Kategori: Lokalhistorie Page 1 of 5

Ting fra samlingen – byhorn

Af Georg Strong

Museet på Smørum gl. Skole har en fin samling af byhorn.
Du kan læse lidt om byhornet og samlingen her.

Byhornet indgik i bondesamfundets sociale selvadministration, hvor det blev brugt til at sammenkalde de små landsbysamfund til møde eller til krisehåndtering.
Møderne blev holdt ved de såkaldte bystævner (eller bylavet), hvor bymændene (granderne) havde fast plads og stemmeret. I praksis vil det sige gårdmændene. De drøftede så spørgsmål, der angik landsbyen og træf afgørelser. De kunne også aftale regler (vedtægter) for landsbyen, som i realiteten var en slags love og blev anerkendt som sådan af de overordnede myndigheder (magthavere). Hen ad vejen blev der fastsat regler/love fra centralt hold og bystævnerne fik begrænset deres autoritet. Bystævnet vides med sikkerhed at have eksisteret fra 1200-tallet.
Ved udskiftningen af gårde og jord fra 1760-erne, mistede bystævnet en del af sin funktion. Man var ikke fælles om jorden på sammen måde længere. Men en form for bystævnet bestod helt op i 1900-tallet.

Der var en række funktioner i bystævnet, som forskellige personer stod for.  Oldermanden stod for indkaldelse af bystævnet. Det skete ved at blæse i byhornet. Nogle gange havde oldermanden en hjælper til dette – en tudedreng.

Et byhorn har kun en lyd, når man blæser i det. Da der kunne være behov for at indkalde folkene i landsbyen til andet end bystævnet, kunne det f.eks. ske ved at blæse 2 gange i byhornet. Dette kunne f.eks. betyde, at der var brand. Hvilket var en meget alvorlig fare førhen. Gårdene lå tæt og med stråtækte tage, som meget let kunne gå i brand. Der har været lidt forskellige signalgivninger rundt i landet. Men så længe alle i landsbyen var enige om signalet, fungerede det jo fint.

Eksempel på lyd fra kohorn:

Lyden fra et kohorn

Byhornet var typisk lavet af et horn fra kvæg (køer/tyr). På mange byhorn er der inskriptioner riset i hornet. Det kan f.eks. være årstal.

På museet i Smørum gl. Skole er vi så heldige, at have 7 byhorn. Faktisk er der byhorn fra alle 5 landsbyer i Smørum sogn. Nemlig Nybølle, Hove, Ledøje, Smørumovre og Smørumnedre. Dette gør samlingen særlig interessant.

2 byhorn fra Hove er i samlingen.
Dette byhorn er fra Thorsøgård ved Hove:

Byhorn fra Hove (252/92). Foto Georg Strong

Byhornet har været brugt af Hoves gårdmænd og er skænket til museet i 1992. Det har været brugt i over 150 år (formentlig fra 1840) i Hove. Wilhelm Nielsen har brugt hornet som oldermand i Hove Bylag.

Det andet byhorn fra Hove har været brugt af husmændene (gårdmændene). Der er inskription på byhornet, der viser, at det i hvert fald har været brugt fra 1843. Byhornet er doneret til museet i 2009.

Byhorn fra Hove (2424/13). Foto Georg Strong

Et enkelt byhorn kommer fra Nybølle. Det bærer inskriptioner. Til gengæld er der mærker efter et tilhørende mundstykke. Det er lavet af et studehorn og er det største i samlingen. Byhornet er skænket af Ballerup Museum i Pederstrup i 2008.

Byhorn fra Nybølle (1007 D.9.b). Foto Georg Strong

Fra Ledøje er et enkelt byhorn. Der er en del inskriptioner på byhornet. De viser, at byhornet har været i brug siden 1832. Det skulle have været brugt af husmændene (bylag). Byhornet er overdraget til museet fra Ballerup Museum i Pederstrup i 2008.

Byhorn fra Ledøje (1003 D.9.d). Foto Georg Strong

Fra Smørumnedre er 2 byhorn.
Et byhorn fra husmændene og med en del inskriptioner. Blandet andet årstal, hvor det ældste læsebar fra 1850, viser at byhornet har været i brug i hvert fald fra 1850. Byhornet er i 2008 overdraget museet fra Ballerup Museum i Pederstrup.

Byhorn fra Smørumnedre (1004/D.9.b). Foto Georg Strong

Det andet byhorn fra Smørumnedre har også en del inskriptioner. Heraf kan udledes, at byhornet har været i brug fra 1869. Dette byhorn er også overdraget til museet fra Ballerup Museum i Pederstrup i 2008.

Byhorn fra Smørumnedre (1005.D.9.b). Foto Georg Strong

Endelig er der et byhorn, som må tilskrives Smørumovre. Har været brugt af husmændene. Der er mange initialer indridset i byhornet. Desværre vides ikke hvem de står for. Byhornet har blandt andet været hos klokker ved Smørum kirke Viggo Kristian Alfred Bagge, da hans var oldermand for bylaget. Elvine Bagge donerede byhornet til museet i 1999.

Byhorn fra Smørumovre (959/99). Foto Georg Strong

Alle 7 byhorn er udstillet i en montre i salen på Smørum gl. Skole.

Historisk Forenings Årsskrift har 2 gange beskæftiget sig med byhorn.
Årgang 2003 på side 30 “Byhornet kalder til samling“.
og årgang 2008 på side 33 “Byhorn på rette hylde“.

Endelig skal nævnes, at ordet “lav” også ses stavet som “lag” eller “laug”.

Opdateret 08-01-2024

Barndom i Stormosen

Af Georg Strong

Om barndommen på et husmandssted i Stormosen i 1950-1960-erne

I en snak med Hanne Lind om skolegang i 1950’erne i Smørum, fortalte hun mig også en del om hendes opvækst og om livet i Stormosen.  Det er vigtigt, at fastholde almindelige menneskers liv tilbage i tiden.  Så derfor har jeg lavet dette indlæg om hendes og hendes fars historie i 1950-60’erne. Hun var stærkt knyttet til sin far, så derfor er minderne i særlig grad knyttet til ham og ikke moderen.

Hannes far Aksel Christensen købte en lille ejendom i Stormosen omkring 1940 (inden krigen). Der var knyttet 7 tønder land til ejendommen (1 tønde land svarer til 5.516 m2).  Udover selve huset de boede i, var der en lille stald og en lade. Det hele i en lang bygning.

Husmandsstedet i Stormosen. Stald til venstre og stuehus til højre. Fronten på huset set fra syd. Foto: privat.

I starten var der nogle høns, et par grise og en ko på stedet. Senere heste. Der var ikke mange penge, så der var tale om små kår. Der gik højspændingsledninger lige forbi ejendommen. Stedet havde ikke nået husnummer, som vi bruger i dag. Postbuddet vidste bare, hvor det var de boede. Ikke ret langt fra ejendommen var en stor lavendelmark.

Luftfoto fra 1965 hvor dele af Stormosen ses. Foto: ”Danmark set fra luften”

Lidt forklaring til ovenstående luftfoto.
Øverst til højre ses noget af Smørumvang. Det er Rugvej – den lodrette vej, og sidevejen til venstre er Mosevej. Til venstre herfor ses Balsmosen. Det er den meget mørke plet. Under Rugvej ses nogle hvide bygninger. Det er Buhl Olsens drivhuse og gartneri.
Hannes barndomshjem (husmandssted) ses lidt længere nede fra Olsens gartneri men lidt til venstre.
Familien Jacobsens lille hus ses også lidt til højre for Hannes barndomshjem, hvor der senere var hønseri og en lille skofabrik. Ejendommen grænsede op til Stormosevej lige ved åen.
Nederst på billede ses mistbænke (hvide med streger på billede)
Bemærk, at dengang i 1965 var der stort set kun marker i store dele af Smørumnedre.

På nedenstående kan du med <> i midten flytte fra venstre mod højre eller omvendt og se en sammenligning med 1965 og 2023. Det gør det nemmere, at se hvor tingene har ligget i forhold til i dag.

Luftfoto fra 1965 hvor dele af Stormosen ses. Foto: ”Danmark set fra luften”. Billedet til højre er fra OpenStreetMap.

Der var ikke mange penge at rutte med, så Hannes farfar Oluf hjalp i mange år til om sommeren. Han kunne lave lidt af hvert (handyman) og blev til en stor hjælp for Hannes forældre i de første år på husmandsstedet. Børnene badede også i mosen sammen med deres farfar på lune sommeraftener. 

Hanne på hesten og det er hendes farfar Oluf, der holder hesten. Foto: privat.

Der var mange opgaver på det lille husmandssted. Hanne havde en bror, der hed Kurt. Han var 7 år ældre end hende. Han blev udlært som rørsmed. Han hjalp også til og installerede centralvarme i huset og lavede et badeværelse.

For at kunne skaffe til dagen af vejen, dyrkede Aksel Christensen i 1940’erne tobak og tørrede bladene i sin lade.

Lade med garage og stald. Her havde Hannes far også tobak i en periode. Set fra nord. Foto: privat.

Det var der en del, der gjorde. Tobakken kom til Danmark sidst i 1500-tallet og blev mere udbredt i løbet af 1600-tallet. I 1920-erne var der over 1500 producenter i Danmark med omkring 10.000 personer i faget. Under 2. verdenskrig blev importen af tobak stoppet og derfor kom der rigtig gang i tobaksdyrkningen i Danmark. Men kvaliteten var sjældent særlig god.

Der var selvfølgelig regler for dyrkning af tobak. Der skulle betales skat og videresalg var ikke tilladt. Nu var hele situationen noget anderledes under besættelsen, så der blev handlet udenfor reglerne. En køber hos Aksel videresolgte tobakken og det var ulovligt. Det blev anmeldt og Aksel måtte en uge i fængsel for den forseelse. Han fik dog lov til at afsone i løbet af vinteren, fordi der ikke var så meget arbejde i marken om vinteren. Faktisk fik han lov til at gå på biblioteket under sin afsoning og på den måde kunne dygtiggøre sig ved læsning. Så han fik noget positivt ud af opholdet bag tremmer.

Ved flid og hårdt arbejde fik Aksel og Karen (Hannes mor) Christensen arbejdet sig lidt op. Der blev også råd til en traktor.

Aksel (faderen), Hanne og Karen (moderen). Foto: privat.

Der blev avlet smågrise. Når de var 3 måneder gamle kørte Hanne og hendes far og mor til marked i Roskilde og solgte grisene. Men hvis de ikke kunne få en fornuftig pris for grisene, så blev de taget med hjem igen. Der var naboen på Boesagergård (Krogh), der så overtog grisene til en god pris.

Der blev også dyrket grøntsager på jordene tilhørende det lille husmandssted. F.eks. blev der lavet rosenkål.

Hannes far i arbejde på marken med hestevogn. Foto: privat.

Den blev så plukket om vinteren. Det var koldt. Når det var klaret, skulle rosenkålene nusses (renses). Så satte Hanne og hendes far og mor sig ind i stalden, hvor der var lidt varme fra dyrene og fik lavet det arbejdet. Rosenkålene blev også solgt på marked. Det skete på Grønttorvet ved Nørreport i København. Hannes far kørte med toget til Nørreport med rosenkålene.
Hannes bror fik etableret et vandingssystem i marken, så grøntsagerne kunne vandes uden alt for megen arbejdskraft. Ellers ville det være alt for svært at dyrke grøntsagerne. Vandet blev taget fra mosen.
Om vinteren frøs mosen til og så blev der løbet på skøjter på isen.

Gæslinger på gren. Foto: Georg Strong

Der blev også samlet gæslinger på grene, som også blev solgt på marked. Alt hvad der kunne give lidt indtægt blev udnyttet.

Der var også brug for foder til dyrene, de havde på gården. Derfor blev der dyrket byg og kartofler samt roer.
Hanne var med til at høste og kom til at køre traktor i en ung alder (fra 11 år). Hannes mor var nemlig bange for at køre traktor. Så det job fik Hanne.

Hanne på traktoren og hendes far og hunden Molly. Foto: privat

Der blev høstet med selvbinder, som traktoren trak. Den høstede kornet og bandt det i neg. Selvbinderen var en primitiv forløber for mejetærskeren. 

Her en tegning af en selvbinder: Billede fra Wikimedia Commons.

Negene blev så stillet i ’hobe’ (runde stakke), så de kunne tørre. Det kaldes også for traver og en trave på Sjælland indeholdt 20 neg. Selve tærskning (skille kornet fra negene) skete først senere. Kornet og halmen blev lagt på loftet på gården. Medens negene stod i ’hobe’, skulle det vendes en gang i mellem. Så sprang musene frem, som havde gemt sig i ’hobene’. Det var både voksne mus og unger. Det vrimlede med dem. Ikke så sjovt, synes Hanne.

I høsten hjalp naboerne hinanden med arbejdet. Selv præsten i Måløv kom og hjalp på den store gård Boesagergård, som stadig findes (Smørum Parkvej 2). Der går en historie om, at præsten godt kunne lide at være, hvor der blev bandet og svovlet. Når der blev høstet hos Hannes forældre, så kom hendes mor ud i marken med mad og drikke til høstfolkene.

Man hjalp hinanden meget dengang i 1940-50’erne. Også postbude kunne give en hånd. Hannes mor fik smækket sig ind i kælderen, da døren gik i. Hun bankede og kaldte om hjælp. Det hørte postbuddet og kom hende til undsætning, så hun kunne komme ud igen.

Gruekedel. Foto fra Wikimedia Commons.

Moderen vaskede tøj en gang om måneden, hvilket var et stort arbejde. Det skete i en stor gruekedel i vaskehuset. Når det var klaret, så var det store vaskedag for hele familien. Hanne var først i bad og resten af familien bagefter. Det var dejligt med det varme vand, kan Hanne huske. Når der blev kombineret med tøjvasken, kunne der spares på energien. Dengang tænkte man også i de baner. Når der ikke var vand nok i brønden, blev der brugt mose vand. Men tøjet blev alligevel pænt hvidt og der skulle ikke bruges så meget sæbe, da mose vand er blødt (meget lidt kalk i vandet). 

Hannes far var også ude og slagte grise. Men det syntes Hanne var lidt voldsomt og ikke så rart.
Han klippede også køer om vinteren. Det er nødvendigt, for ellers sveder køerne meget i den varme stald. Så giver de mindre mælk og kan blive syge. Han var f.eks. på Schæffergården, Boesagergård, Nonnemosegård og Skebjerggård (nærliggende gårde) og lave det arbejde.

Intet måtte gå til spilde, for der var ikke mange penge. En lille historie Hanne husker, illustrerer dette meget godt. De havde en griseso (hun-gris), som havde 12 små grise. Desværre var grisemor blev meget syg. Dyrlægen mente ikke, at grisen kunne reddes og havde opgivet at gøre noget. Men Hannes mor plejede grisen og gav den suppe. Hun tog de 12 så grise ind i køkkenet i en kasse, hvor der var varmt. Så fik de små grise flaske af hende. Alle 12 små grise overlevede og blev senere solgt til Jacobsen på nabogården. Grisemoderen overlevede også, takket være moderens ihærdige indsats. Så et tab blev vendt til indtægt.
En sidehistorie er, at Hannes mor ½ år efter var på besøg hos Jacobsen og så også de små grise. De genkendte hende straks. For grise er kloge, som Hanne siger.

Grisehule og sti lavet af Hannes far. Foto: privat.

Hanne hjalp sin far med mange ting. Men hun holdt meget af at være sammen med sin far. Så det gjorde ikke så meget.

De havde også en hund Molly. Den ses på billedet, hvor Hanne kører traktor.

Hanne med en hyrdehund. Foto: privat.

Det var et lille hus de boede i. På kornloftet var 2 små værelser. Her boede Hanne og hendes bror i en periode i det ene værelse. Det andet brugte Hannes far ind i mellem. Når han snorkede for meget, måtte han ligge der og sove. Da der var et kornloft, var der også mus. De løb på bagsiden af væggen og der var også huller i væggen, hvor de kiggede ud af. På et tidspunkt var de også i stuen.
Men kornloftet kunne også bruges til fest. Så blev kornet skubbes sammen. F.eks. blev der holdt konfirmation på kornloftet. Så kom en kogekone og lavede flot mad til konfirmationen.

De havde også heste. De kunne godt give lidt bøvl. Hannes og hendes far var i hestevogn kørt til købmand Jørgen Andersen i Måløv, som handlede med foderstof og kolonialvare. Medens de var inde i forretningen, satte hestene i løb. De var åbenbart ikke tøjret godt nok. Så for de afsted over jernbanen via viadukten (er nu revet ned) og af snoede veje hjem til hustandmandsstedet. Fortsatte igennem gårdspladsen og stoppede først ved en lille mose, der hørte til stedet. Hannes mor blev helt lamslået, da hun så, at vognen var tom. Heldigvis kom ingen til skade, for det var ikke ufarligt, når heste blev skræmte. Livet kunne godt være farligt på landet.

Hanne havde en ged, som fik 2 søde kid. Hun malkede geden i nogen tid og familien fik smagt på mælken fra geden. De 2 små kid fulgte også Hanne på ferie samt 2 kattekillinger. Hun havde nogle kusiner, som boede i Kastrup. Dem kom hun på sommerferie hos. Kusinerne havde ingen husdyr, så de var meget glade for, at Hanne nogle med. Der blev gået tur med gedekiddene. F.eks. til lufthavnen i Kastrup og ned ad Kastruplundgade. Så var der et optog af børn efter dem. De ville også gerne hilse på gedekiddene. Hanne er ikke så sikker på, om kusinernes forældre var så begejstret for gedekiddene. Men de sagde ikke noget. Der var ”højt til loftet” i deres hjem. Hanne fik også lejlighed til at bade på Helgoland og fik lært at svømme, så hun blev tryg ved vandet. Så hun har mange dejlige minder fra de sommerferier i Kastrup.

Hannes far prikler jordbær i mistbænkene. Foto: privat.

Med tiden gik Aksel og Karen over til at dyrke jordbær i stor stil. Der var en lille sø i Storemosen, hvor han kunne hente vand, når der var brug for at vande jordbærrene. For at få jordbærrene modne tidligt, havde de mange hundrede mistbænke med jordbær. Mistbænkene skulle åbnes om morgenen og lukkes om aftenen hver dag.

I jordbærsæsonen hyrede han jordbærplukkere og der kunne være omkring 50, der hjalp med plukningen. Der var mange forskellige folk, som hjalp til og tjente nogle penge derved. F.eks. kom fru tømrer Larsen fra Måløv, men også børn. Der kom også folk, der hørte til ved Edelgave. De var fattige og kunne godt bruge de ekstra penge. Aksel kunne godt finde på, at betale i forskud for at hjælpe. Han kunne selv huske, hvordan det var at være fattig. F.eks. kom en dame, som manglede penge til sit barns konfirmation. Hun fik så et forskud og arbejdede beløbet af i løbet af sommeren. Så i folkemunde gik Aksel under navet jordbær-Aksel.

Nederst i billedet ses mistbænke (sydskråning) og over dem en jordbærmark. Huset er Hannes brors. Husmandsstedet kan ikke ses på billedet. Ligger udenfor billedet oppe til venstre. Foto: privat.

Når jordbærrene var plukket, blev de kørt i bil på grønttorvet ved Nørreport, hvor Aksel havde en fast stadeplads. Hanne var med og de skulle af sted kl. 4 om morgenen. Så hun skulle op kl. 3 om natten. Så det blev nogle lange dage. Men heldigvis faldt jordbærsæsonen i skolesommerferien, så Hanne kunne hjælpe sin far. De første jordbær var meget dyre. De kunne sælges for 100 kroner per 1 kilogram.  Hun fik også løn af sin far og mor, når hun hjalp med jordbærrene. Der blev tjent en god skilling, så hun kunne købe en fin grøn Monark cykel og resten af pengene blev sat i Bikuben (bank) i Husum.
Men selvom Hanne ofte måtte hjælpe til i marken, så havde hun et godt og varmt hjem hos sine forældre.

Marker og markvej ved Boesagergård. Foto: Lokalarkivet i Smørum

Efter skoletid var der ikke så mange legeaftaler. Nogle gange blev der dog mulighed for at lege med drengene på Boesagergård.

Ofte hjalp Hanne sin far og mor med de mange opgaver på det lille husmandssted. Men der var dog også lidt plads til andre ting. F.eks. var der søndagsskole, hvor der blev undervist i kristendom. Men der blev også serveret kakao og boller. Der blev også givet glansbilleder ud i søndagsskolen, som blev holdt på de nærliggende gårde (Langdyssegård, Stangkærgård og Boesagergård). Blandet andet hos fru Krogh (Boesagergård). En gang i mellem var der også børnefødselsdage, som Hanne kom med til. Så var der lejlighed til at lege med andre børn udenfor skoletiden.

Hanne til hest. Foto: privat.

Det skete også, at Hanne fik lov til at ride med karlene Kresten og Kesser på Boesagergård til smeden, når de jyske heste skulle have nye hestesko. Smeden blev kaldt for Smede Frede. Hannes far brugte også ham, som smed. Hun kan stadig huske lyden fra smedehammeren, når Smede Frede arbejdede i smedjen i Smørumnedre på Rendebæksvej.

En sådan tur til smeden var en stor oplevelse for Hanne. Smede Frede underholdt ofte med sin harmonika og sang ved festlige lejligheder. Hannes forældre gik til tysk samme med Smede Frede.

Smedjen i Smørumnedre. Foto: Lokalhistorisk arkiv i Smørum.

Men det Hanne holdt mest af, var at spille håndbold. Cirka fra 10 års-alderen til 16 år gik Hanne til håndbold. Blandt andet samme med Lise og Inga, som hun også gik i skole med helt op i realskolen (Lindeskolen) i Ballerup.  Der blev spillet håndbold i Lille Smørum. Der blev også spillet kampe mod andre hold rundt omkring i omegnen. F.eks. i Ballerup, Herringsløse, Sengeløse og andre steder. Så kørte Hannes far i folkevognsrugbrødet til kampene og havde 6-8 piger med i vognen. Herlige tider med håndbolden, fortæller Hanne. De havde en træner ved navn Else, som Hanne for øvrigt har mødt for ikke så længe siden på museet i Smørumovre. Faktisk mødte hun også Smede Fredes barnebarn der.  Sjovt som fortid og nutid kan knyttes sammen.

Som et lille kuriosum kan nævnes, at Hannes forældre har været med Historisk Forening på historisk rejse til Sicilien.  Dertil kommer at Hanne også er medlem af Historisk Forening.

Udbygningen af Smørumnedre med parcelhuse og boligblokke trængte sig mere og mere på. Aksel og Karen valgte ikke at sælge sin jord på de første bud. Det gjorde så, at da de i 1960’erne solgte ejendom, fik de en rigtig god pris for den. Da var ejendommen også vokset til 12 tønder land. De var da i 60’erne. Hannes forældre købte i 1968 en grund og byggede et Myresøhus i Stormose kvarteret, ved resterne af den gamle Stormosevej og flyttede dertil fra husmandsstedet.

Hanne er ikke bange for dyr. Foto: privat.

En stor tak til Hanne (og hendes mand Aage) for at fortælle om barndommen i Stormosen samt at stille private fotos til rådighed.


Kilder:

http://krigendagfordag.dk/1941-havde-man-bare-plantet-tobak/

https://www.svendborghistorie.dk/historier/erhverv/386-tobakkens-historie-i-svendborg-1

https://commons.wikimedia.org

Kornets Hus ved Hjørring

Hanne Lind og Aage Lind

Opdateret 09-10-2023

Har der kørt en postdiligence i Smørum?

Af Georg Strong

Som medlem af Historisk Forening bliver jeg en gang imellem spurgt om historiske ting i Ledøje-Smørum. Det er bestemt ikke altid, jeg kan svare på spørgsmålet. Historien rummer rigtige mange hændelser, mennesker og ting. Nogle gange pirrer spørgsmålet min nysgerrighed, som da jeg blev spurgt: ”Har der kørt en postdiligence i Smørum?”. Det var mest ordet diligence, som vakte min nysgerrighed. Fantasien løber hurtigt – diligence, John Wayne, indianere, cowboy, seksløbere. Men det holder jo ikke i Danmark. Men måske var det ikke helt ved siden af. Det kommer jeg tilbage til senere

Postvæsnet – nu om stunder Postnord – kender de fleste på godt og ondt.
Allerede langt tilbage i historien, har der været behov for en slags postvæsenet. I starten har det primært været magteliten, der har haft brug for at kunne sende og modtage beskeder og større afstande.
Allerede år 2400 f.v.t. brugte faraoer i Ægypten kurerer til at formidle skriftlige meddelelser ud i riget. Men det var ikke helt et postvæsen, som vi forstår det i dag.
I Persien menes at være oprettet et egentligt postvæsen år 550 f.v.t., som også omfattede de almindelige borgere i samfundet.

I Kina har der også tidligt været et system til at viderebringe ”post”. Inkariget i Sydamerika havde også et organiseret system til at bringe beskeder ud med.
Det velorganiserede Romerrige havde selvfølgelig et system til at bringe ”post” ud med. Det veludbygget vejnet i Romerriget gjorde det også nemt og relativt hurtigt, at bringe ”post” frem og tilbage i riget.
Der blev brugt løbere til at transportere beskederne frem. Over længere afstande kunne en ny frisk løber overtage opgaven, så beskederne kunne komme hurtig frem. Ret tidligt blev også heste anvendt, hvorved hastigheden kunne øges. Der blev etableret ”stationer”, hvor rytteren kunne skifte hest, så et højt tempo kunne holdes over større afstande.

Et sådant system er jo ikke helt billigt, så det har ikke været for den almindelige befolkning (bønder), men for magteliten (konger, adel og kirken) og dem med penge. Den jævne bonde havde nok heller ikke noget behov for at sende beskeder udenbys på skrift. Ofte kunne de slet ikke skrive og læse.

Da samfundene udviklede sig og blev mere avanceret, steg behovet for at kunne meddele sig over større afstande. Tidligere tog kongen rundt i riget (Danmark) med hele ”statsapparatet”, men det ebbede ud i løbet af 1600-tallet. Han var mest i København og havde så behov for at kunne sende beskeder ud til folk i riget.

Karel van Mander_(III) Portræt af Kong_Christian IV af Danmark. Billede fra Wikipedia Common.

Så på Juleaftensdag i 1624 fik Christian IV en forordning ud med navnet ”Forordning om Post-Budde”. Der blev oprettet 9 postruter, hvoraf de 8 blev betjent af fodbude.  Den 9. rute gik fra København til Hamburg. Den blev betjent af vogn og kunne have breve, pakker og gods med. De 8 andre befordrede kun breve. Fodbude kom igennem købstæderne og overnattede i gæstgiverier, hvor værten fik opgaven med at bringe breve ud til folk i lokalområdet, hvor postruten ikke kom.

Kort er hentet på Wikipedea.org.

Der blev også udnævnt en postmester i København, som havde det administrative ansvar for hele forordningen.
I 1653 overtog en hamburgsk købmand Klingenberg postsystemet. Det blev udvidet med flere ruter og i det Jyske kom personbefordring med i et parallelt system.

Postvæsenet udviklede sig og blev en god forretning. Det fik kongen Christian V øje på og i 1685 forærede han det til sin søn Christian Gyldenløve. Men i 1711 bliver postvæsenet en del af staten. På det tidspunkt – og formentlig før – fik bude og transportmidler m.m. de kendte røde og gule farver.
Der kom flere og flere posthuse til, hvor der f.eks. også kom aviser til med postsystemet. Så posthusene var kilde til nyheder og diskussioner om, hvad der skete i riget. I 1806 startede lokalomdeling af post til Københavnerne. Det blev udvidet til andre byer og i 1865 gældende for alle byer i Danmark.  Postruter på landet kom også til i løbet af 1860’erne.

Nu handlede overskriften jo om postdiligence. Så derfor er det spændende, at postvæsenet faktisk indkøbte en sådan cirka år 1800 fra Amerika og indsat på ruten København – Helsingør. Allerede i 1799 var der forsøgsvis indsat en diligence mellem København og Korsør, men ophørte efter få år. Der blev fortsat anvendt åbne vogne, men fra 1817 blev der efterhånden indført lidt overdækning i form af presenninger eller kalecher for at beskytte gods og eventuelle passagerer. Fra 1832 blev lukket vogne tage i brug. Det som vi i dag vil betragte som en form for diligence. De var i brug til 1912. Så der har kørt postdiligencer i Danmark.

Postdiligence foran Postgården i København. Billede fra Wikipedia Common

En særlig afart af postdiligencen er Kugleposten. Det er en Dansk opfindelse fra 1815 og kørte fra København til Hamburg. Senere kom den også i brug på andre ruter.  Den var i brug til 1865. Det ligner lidt Askepots vogn. Kugleformen skulle nedsætte vindmodstand og sikre, at regn løb af vognen. Men også at kusken ikke tog passagerer med på vognen. Det blev der så ændret på andre typer af postdiligencer. Der var nemlig penge i at tage passagerer med.

Kuglepost-vogn til breve. Museet Enigma. Foto: Georg Strong

Førhen tilhørte Smørumovre og Smørumnedre postnummer 2760 Måløv og der var postkontor i Måløv. Allerede i 1852 blev Ballerup Postkontor oprettet og Smørum henhørte under Ballerup postkreds.

En af postruterne for postdiligencen var København – Frederikssund.
Det kan ses på nedenstående billede, som viser postruter i 1845.

Vejen fra København til Frederikssund var og er Frederikssundsvej.
Så postdiligencen har været forbi postkontoret i Måløv. Derfra er breve m.m. blevet bragt ud til befolkningen i Smørum af fodbude, eller man har selv hentet pakker m.m. på postkontoret i Måløv.  Mon ikke der også en gang imellem har været passagerer fra Smørum eller til Smørum med postdiligencen.

Så svaret på overskriften må være – nej der har ikke kørt en postdiligence i Smørum. Men den har kørt lige ved grænsen til Smørum sogn og har betjent borgerne i Smørum.

Kilder:


https://da.wikipedia.org/wiki/Postv%C3%A6sen
https://denstoredanske.lex.dk/postv%C3%A6sen
https://www.postnord.dk/om-os/postnord-i-danmark/post-danmarks-historie
http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object67717/da/
https://slaegtsbibliotek.dk/910695.pdf
Museet Enigma

Opdateret 29-09-2023

Historien set fra Cyklen 1

Smørumovre – Edelgave – Hove Overdrev – Hove – Smørumovre

Af Georg Strong

Cykling er sundt. Men det er også nemt at gøre et holdt og se på omgivelserne. Så hop på cyklen og prøv at opleve lidt af lokalhistorien fra cyklen. I denne artikel fortælles lidt om, hvad du kan se på turen i trekanten – Smørumovre, Nybølle, Hove, Smørumovre.

Turen er på ca. 11 km.

Kort over turen:

Kort fra © OpenStreetMap vilkår

Start ved Smørum kirke ①, der ligger på Kirkevangen 4, 2765 Smørum. Der er parkeringsplads ved kirken, hvis du kommer i bil medbringende din cykel. På den videre tur er parkering af bil meget begrænset.
Kirken er fra cirka 1170. Hvem der har opført kirken vides ikke med sikkerhed. Gå eventuelt en tur på kirkegården. Den er delt i 2 – den gamle i traditionelt udtryk og den nye afdeling, som er udlagt med et naturudtryk.

Hvis der er åbent til kirken, så er den et besøg værd. Der er nogle flotte kalkmalerier. Hvis du går op ved alteret med ansigtet vendt ud i kirken og kigger op, vil du se et ret specielt kalkmaleri.

Smørum kirke – sydsiden. Foto: Georg Strong

Så går det videre på cyklen mod Smørumovre (til venstre når du kommer ud fra kirkegården). Drej til højre oppe ved T-krydset ad Smørum Bygade. Efter kort tid kommer på højre hånd et gult hus, der ligger vinkelret på vejen. Det er Smørum gamle Skole ②. Skolen blev bygget for foranledning af Frederik Tutein – godsejer på Edelgave. Den stod færdig i 1860. Ledøje-Smørum kommune har også brugt bygningen til kommunekontor og møder. Fra 1959 ophørte den helt med at være skole. I dag er der lokalarkiv og museum i bygningen, som Egedal kommune ejer.
Lige efter skolen ligger Smørumovres gadekær. Dernæst kommer det gamle kro-hus ③ (skilt på huset), som går tilbage til 1680. Der har også været købmand i bygningen. Kroen ophørte i 1992 og er i dag i privat bolig.

Bygningen hvor Smørum kro var. Foto: Georg Strong

Skråt overfor kro-huset i nummer 28 lå smedjen ④ i gamle dage. Længere nede af gaden kommer et stort rødt hus ⑤. Der har været købmand førhen. Der går også en sti til Veksø (over markerne) lige her.
Bemærk i øvrigt hvor landsbyagtig Smørumovre stadig er.

Vi fortsætter og ved krydset holder vi til venstre og kører af Edelgavevej. Hvis du kører om sommeren, så bemærk duften af marker og landbrug.
Efter lidt tid kommer vi til Edelgave Huse ⑥. Det er en spredt bebyggelse, som er opstået i tilknytning til Edelgave Gods. Lige inden vi når til den lille bro ⑦ over Grønsø å, er der en række huse, som er tidligere landarbejderboliger fra slutningen af 1800-tallet. De tilhørte Edelgave Gods. Broen ser måske ikke ud af så meget, men inden i betonen er faktisk en gammel vejstenskiste af groft hugget granit. Grønsø å har i øvrigt forsynet Edelgave Gods med vandkraft for år tilbage. Rester af mølledam kan ses vest for vejen (til højre).

Indkørsel til Edelgave Gods ⑧ kommer til højre lige efter broen. Der er ikke offentlig adgang til godset! Men du kan kaste et kig indad ad alléen til godset. Edelgave Gods bygninger er fra 1782, hvor de blev opført efter en brand på godset, som går tilbage til 1600-talet.
Vi kører lidt videre og kort efter kommer en grusvej på venstre hånd. Den skal vi et smut nedad. Kør cirka 200 meget. På venstre side kommer voldstedet Smørholm ⑨.

Smørholm Voldsted tæt ved Edelgve Gods. Foto: Georg Strong

Da der er opdyrket jord omkring, kan du ikke altid komme helt ind til stedet. Der står en infotavle inde ved anlægget. Det er resterne af en middelalderlig storgård. Anlægget er 120 x 70 meter. Storgården har f.eks. været i den kendte middelalderslægt Hvides eje.

Kør tilbage af grusvejen til Edelgavevej. Fortsæt til venstre og nyd den flotte allé ⑩ af træer. Men vær meget opmærksom på biler, da vejen er smal og der er meget dårlig oversigt på vejen. Gør holdt på toppen af bakken og gå ind og se Gyngehøj ⑪.

Gyngehøj tæt ved Edelgave. Foto: Georg Strong

Her er en flot udsigt over området og til Edelgave, men også mange træer, der spærrer for udsigten. Gravhøjen er 28 meter bred og 4 meter høj og stammer fra bronzealderen. Den blev i 1800-tallet omdannet til et haveanlæg. Der er en infotavle ved gravhøjen, der viser lidt om stedet.

Fortsæt videre af alléen. Markerne til højre var blandt andet skueplads for nedkastninger ⑫ af forsyninger til de Danske modstandsfolk under anden verdenskrig. I nattens mørke var modstandsfolkene parate til at modtage. De tændte svage lys på marken, så flyveren kunne finde dem. Pludselig er flyveren der, og kaster tingene ud i faldskærme. Modstandsfolkene må meget hurtigt bjærge tingene og køre væk straks, inden Tyskerne opdagede noget.

Kør videre af Edelgavevej. Efter kort tid kommer Overdrevsvej og der drejes til højre. Bemærk drivhusene ⑬ på venstre side af vejen. Der har været adskillige gartnerier i Ledøje-Smørum før hen. Nu er der ikke ret mange tilbage. Der begynder komme træer, medens der køres ad Overdrevsvej i Hove Overdrev. Bemærk undervejs stråtækte huse undervejs. På et tidspunkt kommer et skilt på venstre side af vejen, der viser vej til Put and Take fiskeri – Hove Fiskepark. Den er oprettet i en tidligere kalkgrav. Den blev lukket og fiskeparken blev startet i 1975. Der er en bid vej ned til stedet.
Fortsæt af Overdrevsvej. Efter kort tid forlades Hove Overdrev og det er åbent terræn. Der kommer en bænk på højre side af vejen. Gør holdt der. Kig mod venstre, hvor Hove senderen ⑭ knejser på marken.

Hove senderen. Foto: Georg Strong

Den 318 meter høje sendemast er opført i 1987 i forbindelse med etablering af et sendenet for TV2. Anvendes til TV signal, radio og andet. Nyd også den flotte udsigt og markerne.

Fortsæt af Overdrevsvej mod Hove. Når du kommer til Hove, så drej til venstre ad Hove Gadekærsvej (blind vej). Oplev gadekær ⑮ og husene i dette idylliske miljø, der bringer tankerne tilbage i tiden. Hove landsby kendes helt tilbage til 1200-tallet.

Kør samme vej tilbage og kryds Overdrevsvejen og fortsæt af Hove Bygade. På højre side kommer hurtigt Buehøjgård, som er en fin møbelforretning. Tilbage i middelalderen havde biskop Absalon en gård lige her omkring. Men den findes ikke mere. Skråt over for Buehøjgård ligger et hus (nr. 7). Her lå Hoves købmandshandel ⑯ og der var også benzintank knyttet til. Straks efter til højre ligger en gravhøj inde i en privat have. Det er Buehøj. Ifølge et savn skal Kong Bue ligge begravet her. Men bronzealder gravhøjen er aldrig blevet udgravet, så der vides faktisk ikke ret meget om den. Desværre er det svært at se gravhøjen ude fra vejen. Lige efter kommer en sidevej Nonnemosen. Gør holdt ved vejkrydset. Der er også en bænk og en infostander.  Lige til venstre for vejen Nonnemosen ligger Hove Langdysse ⑰.

Hove Langdysse. Foto: Georg Strong

Man kan komme ind til den fra Lundevej (fortsættelsen af Hove Bygade), hvor der lige efter krydset er en låge. Der er også en infotavle. Langdyssen er 90 meter lang, så det er en af Sjællands største.

Fortsæt af Nonnemosen (sidevejen til Hove Bygade til højre). Nyd at der er cykelsti og det flotte landskab.  Efter nogle sving køres over en lille å. Det er Grønsø å, som du så ved Edelgave. Åen har sit udspring i Ballerup bag Pederstrup og løber ud i Værebro å ikke ret langt fra, hvor du er nu. På den videre tur på Nonnemosevej læg da mærke til de store 400 KV ledninger i de store master ⑱.

Højspændingsledning i master ved Nonnemosevej. Foto: Georg Strong

De går frem til den store transformerstation i Hove. Højspændingsledninger bliver der stadig færre og færre af (bliver lagt i jorden), så pludselig er de måske historie. Lige før Smørumovre ligger Smørum præstegård til venstre. Den er ny. Førhen var præstegården i Ledøje, men den blev opgivet i 1980 (ny blev bygget i Ledøje). Men før præstegården i Ledøje dannede rammen om præstens bolig, lå en præstegård i Smørumovre. Formentlig der hvor Norskekrogen (ligger oppe bag gadekæret i Smørumovre) er i dag. Så på den måde er præstegården vendt tilbage til Smørumovre.

Drej til venstre i krydset og kør op igennem Smørumovre. Læg mærke til, at der fortsat ligger gårde inden i Smørumovre by.  Ved Smørum Bygade nr. 11 (venstre side af vejen) var i gamle dage en koldbager. Karoline hed hun, som fik brød fra Ballerup og havde udsalg af brød her. Smørumovre kan også følges tilbage til middelalderen (1200-tallet). Men hele området omkring Smørum har været befolket meget længere tilbage. Der har været mange gravhøje og nogle er stadig tilbage. Fra Smørum kirke kan ses 4 (Maglehøj, Ørkenhøj, Bavnehøj og Kong Svends høj). Vi fortsætter op ad bakken og drejer til venstre ved kirken af Kirkevangen. Ved kirkemuren lå i gamle dage fattighuset, men det er for længst revet ned.

Mindetavle for befrielsen 5. maj. Foto: Georg Strong

Her slutter den lille tur om Historien set fra cyklen.

Hvis du gerne vil vide lidt mere, så er nedenstående en række links til mere information om nogle af de steder, du har besøgt på din tur.

Smørum kirke:  https://ls-kirker.dk/page/9357/sm%C3%B8rum-kirke

Smørum gamle Skole:   https://www.lshist.dk/2023/05/05/smoerum-gamle-skole/

Smørum kro:  http://www.egedalleksikon.dk/index.php/Sm%C3%B8rum_Kro

Edelgave gods:  https://www.danskeherregaarde.dk/nutid/edelgave

Smørhold voldsted:   https://www.kroneborg.dk/284/sm%C3%B8rholm-voldsted

Gyngehøj:  http://egedalleksikon.dk/index.php/Gyngeh%C3%B8j

Nedkastning 2. verdenskrig: https://www.lshist.dk/wp-content/uploads/2023/07/Saernummer_Ledoeje-Smoerum_Historisk_forening_05051985.pdf

Hove landsby:  http://egedalleksikon.dk/index.php/Hove

Lidt flere billeder (taget af Georg Strong) fra turen:

Opdateret 14-08-2023

Bryllupsgaver i 1969

Af Georg Strong

I forbindelse med oprydning i min afdøde kones ting, støtte jeg på en gaveoversigt fra hendes første bryllup. Hun havde skrevet op, hvad de forskellige personer havde foræret hende og hendes daværende mand i bryllupsgave.

På en måde giver det et indblik i, hvordan traditionen var i 1969 med bryllupsgaver.
Min afdøde kone Hanne blev gift med sin første mand i maj 1969 (de var henholdsvis 21 år og 23 år). På daværende tidspunkt boede de i Ballerup, men flyttet i januar 1972 til Smørumnedre, hvor min kone boede indtil sin død juni 2021.

Men hvad var det så,  brudeparret i 1969 blev begavet med.

Listen ser således ud (en linje (prik) for hver gavegiver, derfor gentagelser):

  • hverdagsstel – Bavaria Blå rapsodi (6 dybe tallerkner, 6 flade tallerkner, 6 par kopper, 6 kagetallerkner, 1  sovsekande, 1 ovalt fad,  1 rund fad, 6 ølglas, 1 flødekande, 1 sukkerskål)
  • porcelænsfigur
  • køkkentrappe-stol
  • dug og servietter
  • reproduktion
  • gryder, pande, kedel m.m.
  • køkken-ur og vægt
  • el-mixer
  • kammerstage i tin
  • 20 glas
  • vægur og vækkeur
  • 2 duge (stor og lille)
  • 2 rustfrifade og smørsmelter
  • sammenplantning
  • 2 messinglysestager m/lysmanchetter og blomster
  • lampe
  • rya tæppe
  • tinlysestage
  • årskrus
  • tinlysestage
  • 6 ostetallerkener
  • 6 lunchservietter
  • ildfast fad Pyroflam
  • strygebræt
  • saltkar
  • smørkrukke
  • 3 pyroflame skåle
  • dug
  • badeværelsesæt
  • keramik lysestage
  • keramik skål
  • platte
  • kaffekande Athene
  • 3 håndklæder
  • 4 håndklæder
  • badevægt
  • tinlysestage
  • tinvase og lysservietter
  • dug
  • dug
  • dug
  • dug
  • 2 pyrex skåle
  • 2 tin flaskebakker
  • rød bakke
  • vinbakke
  • stålfad rundt
  • stålfad og sovseskål
  • stålfad
  • stålfad
  • stålfad
  • tin ostehøvl
  • marmelade ske
  • sovseskål
  • marmelade ske
  • glasbakker
  • 2 hovedpudebetræk
  • skål med låg
  • vase
  • ildfast skål Pyroflam
  • viskestykker og grydelap
  • gavekort 100 kr.
  • gavekort 25 kr.
  • gavekort 30 kr.
  • gavekort 25 kr.
  • gavekort 500 kr.
  • mange blomster
  • flere sammenplantninger
  • Der kom også 4 statstelegrammer (2 hvide, 1 lilla og 1 rødt) med lykønskninger.
  • 1 telegramæske 50 kr.

Det var jo ikke så lidt, men brudeparret havde også en stor kontaktflade. Måske skal det nævnes, at min kone på daværende tidspunkt var kontorassistent og hendes daværende mand programmør.

Sådan så det så ud i 1969. Så kan du selv overveje, hvordan det er med bryllupsgaver i 2023.

Længere nede i denne artikel, kan du se billeder af nogle af gaverne.

Men så er der jo traditionen med at gæsterne giver bryllupsgaver. Den er slet ikke så gamle, som man måske skulle tro. Så lidt om det.
Ordet ”gift” er et gammelt germansk ord og betyder gave.
Langt tilbage i tiden brugte man begrebet medgift (går i hvert fald helt tilbage til Romerriget). Det vil sige, at bruden fik penge, ting og sager, eller andet værdifuldt med sig ind i ægteskabet. Selvfølgelig afhang omfanget meget af hvilken samfundsklasse, der var tale om. Fattige har næppe haft særligt meget med. Måske lidt praktisk linned og lignende. Idéen var, at manden overtog forpligtelsen til at forsørge bruden (hustruen) fremover. Den havde brudens fader haft indtil da. Sådan ser vi jo ikke på det i dag. Dertil kommer, at ægteskab tilbage i tiden ikke var et spørgsmål om kærlighed. Det handlede om at skaffe familien alliancer. Helst nogen der var bedre stillet end én selv. I kongehusene og adlen var det ganske enkelt storpolitik, når der blev indgået ægteskab. Om bruden og brudgommen syntes om ægteskabet, blev der ikke taget hensyn til.
En anden skik, som går langt tilbage i tiden er morgengaven. Brudgommen skulle give bruden en gave dagen efter brylluppet. Men ikke den anden vej. Formålet var, at hvis bruden ikke fik børn, havde hun ikke juridisk arveret efter sin mand. Derfor var morgengaven i de bedre stillet samfundsklasser en økonomisk sikring af bruden, hvis dette skulle ske.

Men nu om stunder kommer bryllupsgæsterne med gaver til brudeparret.
Men sådan har det ikke altid været.
I 1600-tallet var der dog noget, der på en måde minder om det. Nemlig brudeparrets skål.
Skålen med drikken gik rundt og gæsterne drak af den. Når skålen var tom, skulle gæsterne ligge en gave i den (typisk penge). Det kunne godt give lidt konkurrence. Hvem gav mest. Alle kunne jo se, hvad der blev lagt. Mange steder i Norden var der forskellige skikke, hvordan det skulle foregå. Nogle af skikkene var ikke i kirken smag (ånd), så efterhånden blev det afskaffet. Ofte blev bruden drukket meget beruset ved disse skikke. Det mente kirken ikke var sømmeligt. Præsten var også (blev indbudt) med til selve bryllupsfesten, så han viste, hvad der foregik.

I ”Dagligt Liv i Norden nr. 6” af Troels-Lund kan man f.eks. læse på side 119 ” Ikke blot bragtes bollen nu rundt, for at gæsterne én for én kunne drikke af skålen, men – skålen var jo brudeparrets – enhver skulle derpå til vederlag herfor og parret til ære lægge i den tømte skål en gave til parret. Dette var gildets mest spændende øjeblik. Alles opmærksomhed var rettet mod, hvad og hvor meget enhver gav.”

Et brudepars hjemkomst fra kirken, Amager, Dragør – cirka 1863. Bemærk bruden ikke er i hvidt. (Billede fra Wikimedia Commons).

Det ændrede sig lidt i tidens løb. Gæsternes gaver i den brede befolkning bestod typisk i mad og drikkevarer, som blev afleveret nogle dage før brylluppet. Selve bryllupsfesten kunne vare over flere dage (tit 3 dage). Så et bryllup var en meget vigtig begivenhed.

I 1920’erne i USA begyndte forretningerne at interessere sig for bryllupsgaver på en mere kommerciel måde.  Da detailgiganten Macy’ introducerede bryllupsgaveregistret i 1928, tog det for alvor fart med at komme med bryllupsgaver til brudeparret.

Marshall Field (Macy) i Chicago (1930-45)

Men ofte var det stadig praktiske ting, som var vigtige for at etablere et hjem.  Det kunne være sengetøj, spisestel, bestik, og lignende. Da den generelle velstand steg i 1950’erne og frem, begyndte gaverne også at være af mere luksuriøs art.

Den hvide brudekjole kom sidst i 1800-tallet. Før da var bruden i sort tøj. Det var selvfølgelig de rige og kongelige, der startede denne trend. Men efterhånden fulgte resten af befolkningen med og i dag er bruden sjældent i andet end hvidt.

Bryllupsgaver (lille udvalg) fra 1969 i billeder:

Opdateret 25-06-2023

Svenske Slaget 2023 – billedkavalkade

Af Georg Strong

Ledøje-Smørum Historisk Forening deltog nok en gang i det store arrangement Svenske Slaget 4. juni 2023 bag Smørum Kulturhus.

Arrangementet er støttet af en række foreninger og Egedal kommune. Historisk Forening havde sit ejet telt på plads bag Smørum Kulturhuset. Skenkelsø Mølle var inviteret med i samme telt i den ene ende. Her havde de en lille opgave med at gætte ting. Hvad bruges de til.
Historisk Forening havde en række plancher oppe, der fortæller om Ledøje-Smørums historie. Der var salg af bøger, som gik fint. Desuden havde Danske Slægtsforskere Egedal også materiale til uddeling. Historisk Forening uddelte Årsskrift 2016 gratis til dem, som måtte ønske det. Alle eksemplarer blev afsat.
En model af Svenskestenen var sat op, og besøgene kunne få historien om den. Der var mulighed for at save med en 2-mands sav, lave prangerpunge og slå “mønt”. Alle 3 aktiviteter var vel besøgt. Der blev for eksempel lavet 60 prangerpunge og så var der “udsolgt”. Mange børn var forbi og fik slået 1 eller 2 “mønter.
En del voksne var også interesseret i foreningens arbejde og udgivelser. Så der var en god dialog med de besøgene.

Vejret var perfekt med høj sol og varme.

En stor tak til alle de frivillige, som hjalp til med Historisk Forenings telt.

Her er lidt billeder fra eftermiddagen fra “Svenske Slaget”:

Opdateret 04-06-2023

Skolegang i Smørum i 1950’erne og starten af 1960’erne

Af Georg Strong

På museet i Smørumovre er en fin udstilling, der viser en skolestue fra ”gamle” dage. Der er fine pulte til eleverne, anskuelighedstavler, osv., der har været brugt i undervisningen.
På katederet ligger en protokol over elever, der gik i Smørumnedre forskole. Når jeg kigger i den, kan jeg se, at den blandt andet er fra 1956/57 skoleåret og der er en oversigt for 3. klasse. Her står f.eks. navnet Hanne Christensen og under forældre Aksel Christensen.

Jeg kender Hanne Christensen, som er født og opvokset i Stormosen i Smørum, men i dag bor i Ballerup. Hun hedder bare Hanne Lind nu om stunder. Så jeg tog en snak med Hanne Lind om, hvordan det var at gå i skole i ”gamle dage” i Smørumnedre og Smørumovre.

Hanne boede dengang hos sine forældre på en lille gård, eller hvad man måske vil kalde for et husmandssted. Det lå i Stormosen. Det var et barndomshjem med små midler.

Hun startede i Smørumnedre forskole i 1953 som 7-årig. Smørumnedre skole lå på Flodvej 13, hvor Metas senere kom til at ligge, og der i dag er rækkehuse (Dyreholm). Skolebygningen blev opført af Ledøje-Smørum kommune i årene 1924-25. Skolens WC-er var gammeldags das. Hanne husker bygningen som ret stor. Inden da holdt skolen til på Rendebæksvej 9 og blev startet i 1907. Dette hus var dog meget koldt og fugtigt, så derfor blev skolen flyttet til den nye bygning. Forskolen ophørte i 1959, da skolegangen blev overført til den nys opførte Centralskole, bedre kendt som Søagerskolen. Eleverne på Søagerskolen blev i 2020 overført til Boesagerskolen og Søagerskolen er ophørt som skole.

 

Luftfoto af Smørumnedre forskole fra 1959. Toiletbygningen ses øverst til venstre. Foto “Danmark set fra luften” – Landinspektørernes Luftfoto.

Da det var en forskole, var der kun skolegang for 1-3 klasse. Det vil sige 3 år.
Underviserne var 2 frøkner, Ellen og Bertha, som begge hed Nielsen til efternavn. Specielt den ene af damerne – Ellen – var meget streng og ikke særlig sød ved eleverne. Der blev hevet i ørerne. Så eleverne var bange for hende. Den anden dame var mild. Der blev også gjort forskel på eleverne. Dem fra de fine hjem – det vil typisk sige fra de store gårde, blev behandlet meget bedre og fik også de bedste pladser i klasselokalet. Så Hanne oplevede ikke sin skolegang i Smørumnedre forskole som en god oplevelse.
Den strenge frk. Ellen Nielsen fik et sørgeligt endeligt, da hun fik sat ild til sig selv på grund af rygning på sin gamle dage. Det døde hun af. Begge ligger begravet på Smørum kirkegård og gravstedet findes stadig. Eleverne sad ved skolepulte lig dem, som kan ses i skolestuen på museet i Smørumovre.

Skolepulte i stil med dem, Hanne sad ved i skolen. Foto: Georg Strong

Der var ca. 10 elever i klassen. Hanne havde f.eks. klassekammeraterne Winnie, Lise og Inga.
Der blev undervist i dansk, regning, religion, salmer og håndarbejde. Der blev skrevet med pen (fyldepen) og blæk. Det var ikke altid nemt at styre blækket, når der skulle skrives. Der blev undervist i skråskrift og det gik læreren meget op i. Der blev også givet karakter i orden og den skulle helst være god. Det blev der lagt vægt på.

Hanne som 10 år og i 3. klasse i forskolen. Foto: Privat fra Hanne.

For Hanne var der omkring 2 km til skole. Det skete til fods eller cykel i alt slags vejr. Hvis det var meget dårligt vejr, kunne hendes far eller mor nogle gange følge hende lidt at vejen, eller gå hende i møde på hjemvejen med hunden Molly. Skolevejen var en markvej over markerne. Der var ingen Hanne kunne følges med, så hun gik alene, hvilket ofte var ret ensomt.  

En markvej, som Hanne har gået på. Det er i nærheden af Boesagergård og køerne tilhørte gårdejer Krogh. Foto: Lokalhistorisk Arkiv i Smørumovre.

Skolen lå på en bakke, ikke så langt fra smedjen og købmanden, som Hanne kom forbi på vej til skole.

Smedjen i Smørumnedre på Rendebæksvej i 1920. Foto: Lokalhistorisk Arkiv Smørumovre.

Fra 4. klasse flyttede eleverne til skolen i Smørumovre. Det som nu kaldes for Smørum gl. Skole og hvor der er lokalarkiv og museum nu om stunder.

Hanne 12 år og i 5. klasse på skolen i Smørumovre.
Foto: Privat fra Hanne.

Nu fik Hanne en ny lærer. En mandlig lærer ved navn Niels Poulin Nielsen. Han var en helt anden type lærer end de 2 kvindelige i forskolen. Han var sød ved eleverne og Hanne husker ham som den bedste lærer, hun havde i sin skoletid. Han gjorde ikke forskel på eleverne. Han fulgte dem også over vejen, når de skulle hjem. Han boede i den ene ende af skolebygningen og havde 5-6 børn. Han kørte på knallert med hjelm på hovedet. År efter Hannes skoletid var forbi, da han havde fødselsdag (ca. 80 år), satte Hanne en svane (blomsterdekoration) og et brev ved hans dør ved hans hjem i Smørumnedre ved gadekæret. Han skrev et sødt brev tilbage til Hanne. Han døde i 1992 og ligger begravet på Smørum kirkegård.
De var ca. 7 elever i klassen. Men der var kun 1 klasseværelse, så 2-3 klasser var sammen i dette lokale og blev undervist.  

Skolestuen med elever 1951 – skolen i Smørumovre. Læreren Niels Poulin Nielsen ses bagerst i lokalet. Foto: Lokalhistorisk Arkiv Smørumovre.

Der blev f.eks. undervist i geografi, botanik, regning og dansk.

Der blev sunget meget i timerne og læreren spillede på violin. 
Læreren tog dem også med over i kirken, hvor han fortalte om den. De tog også på tur til gravhøje (der jo en del i Smørum) og blev undervist i deres historie.
Der blev samlet blomster fra grøftekanter og så blev de brugt i undervisningen. Læreren opfordrede eleverne til at tage spændende blomster med fra naturen, så de kunne tale om dem i skolen. Han var en stor naturelsker. Botanik var Hannes bedste fag.
De havde også gymnastik. Det foregik i salen på kroen, som lå lige på den anden side af gadekæret.  Men det foregik efter skoletid. Der var en gymnastiklærerinde, fru Gotfredsen, som underviste os. Hun spillede på klaver til, så det var lidt specielt. Der blev f.eks. sprunget over plint og spillet bold.
Om vinter, når det var koldt nok, blev der løbet på skøjter på det isdækket gadekær.  Der var højt til ”loftet” hos lærer Nielsen og vi lærte meget, synes Hanne. Han kunne få os til at lave lektier ved sin inspiration.

Der var skolegang hver dag, men så vidt Hanne husker, så mødte de ældste elever først på dagen og de mindre lidt senere.

Der var en optagelsesprøve, hvor det blev afgjort, om eleven kunne komme i den boglige linje og dermed fortsætte i realskolen efter 7. klasse.

Hanne var glad for at gå i skole i Smørumovre og satte en ære i at komme i skole, ligegyldigt hvor dårligt vejret kunne være (snestorm og slud f.eks.).  Om sommeren var det dejligt at bevæge sig af markvejen og hører lærken synge, se fasaner og agerhøns.

Kort 1969 fra Geodatastyrelsen. Den røde cirkel viser, hvor Hanne boede. Den blå hvor forskolen i Smørumnedre lå og den gule, hvor skolen i Smørumovre var.

Efter skolegangen i Smørum kom Hanne på Lindeskolen i Ballerup og fik sin realeksamen i 1963. Det var nemlig ikke muligt i Smørum.
Hun blev derefter uddannet som blomsterdekoratør.

Skolereformen i 1958 ændrede på skolerne.
Den nye lov om folkeskolen trådte i kraft i juni 1958. Den fastsatte en række krav til skolerne. Det betød, at skoler tilknyttet landsbyerne ikke længere kunne leve op til kravene. De blev i stedet erstattet af større skoler. Typisk som centralskoler, som samlede elever fra de mindre landsbyer op i centrale enheder. Idéen var, at der ikke skulle være forskel på landsbyskoler og byskoler. I Ledøje-Smørum blev centralskolen Søagerskolen derfor bygget og taget i brug i 1959. Begrebet forskole og mellemskole blev afskaffet og i stedet indført en 7 eller 8-årig skolegang. Efter 6 klasse blev eleverne fordelt i en almen eller boglig linje. Den boglige linje førte over i realskolen 8-10 klasse.

Opdateret 04-05-2023

Lidt om historien med Cheminova og lokalområdet

Af Georg Strong

De fleste Danskere har hørt om Cheminova og forureningen på Harboøre Tange ved Thyborøn. Høfde 42 har også været nævnt mange gange i medierne, på grund af det store giftdepot, som Cheminova har oprettet der. Hvilket har givet voldsomme udfordringer med at bortskaffe og renset området op for de problematiske kemikalier, som er blevet opmagasineret i området.

Men hvad knap så mange ved er, at Cheminova har en fortid i Smørums lokalområde. Fabrikken lå mellem Kildedal og Måløv station og havde et sidespor til jernbanen. Fabrikken blev opført i årene 1944-46. Det kom ikke til at gå stille af og der opstod mange problemer med forurening fra fabrikken. Konsekvenserne er stadig aktuelle den dag i dag.

Cheminova 1953 ved Måløv. Foto fra Danmark set fra luften – ukendt oprindelse.

Men først lidt om Cheminovas historie.
Firmaet blev stiftet af civilingeniør og kemiker Gunnar Andreasen (1914-1989).
Der blev etableret en fabrik i Gladsaxe kommune i 1938 på Sydmarken i Mørkhøj området. Dette blev til en lang strid med de lokale naboer og Gladsaxe kommune. Problemerne var omfattende, luftgener, syredampe trængte ind i folks stuer, kloak tæret væk, eksplosioner på fabrikken. Presset blev efterhånd for stort for Cheminova, og de besluttede at flytte til Sørup på en grund ude på landet, som det var dengang. Nemlig mellem den nuværende Kildedal og Måløv station. Det blev så Ballerup kommune, som fik alle problemerne med Cheminova. Men nok så vigtigt for Ledøje-Smørum (senere Egedal kommune) var, at kommunegrænsen ved Cheminova mellem Ballerup og Ledøje-Smørum er Frederikssundsbanen. Så Cheminova kunne ikke komme tættere på Smørum uden at ligge i Ledøje-Smørum kommune.

Ballerup kommune skulle snart få at mærke, at Cheminova var et ”gøge æg”. Allerede under 2. verdenskrig kom Cheminova i ilden. De var en del af sortbørshandel samt indirekte handel med den Tyske hær, som havde besat Danmark. Det resulterede i, at fabrikken i Gladsaxe blev saboteret først af modstandsgruppen Holger Danske i januar 1945 og igen af BOPA i februar 1945. Fabrikken i Sørup (Måløv) var under opførelse på daværende tidspunkt. Modstandsbevægelse i lokalområdet ved Sørup var ikke særlig godt organiseret og der blev kun foretaget meget få og små aktioner her (lidt ildspåsættelse). Som reelt ikke betød noget for byggeriet. Det private sidespor til jernbanen blev allerede åbnet i 1944.
Den første produktion startede i efteråret 1945. Ballerup kommune godkendte byggeriet og fabrikkens produktion allerede i juli 1944.  Det har de sikkert fortrudt mange gange siden. Men fabrikken gav selvfølgelig arbejde til en del mennesker og det har jo altid været populært blandt politikere.  I 1947 var hele fabrikken flyttet til Sørup (Måløv). Gladsaxe kunne ånde lettet op, men slap ikke for forureningen mange år frem.
En lidt mystisk ting var, at grundlæggeren Gunnar Andreasen forærede alle sine aktier til Aarhus Universitet i 1943/44.

Men problemer med lugtgener, giftudslip, både i luften og i Sørup rende og uheld (f.eks. eksplosioner) på fabrikken bragte igen Cheminova i konflikt med naboer og omgivelser. Ballerups sognerådsformand (senere borgmester) bragte problemerne med Cheminova op i et sognerådsmøde allerede i 1952. Men inden da havde Ballerup kommune haft mange sager kørende, også i retssystemet for at få Cheminova til at tage ansvar og stoppe forureningen. Men Cheminova brugte alle muligheder for at slippe uden om. Bestyrelsesformanden højesteretssagfører Leif Damborg har sikkert været til stor hjælp for firmaet. Desuden var lovgivningen slet ikke gearet til den slags sager på dette tidspunkt. Cheminova var dog klar over, at de næppe kunne blive i Sørup. Så de begyndte at etablere en fabrik i Harboøre fra 1951. Det var nok klogt, for i 1953 lykkedes det myndighederne langt om længe at få lukket fabrikken i Sørup (Måløv). Ejendommen i Sørup blev solgt til lampefabrikken LYFA i november 1954.
Dermed flyttede problemerne så til Harboøre.
Som det tidligere er nævnt var Aarhus Universitet ejer af Cheminova fra 1944. Det fortsatte til 2014 på trods af de mange forureningssager Cheminova forårsaget. Virksomheden ejes i dag af FMC Coporation, et Amerikansk firma. Det er stadig aktivt i Danmark med over 800 ansatte og i udlandet omkring 1200 ansatte i datterselskaber i mere end 30 lande. Omsætningen ligger over 5 milliarder kr. om året.
Cheminova har især produceret giftstoffer til brug i landbruget. F.eks. insektgifte (plantebeskyttelsesmidler).

Så det var ikke nogen rar nabo Smørum havde i Cheminova.
Og mange gårde i Smørum var faktisk ret tæt på Cheminova. Se bare på kortet. Cheminova er markeret med rød ring.

Kort fra Geodatastyrelsen (4 cm). Viser Smørum/Måløv område i 1969

Askebjerg, Tvillingegårde, Alpegård, Schæfergård, og så Smørumnedre og Smørum Vang områderne. Alpegård ca. 200 meter fra Cheminova og hvis vi går 1-1,5 km fra Cheminova, så er det meste af Smørum indenfor den radius.
Sørup Rende ses også i venstre hjørne lidt oppe. Den ender i Værebro å.

Der var 2 hovedgener fra Cheminova, der gik ind på Smørums område. Nemlig de luftbåren ting. Først og fremmest stanken. Men en måske endnu værre forurening var i vandet i Værebro å. Cheminova sendte nærmest u-renset spildevand fra produktionen ud i Sørup renden, som fortsætter ud i Værebro å. Værebro å udløber i Roskilde fjord.

Om de luftbårne gener fortælles det, men ikke nødvendigvis fra Smørum, blandt andet, at folk kastede op, når vinden bar den voldsomme stank indover folk. Nogle gartnere oplevede misvækst på deres marker. En fortalte om hud, der faldt af hans læber ved disse situationer. Faktisk blev Cheminova idømt en bøde på 10.000 kr. for disse sundhedsskadelig udslip. Men bødens størrelse var småting for Cheminova, som tjente rigtig mange penge. Så det havde ringe effekt på deres adfærd. Det skal nævnes, at stanken fra Cheminova nogle gange kunne mærkes helt i Ballerup 5 kilometer derfra og den var ikke rar. Det var som lugten af rådne æg og den hang i alt – tøjet, håret, tasker, osv. Ja selv pengesedler.

I 1947 blev en række lodsejere indkaldt til en vandforsyningsforretning. Det vil sige et møde om vand. I denne her forbindelse Cheminovas udledning af spildevand til Sørup rende som ender i Værebro å. Der blev blandt andet sendt stævning til Schæffergården, Toftekærgård samt 3 lodsejer i Smørumovre som havde jord ned til Sørup rende eller Værebro å. Ledøje-Smørum kommune var også med, samt Københavns Vandforsyning, som udvandt drikkevand i området ved Kildedal. Så Cheminovas forurening var også en udfordring for Ledøje-Smørum – især Smørum. Der kom dog ikke noget ud af mødet. Men klagerne over det forurenet vand i Værebro å fortsatte. I 1948 klagedes der over, at vandet i åen var så ringe, at landmændenes dyr ikke ville drikke af det. I 1948 nåede forureningen helt ud i Roskilde fjord. Her oplevede fiskerne, at de fisk de fangede, havde en grim afsmag og var ubrugelige til mad. Prøver af fiskene bekræftede fiskernes oplevelser. Cheminova benægtet deres ansvar, selvom de indrømmede, at der var udledt forurenet vand ud i åen. Men lovgivningen og myndighederne var slet ikke indrettet til den slags problemer. Så det gik meget langsomt med at få gjort noget ved det.

I sommeren 1951 oplevede folk omkring Værebro å, at fisk døde i uhyggeligt omfang. Det skønnedes at 12.000 fisk døde i løbet af et døgn. Endnu engang ville Cheminova ikke anerkende et ansvar og mente ikke, at det var fabrikken, der var årsagen.
Allerede i januar 1952 var den gal igen. Fiskene døde i Værebro å. Ål fangede i åen stank forfærdeligt ved tilberedning. Den var også gal med ål fangede ved Værebro Mølle (som ligger tæt ved åens udløb i Roskilde fjord). Landmændene kunne igen berette om, at deres dyr ikke ville drikke vandet fra Værebro å.

Cheminova blev ved med at kæmpe i mod og brugte alle klagemuligheder samt indlæg i pressen. Specielt direktør Gunnar Andreasen benægtede, at deres produkter var farlige og der var tale om en heksejagt mod virksomheden.
Klagerne fortsatte dog. F.eks. indgav gårdejer Peder Nielsen fra Askebjerg, Smørumnedre en klage over generne sammen med læge Kurt Mikkelsen fra Måløv. Andre fortalte, at den væmmelig lugt nåede helt frem til Søborg og Hellerup. Landmænd og gartnere fortalte om skader på deres afgrøder. Roetoppe visnede og væksten gik i stå. Kål- og rapsmarker blev ødelagt. Blomster i gartnerier opførte sig underligt helt op til 10 km fra Cheminova.
Efterhånden blev presset så stort på fiskeriministeren fra fiskeriforeninger, at der begyndte at ske noget mere, men det gik stadig langsomt. Cheminova kæmpede stadig i mod. Men var efterhånden godt klar over, at de ikke kunne fortsætte, som de havde gjort hidtil. Derfor havde de etableret en ny fabrik i Harboøre. Så der blev lukket for produktionen i Måløv i 1953 og grunden solgt til LYFA i 1954.
Og så skulle den sagen jo være slut. Men nej, sådan skulle det ikke helt gå.

Der blev stille omkring Cheminovas grund i Måløv og forureningen. Stanken ophørte.

Men så i løbet af 1970’erne blev myndighederne mere bevidste om forurening. Ballerup kommune vil gerne vide mere om Cheminova-grunden og spurgte Cheminovas direktør, hvor de eventuelt havde nedgravet produkter fra produktionen og forsøg. Det ville han ikke fortælle. Så militæret måtte med metaldetektorer gennemgå grunden.

Resultatet var foruroligende. Der var nedgravet tromler stort set på hele grunden.
Civilforsvaret blev bedt om at undersøge, hvad der var i jorden. De fandt hurtigt tromler, der var tæret og med tydelige udslip i jorden. Flere undersøgelse viste, at indholdet (giften) var sivet 18-20 meter ned i undergrunden. Da der var udvinding af drikkevand tæt på, blev der lavet en konstant afværgepumpning i 1980, for at hindre giften i sprede sig til grundvandet. Desværre vidste det sig, at det ikke kunne holde giften væk. Så Københavns Vandforsyning måtte lukke sine 15 vandboringer, hvorved omkring 0,3 millioner m3 drikkevand årligt gik tabt. I 1986 blev indviet et rensningsanlæg tæt ved Cheminova-grunden. Det renser alt det vand, som pumpes op af afværgepumpen, for derefter at lede det ud i Værebro å. Der pumpes store mængder vand op, for at holde foreningen tilbage. Det har kostet skatteborgerne mange penge. Vi taler om millioner kroner. Hvor længe det skal stå på, er der ingen der ved i dag.

Så man kan vist roligt sige, at Cheminova har sat et ubehageligt minde i vores lokalområde.

Hvis du gerne vil læse mere om denne sag, så kan det anbefales, at læse Byhornet nr. 3 i 2022 udgivet af Ballerup Historiske Forening. Hvis du ikke kender nogen, der har bladet, kan du læse artiklen på nettet (ligger som download i pdf-format):

Artikel i Byhornet nr. 3 i 2022 udgivet af Ballerup Historiske Forening

Efterskrift:

Jeg tog forbi Cheminova-området og fik set renseværket. Tog nogle billeder. Sådan ser der ud i dag 25-03-2023:

Opdateret 25-03-2023

Kilder:

Byhornet fra Ballerup Historiske Forening nr. 3 i november 2022 ”Cheminova – en miljøforurener i Måløv” af Jørgen Burchardt
https://edagsorden.regionh.dk/committee_1432/agenda_349400/documents/063ad796-01cf-450c-b4d3-6243de263da4.pdf  side 3
https://www.burchardt.name/wp-content/uploads/2022/01/Cheminova_en_generationsforureners_foerste_aar.pdf
https://da.wikipedia.org/wiki/Cheminova

Fødevarepriser i 1967 og i 2023

Af Georg Strong

For at fortælle om historien – hvordan ting var for år tilbage, er kilder meget vigtige. Nogle gange viser kilderne sig på uventet steder.

Under oprydning i min kones ting, faldt jeg over nogle dagbøger og lignende fra hendes tid som spejder i Ballerup. Hun var rigtig god til at skrive mange ting ned. Så jeg stødte på nogle optegnelser over køb af fødevare til en spejdertur.
Priserne var også med. Så tænkte jeg, at det kunne være sjovt, at sammenligne priserne fra dengang med priserne i dag. Priserne fra spejderturen er fra oktober/november 1967 og nuværende priser fra SuperBrugsen (Smørumnedre) 17. marts 2023. Priser er angivet i kroner.

Bemærk, at mængder ikke er de nøjagtige fra spejderturen, hvis du skulle undre dig over det.

Vare:Pris 1967Pris 2023
500 g oksekød5,0044,59
5 kg kartofler2,8840,63
1 pose løg1,0015,00
1 pakke the1,2012,00
1 pakke kryddere0,9913,00
250 g smør1,1625,50
1 pose cornflakes2,2015,00
1 glas marmelade1,2414,95
1 liter mælk (sød)1,1514,25
½ liter piskefløde4,0026,50
1 sodavand0,50 3,00
1 pakke lakrids1,2020,95
1 sæk brænde5,0050,00

Tallene skal selvfølgelig tages med et vist forbehold, for det er ikke helt muligt, at sammenligne lige over. Blandt andet på grund af forskellige pakningsstørrelser og tilbud. Endelig er priserne i øjeblikket noget atypiske på grund af den voldsomme inflation.
Men det er lidt interessant med de forskydninger i priserne, der er opstået over årene. Stigningen i procent for de forskellige vare er ikke ens.

Ifølge DA var timelønnen for en arbejder i 1967 kr. 10,85.
Ifølge Danmarks Statistik var en standard timeløn i 2021 kr. 211,42.

Opdateret 19-03-2023

Lokalradio – Radio 83

Af Georg Strong

I Smørum har der været en lokalradio. Den hed ”Radio 83”, og holdt til på Smørum gl. Skole på 1. sal. Der var 2 rum. Et studie og et teknik-rum. De 2 lokaler bliver i dag brugt af Ledøje-Smørum Historisk Forening og Smørum Lokalarkiv.  Der er stadig små minder fra lokalradioen. F.eks. er glasruden mellem de 2 lokaler der stadig og en label med Studie på døren:

I 1983 blev der lavet en lov om lokalradioer, hvilket åbnede muligheden for at lave lokalradio i Smørum. Der blev dog ikke givet tilladelse til reklamer i lokalradioerne. Dette gjorde, at økonomien omkring lokalradioerne blev meget stram. F.eks. skulle der betales afgift, hvis der blev spillet musik i lokalradioen. Men indtægter var der ikke mange af.
Fra 1988 blev det tilladt lokalradioerne at sende reklamer. I begyndelsen af 2009 var der 326 lokalradioer med sendetilladelse.
Det er meget småt med kilder om ”Radio 83”. I oversigten fra IT & Telestyrelsen fremgår ”Radio 83” ikke længere. Så den må være ophørt før 2002.


Jeg har talt med en af dem, som var med til at lave Radio 83. Han hedder Michael Jensen og bosat i Smørumnedre. Han var frivillig på Radio 83 en kortere periode i midt 80’erne.
Michael fortæller, at han var teknikker på de udsendelser, han deltog i. Radioen holdt til på 1. sal i 2 mindre lokaler på første sal, der vender ud mod Smørum Bygade. Lokalerne bestod af en lille aflangt lokale og et lidt større firkantet lokale. Mellem lokalerne var der en glasrude, så teknikker og studieværter kunne se hinanden. De lille lokale udgjorde studiet, og det lidt større lokal var teknik-rum. I teknikrummet var udstyr til at afvikle udsendelserne med. Det var primært amatørudstyr, men der var en pladespiller, som formentlig stammede fra DR (kasseret udstyr).
Så vidt Michael husker, havde radioen egen sender, som var placeret på taget.


Radio 83 var først og fremmest en tale-radio, som f.eks. DR’s P1. Michael ville gerne lave blandet radio, med indslag og musik. Så i samarbejde med 2 andre fra radioen, blev et program lavet tirsdag aften, hvor der blev spillet musik og læst pressemeddelelser fra aviser op. De 2 andre var i studiet og Michael sad i teknikken. Programmet varede 2 timer.

Michael i teknikrum set igennem glasruden fra studiet

For at få bedre mulighed for at spille musik, kontaktede Michael og holdet pladeselskaber, for få dem til at sende plader, som Radio 83 måtte spille uden afgift. Det lykkedes også at få nogle få pladeselskaber til at gøre dette.

Der blev også lavet et lørdagsprogram, hvor lytterne kunne ringe ind og ønske en plade. Radioen havde fået Toms som sponsor, hvilket gav lidt flere muligheder. Der blev spillet Guantanamera, som bliver brugt i Toms karameller sangen.

Der var en del udfordringer med at lave den slags programmer, så Michael valgte af forlade radioen, for at lave radio bl.a. for Kanal 25 (lokal TV i Taastrup), Kanal 2 (med løn) og Roskilde frekvensen (lokalradio).

Som et kuriosum kan nævnes, at Anders Breinholt har været på Radio 83 i 1989 (har han fortalt til Billedbladet og Berlingske Tidende).

12-10-2023 kom jeg i besiddelse af en oversigt over radioprogram for Radio 83. Du kan se denne ved at klikke på Radioprogram nedenstående. Der er også lidt om radioen på side 2 i oversigten. Desværre kender jeg ikke årstal eller lignende for programoversigten.

Hvis nogen ved mere om Radio 83, så skriv endelig
og fortæl hvad du ved.
Så kan dette indlæg beriges med flere informationer.

Skriv til: webmaster@lshist.dk

Opdateret 12-10-2023

Page 1 of 5

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén