheden kunne øges. Der blev etableret ”stationer”, hvor rytteren kunne skifte hest, så et højt tempo kunne holdes over større afstande.

Et sådant system er jo ikke helt billigt, så det har ikke været for den almindelige befolkning (bønder), men for magteliten (konger, adel og kirken) og dem med penge. Den jævne bonde havde nok heller ikke noget behov for at sende beskeder udenbys på skrift. Ofte kunne de slet ikke skrive og læse.

Da samfundene udviklede sig og blev mere avanceret, steg behovet for at kunne meddele sig over større afstande. Tidligere tog kongen rundt i riget (Danmark) med hele ”statsapparatet”, men det ebbede ud i løbet af 1600-tallet. Han var mest i København og havde så behov for at kunne sende beskeder ud til folk i riget.

Karel van Mander_(III) Portræt af Kong_Christian IV af Danmark. Billede fra Wikipedia Common.

Så på Juleaftensdag i 1624 fik Christian IV en forordning ud med navnet ”Forordning om Post-Budde”. Der blev oprettet 9 postruter, hvoraf de 8 blev betjent af fodbude.  Den 9. rute gik fra København til Hamburg. Den blev betjent af vogn og kunne have breve, pakker og gods med. De 8 andre befordrede kun breve. Fodbude kom igennem købstæderne og overnattede i gæstgiverier, hvor værten fik opgaven med at bringe breve ud til folk i lokalområdet, hvor postruten ikke kom.

Kort er hentet på Wikipedea.org.

Der blev også udnævnt en postmester i København, som havde det administrative ansvar for hele forordningen.
I 1653 overtog en hamburgsk købmand Klingenberg postsystemet. Det blev udvidet med flere ruter og i det Jyske kom personbefordring med i et parallelt system.

Postvæsenet udviklede sig og blev en god forretning. Det fik kongen Christian V øje på og i 1685 forærede han det til sin søn Christian Gyldenløve. Men i 1711 bliver postvæsenet en del af staten. På det tidspunkt – og formentlig før – fik bude og transportmidler m.m. de kendte røde og gule farver.
Der kom flere og flere posthuse til, hvor der f.eks. også kom aviser til med postsystemet. Så posthusene var kilde til nyheder og diskussioner om, hvad der skete i riget. I 1806 startede lokalomdeling af post til Københavnerne. Det blev udvidet til andre byer og i 1865 gældende for alle byer i Danmark.  Postruter på landet kom også til i løbet af 1860’erne.

Nu handlede overskriften jo om postdiligence. Så derfor er det spændende, at postvæsenet faktisk indkøbte en sådan cirka år 1800 fra Amerika og indsat på ruten København – Helsingør. Allerede i 1799 var der forsøgsvis indsat en diligence mellem København og Korsør, men ophørte efter få år. Der blev fortsat anvendt åbne vogne, men fra 1817 blev der efterhånden indført lidt overdækning i form af presenninger eller kalecher for at beskytte gods og eventuelle passagerer. Fra 1832 blev lukket vogne tage i brug. Det som vi i dag vil betragte som en form for diligence. De var i brug til 1912. Så der har kørt postdiligencer i Danmark.

Postdiligence foran Postgården i København. Billede fra Wikipedia Common

En særlig afart af postdiligencen er Kugleposten. Det er en Dansk opfindelse fra 1815 og kørte fra København til Hamburg. Senere kom den også i brug på andre ruter.  Den var i brug til 1865. Det ligner lidt Askepots vogn. Kugleformen skulle nedsætte vindmodstand og sikre, at regn løb af vognen. Men også at kusken ikke tog passagerer med på vognen. Det blev der så ændret på andre typer af postdiligencer. Der var nemlig penge i at tage passagerer med.

Kuglepost-vogn til breve. Museet Enigma. Foto: Georg Strong

Førhen tilhørte Smørumovre og Smørumnedre postnummer 2760 Måløv og der var postkontor i Måløv. Allerede i 1852 blev Ballerup Postkontor oprettet og Smørum henhørte under Ballerup postkreds.

En af postruterne for postdiligencen var København – Frederikssund.
Det kan ses på nedenstående billede, som viser postruter i 1845.

Vejen fra København til Frederikssund var og er Frederikssundsvej.
Så postdiligencen har været forbi postkontoret i Måløv. Derfra er breve m.m. blevet bragt ud til befolkningen i Smørum af fodbude, eller man har selv hentet pakker m.m. på postkontoret i Måløv.  Mon ikke der også en gang imellem har været passagerer fra Smørum eller til Smørum med postdiligencen.

Så svaret på overskriften må være – nej der har ikke kørt en postdiligence i Smørum. Men den har kørt lige ved grænsen til Smørum sogn og har betjent borgerne i Smørum.

Kilder:


https://da.wikipedia.org/wiki/Postv%C3%A6sen
https://denstoredanske.lex.dk/postv%C3%A6sen
https://www.postnord.dk/om-os/postnord-i-danmark/post-danmarks-historie
http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object67717/da/
https://slaegtsbibliotek.dk/910695.pdf
Museet Enigma

Opdateret 29-09-2023

Skolegang i Smørum i 1950’erne og starten af 1960’erne

Af Georg Strong

På museet i Smørumovre er en fin udstilling, der viser en skolestue fra ”gamle” dage. Der er fine pulte til eleverne, anskuelighedstavler, osv., der har været brugt i undervisningen.
På katederet ligger en protokol over elever, der gik i Smørumnedre forskole. Når jeg kigger i den, kan jeg se, at den blandt andet er fra 1956/57 skoleåret og der er en oversigt for 3. klasse. Her står f.eks. navnet Hanne Christensen og under forældre Aksel Christensen.

Jeg kender Hanne Christensen, som er født og opvokset i Stormosen i Smørum, men i dag bor i Ballerup. Hun hedder bare Hanne Lind nu om stunder. Så jeg tog en snak med Hanne Lind om, hvordan det var at gå i skole i ”gamle dage” i Smørumnedre og Smørumovre.

Hanne boede dengang hos sine forældre på en lille gård, eller hvad man måske vil kalde for et husmandssted. Det lå i Stormosen. Det var et barndomshjem med små midler.

Hun startede i Smørumnedre forskole i 1953 som 7-årig. Smørumnedre skole lå på Flodvej 13, hvor Metas senere kom til at ligge, og der i dag er rækkehuse (Dyreholm). Skolebygningen blev opført af Ledøje-Smørum kommune i årene 1924-25. Skolens WC-er var gammeldags das. Hanne husker bygningen som ret stor. Inden da holdt skolen til på Rendebæksvej 9 og blev startet i 1907. Dette hus var dog meget koldt og fugtigt, så derfor blev skolen flyttet til den nye bygning. Forskolen ophørte i 1959, da skolegangen blev overført til den nys opførte Centralskole, bedre kendt som Søagerskolen. Eleverne på Søagerskolen blev i 2020 overført til Boesagerskolen og Søagerskolen er ophørt som skole.

 

Luftfoto af Smørumnedre forskole fra 1959. Toiletbygningen ses øverst til venstre. Foto “Danmark set fra luften” – Landinspektørernes Luftfoto.

Da det var en forskole, var der kun skolegang for 1-3 klasse. Det vil sige 3 år.
Underviserne var 2 frøkner, Ellen og Bertha, som begge hed Nielsen til efternavn. Specielt den ene af damerne – Ellen – var meget streng og ikke særlig sød ved eleverne. Der blev hevet i ørerne. Så eleverne var bange for hende. Den anden dame var mild. Der blev også gjort forskel på eleverne. Dem fra de fine hjem – det vil typisk sige fra de store gårde, blev behandlet meget bedre og fik også de bedste pladser i klasselokalet. Så Hanne oplevede ikke sin skolegang i Smørumnedre forskole som en god oplevelse.
Den strenge frk. Ellen Nielsen fik et sørgeligt endeligt, da hun fik sat ild til sig selv på grund af rygning på sin gamle dage. Det døde hun af. Begge ligger begravet på Smørum kirkegård og gravstedet findes stadig. Eleverne sad ved skolepulte lig dem, som kan ses i skolestuen på museet i Smørumovre.

Skolepulte i stil med dem, Hanne sad ved i skolen. Foto: Georg Strong

Der var ca. 10 elever i klassen. Hanne havde f.eks. klassekammeraterne Winnie, Lise og Inga.
Der blev undervist i dansk, regning, religion, salmer og håndarbejde. Der blev skrevet med pen (fyldepen) og blæk. Det var ikke altid nemt at styre blækket, når der skulle skrives. Der blev undervist i skråskrift og det gik læreren meget op i. Der blev også givet karakter i orden og den skulle helst være god. Det blev der lagt vægt på.

Hanne som 10 år og i 3. klasse i forskolen. Foto: Privat fra Hanne.

For Hanne var der omkring 2 km til skole. Det skete til fods eller cykel i alt slags vejr. Hvis det var meget dårligt vejr, kunne hendes far eller mor nogle gange følge hende lidt at vejen, eller gå hende i møde på hjemvejen med hunden Molly. Skolevejen var en markvej over markerne. Der var ingen Hanne kunne følges med, så hun gik alene, hvilket ofte var ret ensomt.  

En markvej, som Hanne har gået på. Det er i nærheden af Boesagergård og køerne tilhørte gårdejer Krogh. Foto: Lokalhistorisk Arkiv i Smørumovre.

Skolen lå på en bakke, ikke så langt fra smedjen og købmanden, som Hanne kom forbi på vej til skole.

Smedjen i Smørumnedre på Rendebæksvej i 1920. Foto: Lokalhistorisk Arkiv Smørumovre.

Fra 4. klasse flyttede eleverne til skolen i Smørumovre. Det som nu kaldes for Smørum gl. Skole og hvor der er lokalarkiv og museum nu om stunder.

Hanne 12 år og i 5. klasse på skolen i Smørumovre.
Foto: Privat fra Hanne.

Nu fik Hanne en ny lærer. En mandlig lærer ved navn Niels Poulin Nielsen. Han var en helt anden type lærer end de 2 kvindelige i forskolen. Han var sød ved eleverne og Hanne husker ham som den bedste lærer, hun havde i sin skoletid. Han gjorde ikke forskel på eleverne. Han fulgte dem også over vejen, når de skulle hjem. Han boede i den ene ende af skolebygningen og havde 5-6 børn. Han kørte på knallert med hjelm på hovedet. År efter Hannes skoletid var forbi, da han havde fødselsdag (ca. 80 år), satte Hanne en svane (blomsterdekoration) og et brev ved hans dør ved hans hjem i Smørumnedre ved gadekæret. Han skrev et sødt brev tilbage til Hanne. Han døde i 1992 og ligger begravet på Smørum kirkegård.
De var ca. 7 elever i klassen. Men der var kun 1 klasseværelse, så 2-3 klasser var sammen i dette lokale og blev undervist.  

Skolestuen med elever 1951 – skolen i Smørumovre. Læreren Niels Poulin Nielsen ses bagerst i lokalet. Foto: Lokalhistorisk Arkiv Smørumovre.

Der blev f.eks. undervist i geografi, botanik, regning og dansk.

Der blev sunget meget i timerne og læreren spillede på violin. 
Læreren tog dem også med over i kirken, hvor han fortalte om den. De tog også på tur til gravhøje (der jo en del i Smørum) og blev undervist i deres historie.
Der blev samlet blomster fra grøftekanter og så blev de brugt i undervisningen. Læreren opfordrede eleverne til at tage spændende blomster med fra naturen, så de kunne tale om dem i skolen. Han var en stor naturelsker. Botanik var Hannes bedste fag.
De havde også gymnastik. Det foregik i salen på kroen, som lå lige på den anden side af gadekæret.  Men det foregik efter skoletid. Der var en gymnastiklærerinde, fru Gotfredsen, som underviste os. Hun spillede på klaver til, så det var lidt specielt. Der blev f.eks. sprunget over plint og spillet bold.
Om vinter, når det var koldt nok, blev der løbet på skøjter på det isdækket gadekær.  Der var højt til ”loftet” hos lærer Nielsen og vi lærte meget, synes Hanne. Han kunne få os til at lave lektier ved sin inspiration.

Der var skolegang hver dag, men så vidt Hanne husker, så mødte de ældste elever først på dagen og de mindre lidt senere.

Der var en optagelsesprøve, hvor det blev afgjort, om eleven kunne komme i den boglige linje og dermed fortsætte i realskolen efter 7. klasse.

Hanne var glad for at gå i skole i Smørumovre og satte en ære i at komme i skole, ligegyldigt hvor dårligt vejret kunne være (snestorm og slud f.eks.).  Om sommeren var det dejligt at bevæge sig af markvejen og hører lærken synge, se fasaner og agerhøns.

Kort 1969 fra Geodatastyrelsen. Den røde cirkel viser, hvor Hanne boede. Den blå hvor forskolen i Smørumnedre lå og den gule, hvor skolen i Smørumovre var.

Efter skolegangen i Smørum kom Hanne på Lindeskolen i Ballerup og fik sin realeksamen i 1963. Det var nemlig ikke muligt i Smørum.
Hun blev derefter uddannet som blomsterdekoratør.

Skolereformen i 1958 ændrede på skolerne.
Den nye lov om folkeskolen trådte i kraft i juni 1958. Den fastsatte en række krav til skolerne. Det betød, at skoler tilknyttet landsbyerne ikke længere kunne leve op til kravene. De blev i stedet erstattet af større skoler. Typisk som centralskoler, som samlede elever fra de mindre landsbyer op i centrale enheder. Idéen var, at der ikke skulle være forskel på landsbyskoler og byskoler. I Ledøje-Smørum blev centralskolen Søagerskolen derfor bygget og taget i brug i 1959. Begrebet forskole og mellemskole blev afskaffet og i stedet indført en 7 eller 8-årig skolegang. Efter 6 klasse blev eleverne fordelt i en almen eller boglig linje. Den boglige linje førte over i realskolen 8-10 klasse.

Opdateret 04-05-2023

Lidt om historien med Cheminova og lokalområdet

Af Georg Strong

De fleste Danskere har hørt om Cheminova og forureningen på Harboøre Tange ved Thyborøn. Høfde 42 har også været nævnt mange gange i medierne, på grund af det store giftdepot, som Cheminova har oprettet der. Hvilket har givet voldsomme udfordringer med at bortskaffe og renset området op for de problematiske kemikalier, som er blevet opmagasineret i området.

Men hvad knap så mange ved er, at Cheminova har en fortid i Smørums lokalområde. Fabrikken lå mellem Kildedal og Måløv station og havde et sidespor til jernbanen. Fabrikken blev opført i årene 1944-46. Det kom ikke til at gå stille af og der opstod mange problemer med forurening fra fabrikken. Konsekvenserne er stadig aktuelle den dag i dag.

Cheminova 1953 ved Måløv. Foto fra Danmark set fra luften – ukendt oprindelse.

Men først lidt om Cheminovas historie.
Firmaet blev stiftet af civilingeniør og kemiker Gunnar Andreasen (1914-1989).
Der blev etableret en fabrik i Gladsaxe kommune i 1938 på Sydmarken i Mørkhøj området. Dette blev til en lang strid med de lokale naboer og Gladsaxe kommune. Problemerne var omfattende, luftgener, syredampe trængte ind i folks stuer, kloak tæret væk, eksplosioner på fabrikken. Presset blev efterhånd for stort for Cheminova, og de besluttede at flytte til Sørup på en grund ude på landet, som det var dengang. Nemlig mellem den nuværende Kildedal og Måløv station. Det blev så Ballerup kommune, som fik alle problemerne med Cheminova. Men nok så vigtigt for Ledøje-Smørum (senere Egedal kommune) var, at kommunegrænsen ved Cheminova mellem Ballerup og Ledøje-Smørum er Frederikssundsbanen. Så Cheminova kunne ikke komme tættere på Smørum uden at ligge i Ledøje-Smørum kommune.

Ballerup kommune skulle snart få at mærke, at Cheminova var et ”gøge æg”. Allerede under 2. verdenskrig kom Cheminova i ilden. De var en del af sortbørshandel samt indirekte handel med den Tyske hær, som havde besat Danmark. Det resulterede i, at fabrikken i Gladsaxe blev saboteret først af modstandsgruppen Holger Danske i januar 1945 og igen af BOPA i februar 1945. Fabrikken i Sørup (Måløv) var under opførelse på daværende tidspunkt. Modstandsbevægelse i lokalområdet ved Sørup var ikke særlig godt organiseret og der blev kun foretaget meget få og små aktioner her (lidt ildspåsættelse). Som reelt ikke betød noget for byggeriet. Det private sidespor til jernbanen blev allerede åbnet i 1944.
Den første produktion startede i efteråret 1945. Ballerup kommune godkendte byggeriet og fabrikkens produktion allerede i juli 1944.  Det har de sikkert fortrudt mange gange siden. Men fabrikken gav selvfølgelig arbejde til en del mennesker og det har jo altid været populært blandt politikere.  I 1947 var hele fabrikken flyttet til Sørup (Måløv). Gladsaxe kunne ånde lettet op, men slap ikke for forureningen mange år frem.
En lidt mystisk ting var, at grundlæggeren Gunnar Andreasen forærede alle sine aktier til Aarhus Universitet i 1943/44.

Men problemer med lugtgener, giftudslip, både i luften og i Sørup rende og uheld (f.eks. eksplosioner) på fabrikken bragte igen Cheminova i konflikt med naboer og omgivelser. Ballerups sognerådsformand (senere borgmester) bragte problemerne med Cheminova op i et sognerådsmøde allerede i 1952. Men inden da havde Ballerup kommune haft mange sager kørende, også i retssystemet for at få Cheminova til at tage ansvar og stoppe forureningen. Men Cheminova brugte alle muligheder for at slippe uden om. Bestyrelsesformanden højesteretssagfører Leif Damborg har sikkert været til stor hjælp for firmaet. Desuden var lovgivningen slet ikke gearet til den slags sager på dette tidspunkt. Cheminova var dog klar over, at de næppe kunne blive i Sørup. Så de begyndte at etablere en fabrik i Harboøre fra 1951. Det var nok klogt, for i 1953 lykkedes det myndighederne langt om længe at få lukket fabrikken i Sørup (Måløv). Ejendommen i Sørup blev solgt til lampefabrikken LYFA i november 1954.
Dermed flyttede problemerne så til Harboøre.
Som det tidligere er nævnt var Aarhus Universitet ejer af Cheminova fra 1944. Det fortsatte til 2014 på trods af de mange forureningssager Cheminova forårsaget. Virksomheden ejes i dag af FMC Coporation, et Amerikansk firma. Det er stadig aktivt i Danmark med over 800 ansatte og i udlandet omkring 1200 ansatte i datterselskaber i mere end 30 lande. Omsætningen ligger over 5 milliarder kr. om året.
Cheminova har især produceret giftstoffer til brug i landbruget. F.eks. insektgifte (plantebeskyttelsesmidler).

Så det var ikke nogen rar nabo Smørum havde i Cheminova.
Og mange gårde i Smørum var faktisk ret tæt på Cheminova. Se bare på kortet. Cheminova er markeret med rød ring.

Kort fra Geodatastyrelsen (4 cm). Viser Smørum/Måløv område i 1969

Askebjerg, Tvillingegårde, Alpegård, Schæfergård, og så Smørumnedre og Smørum Vang områderne. Alpegård ca. 200 meter fra Cheminova og hvis vi går 1-1,5 km fra Cheminova, så er det meste af Smørum indenfor den radius.
Sørup Rende ses også i venstre hjørne lidt oppe. Den ender i Værebro å.

Der var 2 hovedgener fra Cheminova, der gik ind på Smørums område. Nemlig de luftbåren ting. Først og fremmest stanken. Men en måske endnu værre forurening var i vandet i Værebro å. Cheminova sendte nærmest u-renset spildevand fra produktionen ud i Sørup renden, som fortsætter ud i Værebro å. Værebro å udløber i Roskilde fjord.

Om de luftbårne gener fortælles det, men ikke nødvendigvis fra Smørum, blandt andet, at folk kastede op, når vinden bar den voldsomme stank indover folk. Nogle gartnere oplevede misvækst på deres marker. En fortalte om hud, der faldt af hans læber ved disse situationer. Faktisk blev Cheminova idømt en bøde på 10.000 kr. for disse sundhedsskadelig udslip. Men bødens størrelse var småting for Cheminova, som tjente rigtig mange penge. Så det havde ringe effekt på deres adfærd. Det skal nævnes, at stanken fra Cheminova nogle gange kunne mærkes helt i Ballerup 5 kilometer derfra og den var ikke rar. Det var som lugten af rådne æg og den hang i alt – tøjet, håret, tasker, osv. Ja selv pengesedler.

I 1947 blev en række lodsejere indkaldt til en vandforsyningsforretning. Det vil sige et møde om vand. I denne her forbindelse Cheminovas udledning af spildevand til Sørup rende som ender i Værebro å. Der blev blandt andet sendt stævning til Schæffergården, Toftekærgård samt 3 lodsejer i Smørumovre som havde jord ned til Sørup rende eller Værebro å. Ledøje-Smørum kommune var også med, samt Københavns Vandforsyning, som udvandt drikkevand i området ved Kildedal. Så Cheminovas forurening var også en udfordring for Ledøje-Smørum – især Smørum. Der kom dog ikke noget ud af mødet. Men klagerne over det forurenet vand i Værebro å fortsatte. I 1948 klagedes der over, at vandet i åen var så ringe, at landmændenes dyr ikke ville drikke af det. I 1948 nåede forureningen helt ud i Roskilde fjord. Her oplevede fiskerne, at de fisk de fangede, havde en grim afsmag og var ubrugelige til mad. Prøver af fiskene bekræftede fiskernes oplevelser. Cheminova benægtet deres ansvar, selvom de indrømmede, at der var udledt forurenet vand ud i åen. Men lovgivningen og myndighederne var slet ikke indrettet til den slags problemer. Så det gik meget langsomt med at få gjort noget ved det.

I sommeren 1951 oplevede folk omkring Værebro å, at fisk døde i uhyggeligt omfang. Det skønnedes at 12.000 fisk døde i løbet af et døgn. Endnu engang ville Cheminova ikke anerkende et ansvar og mente ikke, at det var fabrikken, der var årsagen.
Allerede i januar 1952 var den gal igen. Fiskene døde i Værebro å. Ål fangede i åen stank forfærdeligt ved tilberedning. Den var også gal med ål fangede ved Værebro Mølle (som ligger tæt ved åens udløb i Roskilde fjord). Landmændene kunne igen berette om, at deres dyr ikke ville drikke vandet fra Værebro å.

Cheminova blev ved med at kæmpe i mod og brugte alle klagemuligheder samt indlæg i pressen. Specielt direktør Gunnar Andreasen benægtede, at deres produkter var farlige og der var tale om en heksejagt mod virksomheden.
Klagerne fortsatte dog. F.eks. indgav gårdejer Peder Nielsen fra Askebjerg, Smørumnedre en klage over generne sammen med læge Kurt Mikkelsen fra Måløv. Andre fortalte, at den væmmelig lugt nåede helt frem til Søborg og Hellerup. Landmænd og gartnere fortalte om skader på deres afgrøder. Roetoppe visnede og væksten gik i stå. Kål- og rapsmarker blev ødelagt. Blomster i gartnerier opførte sig underligt helt op til 10 km fra Cheminova.
Efterhånden blev presset så stort på fiskeriministeren fra fiskeriforeninger, at der begyndte at ske noget mere, men det gik stadig langsomt. Cheminova kæmpede stadig i mod. Men var efterhånden godt klar over, at de ikke kunne fortsætte, som de havde gjort hidtil. Derfor havde de etableret en ny fabrik i Harboøre. Så der blev lukket for produktionen i Måløv i 1953 og grunden solgt til LYFA i 1954.
Og så skulle den sagen jo være slut. Men nej, sådan skulle det ikke helt gå.

Der blev stille omkring Cheminovas grund i Måløv og forureningen. Stanken ophørte.

Men så i løbet af 1970’erne blev myndighederne mere bevidste om forurening. Ballerup kommune vil gerne vide mere om Cheminova-grunden og spurgte Cheminovas direktør, hvor de eventuelt havde nedgravet produkter fra produktionen og forsøg. Det ville han ikke fortælle. Så militæret måtte med metaldetektorer gennemgå grunden.

Resultatet var foruroligende. Der var nedgravet tromler stort set på hele grunden.
Civilforsvaret blev bedt om at undersøge, hvad der var i jorden. De fandt hurtigt tromler, der var tæret og med tydelige udslip i jorden. Flere undersøgelse viste, at indholdet (giften) var sivet 18-20 meter ned i undergrunden. Da der var udvinding af drikkevand tæt på, blev der lavet en konstant afværgepumpning i 1980, for at hindre giften i sprede sig til grundvandet. Desværre vidste det sig, at det ikke kunne holde giften væk. Så Københavns Vandforsyning måtte lukke sine 15 vandboringer, hvorved omkring 0,3 millioner m3 drikkevand årligt gik tabt. I 1986 blev indviet et rensningsanlæg tæt ved Cheminova-grunden. Det renser alt det vand, som pumpes op af afværgepumpen, for derefter at lede det ud i Værebro å. Der pumpes store mængder vand op, for at holde foreningen tilbage. Det har kostet skatteborgerne mange penge. Vi taler om millioner kroner. Hvor længe det skal stå på, er der ingen der ved i dag.

Så man kan vist roligt sige, at Cheminova har sat et ubehageligt minde i vores lokalområde.

Hvis du gerne vil læse mere om denne sag, så kan det anbefales, at læse Byhornet nr. 3 i 2022 udgivet af Ballerup Historiske Forening. Hvis du ikke kender nogen, der har bladet, kan du læse artiklen på nettet (ligger som download i pdf-format):

Artikel i Byhornet nr. 3 i 2022 udgivet af Ballerup Historiske Forening

Efterskrift:

Jeg tog forbi Cheminova-området og fik set renseværket. Tog nogle billeder. Sådan ser der ud i dag 25-03-2023:

Opdateret 25-03-2023

Kilder:

Byhornet fra Ballerup Historiske Forening nr. 3 i november 2022 ”Cheminova – en miljøforurener i Måløv” af Jørgen Burchardt
https://edagsorden.regionh.dk/committee_1432/agenda_349400/documents/063ad796-01cf-450c-b4d3-6243de263da4.pdf  side 3
https://www.burchardt.name/wp-content/uploads/2022/01/Cheminova_en_generationsforureners_foerste_aar.pdf
https://da.wikipedia.org/wiki/Cheminova

Lokalradio – Radio 83

Af Georg Strong

I Smørum har der været en lokalradio. Den hed ”Radio 83”, og holdt til på Smørum gl. Skole på 1. sal. Der var 2 rum. Et studie og et teknik-rum. De 2 lokaler bliver i dag brugt af Ledøje-Smørum Historisk Forening og Smørum Lokalarkiv.  Der er stadig små minder fra lokalradioen. F.eks. er glasruden mellem de 2 lokaler der stadig og en label med Studie på døren:

I 1983 blev der lavet en lov om lokalradioer, hvilket åbnede muligheden for at lave lokalradio i Smørum. Der blev dog ikke givet tilladelse til reklamer i lokalradioerne. Dette gjorde, at økonomien omkring lokalradioerne blev meget stram. F.eks. skulle der betales afgift, hvis der blev spillet musik i lokalradioen. Men indtægter var der ikke mange af.
Fra 1988 blev det tilladt lokalradioerne at sende reklamer. I begyndelsen af 2009 var der 326 lokalradioer med sendetilladelse.
Det er meget småt med kilder om ”Radio 83”. I oversigten fra IT & Telestyrelsen fremgår ”Radio 83” ikke længere. Så den må være ophørt før 2002.


Jeg har talt med en af dem, som var med til at lave Radio 83. Han hedder Michael Jensen og bosat i Smørumnedre. Han var frivillig på Radio 83 en kortere periode i midt 80’erne.
Michael fortæller, at han var teknikker på de udsendelser, han deltog i. Radioen holdt til på 1. sal i 2 mindre lokaler på første sal, der vender ud mod Smørum Bygade. Lokalerne bestod af en lille aflangt lokale og et lidt større firkantet lokale. Mellem lokalerne var der en glasrude, så teknikker og studieværter kunne se hinanden. De lille lokale udgjorde studiet, og det lidt større lokal var teknik-rum. I teknikrummet var udstyr til at afvikle udsendelserne med. Det var primært amatørudstyr, men der var en pladespiller, som formentlig stammede fra DR (kasseret udstyr).
Så vidt Michael husker, havde radioen egen sender, som var placeret på taget.


Radio 83 var først og fremmest en tale-radio, som f.eks. DR’s P1. Michael ville gerne lave blandet radio, med indslag og musik. Så i samarbejde med 2 andre fra radioen, blev et program lavet tirsdag aften, hvor der blev spillet musik og læst pressemeddelelser fra aviser op. De 2 andre var i studiet og Michael sad i teknikken. Programmet varede 2 timer.

Michael i teknikrum set igennem glasruden fra studiet

For at få bedre mulighed for at spille musik, kontaktede Michael og holdet pladeselskaber, for få dem til at sende plader, som Radio 83 måtte spille uden afgift. Det lykkedes også at få nogle få pladeselskaber til at gøre dette.

Der blev også lavet et lørdagsprogram, hvor lytterne kunne ringe ind og ønske en plade. Radioen havde fået Toms som sponsor, hvilket gav lidt flere muligheder. Der blev spillet Guantanamera, som bliver brugt i Toms karameller sangen.

Der var en del udfordringer med at lave den slags programmer, så Michael valgte af forlade radioen, for at lave radio bl.a. for Kanal 25 (lokal TV i Taastrup), Kanal 2 (med løn) og Roskilde frekvensen (lokalradio).

Som et kuriosum kan nævnes, at Anders Breinholt har været på Radio 83 i 1989 (har han fortalt til Billedbladet og Berlingske Tidende).

12-10-2023 kom jeg i besiddelse af en oversigt over radioprogram for Radio 83. Du kan se denne ved at klikke på Radioprogram nedenstående. Der er også lidt om radioen på side 2 i oversigten. Desværre kender jeg ikke årstal eller lignende for programoversigten.

Hvis nogen ved mere om Radio 83, så skriv endelig
og fortæl hvad du ved.
Så kan dette indlæg beriges med flere informationer.

Skriv til: webmaster@lshist.dk

Opdateret 12-10-2023

Museumshaven er blevet frisket op

Af Georg Strong

Museumshaven ved Smørum gamle Skole blev frisket op i løbet af 2021/2022. Den skulle gerne være fin til Historisk Forenings 50 års jubilæum 9. juni 2022.

Undervejs i forløbet tog jeg lidt billeder. Dem kan du se i det efterfølgende.

10. september 2021:

Muren er blevet pudset op.

23. november 2021:

Der er ryddet en smule op i bedene.

27. december 2021:

Vinteren har pakket haven ind i sne, men ellers intet nyt.

12. maj 2022:

Der er kommet et frugttræ i cirklen. Det skulle være et ananasæbletræ.

2. juni 2022:

Nye planter og haven renset for ukrudt.

7. juni 2022:

Haven har fået et solur (formandens fortjeneste). Haven er klar til jubilæum i Historisk Forening.

26. juli 2022:

De 2 bøgetræer, som Historisk Forening fik i jubilæumsgave, er nu plantet. Bemærk også det fine bord/bænk.


Som lidt nostalgi er her nogle få billeder tilbage i tiden:

1990:

1983:

Opdateret 11-08-2022

Bogudgivelser – “Smørumovre” og Årsskrift 2021

Bogen “Smørumovre – Et landsbysamfund der forsvandt” og Årsskrift 2021

Af Line Ludvigsen

Ledøje-Smørum Historisk Forening har i december 2021 udgivet hele to bemærkelsesværdige bøger, begge med udgangspunkt i Smørumovre. Professor Emerita Lise Drewes Nielsen har skrevet bogen ”Smørumovre. Et landsbysamfund der forsvandt”.

Her beretter hun om sin barndom og opvækst i landsbyen i 1950’erne og 1960’erne. Dengang en levende landsby med et vigtigt fællesskab. Vi hører om arbejdet i landbruget, om årstiderne, om familien, om venner og veninder, om foreninger, fester, sogneråd og menighedsråd, om landsbyskolen, om familierne på de enkelte gårde og om stort og småt i livets gang på landet i en tid, der ellers næsten er glemt. Bogen er på 119 sider, let læst og illustreret med en lang række fotos.

Samtidig udgiver Ledøje-Smørum Historisk Forening et årsskrift, Årsskrift 2021, der netop i år handler om Smørumovre. Vi hører bl.a. om gravhøjene, om forholdene under svenskekrigene, og om en slægtsgård, Hovholm, gennem 250 år, samt en beretning om livet i byens mindre huse i 1950’erne, fortalt af John Worm Pedersen, der selv voksede op dér.

De to bøger, der supplerer hinanden ganske godt, giver læseren et fint samlet billede af livet i 50’erne på landet. Begge udgivelser er blevet til i samarbejde mellem forfatterne til teksterne og Inga Nielsen, som redaktør, og Fredi Paludan Bentsen, der har stået for det fine layout. Egedal Kommune, Dansk Lokalhistorisk Forening og en række lokale firmaer har sponsoreret udgivelserne.

Bogen ”Smørumovre. Et landsbysamfund der forsvandt” kan købes for 100 kr., og Årsskrift 2021 for 60 kr. ved henvendelse til foreningens formand, Finn Sølvbjerg Hansen, på 44659927, til næstformand Line Ludvigsen, på 26273547, på Ledøje-Smørums bibliotek, eller ved fremmøde på Smørum gl. Skole, når der er åbent hus i museet eller på arkivet.

Opdateret 10-12-2021

Landskab i historiens vingesus

Af Georg Strong

En dag i maj 2021 gik jeg fra Smørumnedre til Smørumovre af Kirkevangen. Her kom jeg forbi de flotte gule marker, som vi har set igennem mange år i Smørum.
Det tager næsten pusten for én med dette gule farveorgie.
Jeg kom til at tænke på, hvor skønt et område vi stadig har i Smørum, selvom ”byen” kommer tættere på det flotte landskab. Men lige det her område, nord for Kirkevangen, rummer også andet.
Nyd først den smukke mark.

Mark nordøst for Smørumovre. Foto Georg Strong.

På marken helt ude ved horisonten ligger Ørkenhøj til højre og Baunehøj til venstre.
Som grønne knopper springer de op ad marken.
Jeg zoomede ind på Ørkenhøj.

Ørkenhøj gravhøj ved Smørumovre. Foto Georg Strong.

Det sætter tankerne i gang. Her ligger et stykke historie, som går meget langt tilbage. Formentlig til ældre bronzealder (1800-1000 f.Kr). Højen er ca. 4 meter høj, men ses tydeligt i landskabet. Den er aldrig blevet udgravet, så hvad mon den gemmer af historie?


Et stykke til venstre ligger Baunehøj.

Baunehøj gravhøj ved Smørumovre. Foto Georg Strong.

Her kommer vi endnu længere tilbage i tid til 3300-3100 f.Kr. Det er faktisk en stenalderhøj (haft en jættestue). Eller som det også kaldes en storstensgrav (som Hove Langdysse), men den er blevet reduceret på grund af bortgravning. Nationalmuseet lavede en udgravning i 1899, men fandt ikke så mange ting (urner og flintdolke).
Måske en person for mange tusinde år siden har kigget ud over det samme landskab – uden gul mark selvfølge – men måske med mange vilde blomster. Glædet sig over skønheden. Sådan kan vi være forbundet over tusinde år.

Oppe ved kirken tog jeg et par billeder til af højene. Her er Baunehøj.

Baunehøj gravhøj ved Smørumovre set fra Smørum kirke. Foto Georg Strong.

Og Ørkenhøj.

Ørkenhøj gravhøj ved Smørumovre set fra Smørum kirke. Foto Georg Strong.

Her ligger Ørkenhøj og putter sig, men ny bebyggelse kryber tættere og tættere på. Nytiden indhenter fortiden.

På vej tilbage til Smørumnedre stoppede jeg op ved Børnehuset Fantasihaven, og tog et billede af Ørkenhøj derfra. Der ligger lidt pudsigt i, at kigge på Ørkenhøj fra Fantasihaven. Lad fantasien flyve tilbage til gamle gamle dage.

Ørkenhøj gravhøj ved Smørumovre set fra børnehuset Fantasihaven. Foto Georg Strong.

Og sådan kan en gåtur berige ens øjne og tanker.

Opdateret 24-05-2021

Byvandring i Smørumovre for længe siden

Af Georg Strong

Digital vandring i Smørumovre da fotos var i sort/hvidt

Vi prøver at gå tilbage i tiden i Smørumovre.
Hvordan mon der så ud for ca. et århundred siden?
Med lidt fantasi kan det lade sig gøre (og lidt snyd, da billedmaterialet er meget begrænset). Så gå med på denne lille tur rundt i Smørumovre, da verden var en anden.

Vores tur starter på Kirkevangen lidt ud for kirkegårdsmuren.

Her ligger Smørum Fattighus. Opført 1865 med 10 stuer og 6 forstuer. Blev også kaldt for Kommunehuset.

Smørum fattighus
I 1803 blev der indført en fattigskat til at finansiere fattighjælp. Tidligere var det op til private (bønderne eller rige) og eventuelt kirken, at sørge for hjælpen. De tidlige Fattiggårde og Fattighuse skulle som regel kunne huse alle sognets fattige, syge og gamle, alle under samme tag og samme vilkår.

Vi kan høre klokkerne fra Smørum kirke, som ligger tæt ved Fattighuset.
Så lad os går over til kirken.
Stemningslyd til billedet nedenstående? Klik på hvid trekant i sort bjælke.

Smørum kirke 1930Kirken er tilbage fra omkring 1170, og måske bygget af rester fra Ledøje Kirkes borg (ifølge et gammelt sagn). Tårnet fra 1396 rummer 2 klokker. Hvoraf den ældste er fra tårnets opførelse i 1396 og kaldes Katarina.

Der er ikke gudstjeneste lige nu, så vi går en tur ind i kirken.
Stemningslyd til billedet nedenstående? Klik på hvid trekant i sort bjælke.

Smørum kirke 1920Kirkeskibet i Smørum kirke med altertavle fra 1614 og prædikestol.

Vi forlader kirken og går ned til Kirkevangen. Fortsætter mod Smørum Bygade og drejer til højre, da vi når den. Efter ca. 150 meter når vi Smørum skole. Den blev opført i 1860 af godsejer Tutein fra Edelgave gods. Han ville gerne have, at bøndernes børn skulle kunne gå i en rigtig skole. De fleste bønder var på det tidspunkt fæstebønder under Edelgave. Rummer 2 klasselokaler.

Vi går frem til gadekæret og kigger henover gadekæret.
I gamle dage var gadekæret et samlingssted, hvor man kunne mødes og udveksle nyheder og måske sladder. Men gadekæret var også vandingssted for byens dyr og branddam, så eventuelle brande kunne slukkes med vand.
Stemningslyd til billedet nedenstående? Klik på hvid trekant i sort bjælke.

Smørumovre gadekær

På højre side kan vi se skolen. Midt for os er pumpehuset eller sprøjtehuset (brandsprøjte). I tilfælde af brand skulle borgerne stille til brandslukning, som blevet ledet af en brandfoged (typisk valgt for 3 år ad gangen).

Vi går hen til skolen og drejer til venstre langs skolen ad Smørum Nordre Gade med gadekær på vores venstre side.
Nyder det hyggelige gadekær og roen i byen.
Vi passerer pumpehuset højre om, og går lidt op ad Norskekrogen. Ved nr. 3 møder vi dette hus:

Norskekrogen 3 i Smørumovre 1999Billedet er fra 1999 (så det er lidt snyd), så her er et luftfoto fra 1960 af huset.
Stemningslyd til billedet nedenstående? Klik på hvid trekant i sort bjælke.

Norskekrogen 3, Smørumovre 1960Luftfoto fra “Danmark Set fra Luften”, Sylvest Jensen Luftfoto.

Vi går tilbage til Smørum Nordre gade og fortsætter ad den.

Vi når frem til Odderbjerggård på højre side på Smørum Nordre Gade 5. Gården brændte i 1872, men er så blevet genopbygget efter branden.

Odderbjerggaard, Smsørumovre,  1981(Billedet er desværre fra 1981, så her er et luftfoto af Odderbjerggård fra 1936):

Odderbjerggard, SmørumovreLuftfoto fra “Danmark Set fra Luften”, Sylvest Jensen Luftfoto.

Vi fortsætter ad Smørum Nordre Gade. Lige før vi når Smørum Bygade, på hjørnet af Nordre Gade og Smørum Bygade (19), møder vi Lyshøj. Anders Pedersens hus. Han var kirkesanger og klokker.

Lyshøj, Smørumovre, Bygade 19,

Vi fortsætter til højre ud ad Smørum Bygade.
Lidt længere fremme, er et lille kryds, hvor Smørum Bygade har en sidegren til højre.
Her møder vi købmanden (Smørum Bygade 15).
Stemningslyd til billedet nedenstående? Klik på hvid trekant i sort bjælke.

Købmand, Smørumovre, Bygade 15,

Vi hilser på hunden, der ligger foran købmanden. Den bliver helt glad for, at nogen vil snakke med den.

Turen fortsætter ud af Smørum Bygade, og kort efter møder vi på højre side koldbagerens hus.

Klldbagerens hus, Smørum Bygade 11

Vi er ved Smørum Bygade 11. Det er Karoline Larsen, som får brød fra Ballerup, og så har et brødudsalg. Deraf navnet koldbager.

Lidt skråt over for på venstre side ser vi Flødekærgaard (Bygaden 2):

Flædekærgaard, Smørumovre Bygaden 2

Vi vender om og går tilbage ad Smørum Bygade.

Hurtigt kommer vi forbi Spånagergaard (Bygaden 20) på højre side:

Spaanagergaard, Smørumovre, Bygaden 20

De har glemt at hejse flaget, nu da vi kommer forbi.

Vi fortsætter og straks efter møder vi Vigholmgaard (Bygaden 22):
Stemningslyd til billedet nedenstående? Klik på hvid trekant i sort bjælke.

Vigholmgaard, Smørum, Bygaden 22

Man mærker, at vi er i et landbrugsland. Gårdene ligger helt ind i landsbyerne. Så her dufter landligt.

Vi fortsætter ad Smørum Bygade og lige inden smedjen, kommer vi forbi dette hus:

Hus ved siden af smedien Smørumovre

Fin landlig idyl med lille have. Smedjen ses til venstre for huset.

Vi går forbi huset og når frem til smedjen, hvor der er folk i gang udenfor.

Smørum Smedie, Bygaden 30, 1915

Vi hilser pænt på folkene og får lov til at kigge ind i smedjen:
Stemningslyd til billedet nedenstående? Klik på hvid trekant i sort bjælke.

Smørum Smedie med Smed August Jensen

Smedehammeren svinges flittigt. Der er nok af arbejde, der skal fra hånden.
Smed August Jensen har travlt.
Vi går ud igen, for der er varmt i smedjen, når der er gang i essen.

Vi skrå over gaden og er nået frem til Smørum kro. Den går helt tilbage til 1680.
Stemningslyd til billedet nedenstående? Klik på hvid trekant i sort bjælke.

Smørum kro ca. 1910-25

Vi smutter ind på kroen. Der kan vi få lidt at drikke efter vandringen.
Der er gang i salen, så vi kaster et blik ind her. De er i gang med en dilettantforestilling.

Smørum kro, dilettantforestilling

Det er varmt, så vi tager drikkevarerne med ud i krohaven.

Smørum krohave 1918

Så er turen ved at være slut og vi går ud af kroen igen.

kroejer Carl Peter Johansen foran Smørum kro 1926

Her møder vi kroejer Carl Peter Johansen i hans flotte bil.

Tak for jeres interesse og kom godt hjem. Måske kroejeren giver et lift.

Turen vi gik, ser således ud på et kort:

Digi-gåtur-Smørumovre-kort-1947

Vil du gå turen på egen hånd, så brug nedenstående. Tryk på > for at gå fremad og < for at gå tilbage.

  • Smørum fattighus
  • Smørum kirke 1930
  • Smørum kirke 1920
  • Smørumovre gadekær
  • Norskekrogen 3 i Smørumovre 1999
  • Odderbjerggaard, Smsørumovre, 1981
  • Lyshøj, Smørumovre, Bygade 19,
  • Købmand, Smørumovre, Bygade 15,
  • Klldbagerens hus, Smørum Bygade 11
  • Flædekærgaard, Smørumovre Bygaden 2
  • Spaanagergaard, Smørumovre, Bygaden 20
  • Vigholmgaard, Smørum, Bygaden 22
  • Hus ved siden af smedien Smørumovre
  • Smørum Smedie, Bygaden 30, 1915
  • Smørum Smedie med Smed August Jensen
  • Smørum kro ca. 1910-25
  • Smørum kro, dilettantforestilling
  • Smørum krohave 1918
  • kroejer Carl Peter Johansen foran Smørum kro 1926


Kilder:
”Glimt af Ledøje og Smørums tusindårige historie” udgivet af Ledøje-Smørum Historisk Forening
FOTOS FRA Lokalarkivet
http://egedalleksikon.dk
https://fritidsguiden.voresegedal.dk
http://museernepaakanten.dk/huse/fattiggarden/fattiggardenes-historie/
https://danmarksetfraluften.dk/

Opdateret 24-03-2021

Nonnehøj

En underjordisk gang i Smørumovre?

Af Inga Nielsen

Nonnemosen går fra Smørumnedre til Hove, og ca. halvvejs ligger Nonnemosegård. I Smørumovre ligger Nonnegården og tæt ved lå Nonnehøj. Hvorfor er der så mange stednavne i Smørumovre, hvori ”nonne” indgår?

Jo, det er ganske vist. Et sagn fortæller, at Nonnehøj fik sit navn, fordi der herfra var en fin udsigt til et nærliggende nonnekloster, og at en underjordisk gang forbandt højen med klostret, som lå på den anden side af gaden i skolelærerens have. Det påstås, at man har fundet flere munkesten her. Forklaringen på sagnet kan være, at St. Agnete Klostret i Roskilde en overgang ejede en gård i Smørumovre og dermed gav anledning til stednavne i området. Nogle arkæologer mener, at munkestenene kan stamme fra en storgård, der en gang lå her. Måske er det den, der i urolige tider i 1300-tallet blev flyttet til Smørholmen? Her blev den opført på en borgbanke i et fugtigt område med volde og voldgrave omkring, samt et forsvarstårn, så man bedre kunne forsvare sig i ufredstider.

Nonnegården1936-38. Til højre ses træbevoksningen, som skjuler resterne af Nonnehøj. Bag gården ligger Smørum gl. Skole. Den hvide bygning mellem gården og højen er revet ned, og en vej giver nu adgang til bagvedliggende parceller.

I 1889 besøgte Nationalmuseet Nonnehøj, fordi det forlød, at der var forsvundet en genstand fra den. Museets folk konstaterede, at højen var stærkt ødelagt og beplantet med træer, og at der var indrettet en kartoffelkælder i den.

Om Nonnehøj skrev Slots- og Kulturstyrelsen i 1938, at den oprindelige høj var delt i to ved en fire meter bred udgravning tværs gennem højen i øst-vestlig retning, og at et vandværk var bygget op ad dens sydside. Desuden fortælles det, at resterne af Nonnehøj i 1950’erne blev brugt til opbevaring af gamle brugte landbrugsredskaber. Nationalmuseet opgav fredningen af højen i 1989.

Hvor Nonnehøj ligger, kan ses på dette kort:

Opdateret 10-02-2021

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén