Bogen “Smørumovre – Et landsbysamfund der forsvandt” og Årsskrift 2021

Af Line Ludvigsen

Ledøje-Smørum Historisk Forening har i december 2021 udgivet hele to bemærkelsesværdige bøger, begge med udgangspunkt i Smørumovre. Professor Emerita Lise Drewes Nielsen har skrevet bogen ”Smørumovre. Et landsbysamfund der forsvandt”.

Her beretter hun om sin barndom og opvækst i landsbyen i 1950’erne og 1960’erne. Dengang en levende landsby med et vigtigt fællesskab. Vi hører om arbejdet i landbruget, om årstiderne, om familien, om venner og veninder, om foreninger, fester, sogneråd og menighedsråd, om landsbyskolen, om familierne på de enkelte gårde og om stort og småt i livets gang på landet i en tid, der ellers næsten er glemt. Bogen er på 119 sider, let læst og illustreret med en lang række fotos.

Samtidig udgiver Ledøje-Smørum Historisk Forening et årsskrift, Årsskrift 2021, der netop i år handler om Smørumovre. Vi hører bl.a. om gravhøjene, om forholdene under svenskekrigene, og om en slægtsgård, Hovholm, gennem 250 år, samt en beretning om livet i byens mindre huse i 1950’erne, fortalt af John Worm Pedersen, der selv voksede op dér.

De to bøger, der supplerer hinanden ganske godt, giver læseren et fint samlet billede af livet i 50’erne på landet. Begge udgivelser er blevet til i samarbejde mellem forfatterne til teksterne og Inga Nielsen, som redaktør, og Fredi Paludan Bentsen, der har stået for det fine layout. Egedal Kommune, Dansk Lokalhistorisk Forening og en række lokale firmaer har sponsoreret udgivelserne.

Bogen ”Smørumovre. Et landsbysamfund der forsvandt” kan købes for 100 kr., og Årsskrift 2021 for 60 kr. ved henvendelse til foreningens formand, Finn Sølvbjerg Hansen, på 44659927, til næstformand Line Ludvigsen, på 26273547, på Ledøje-Smørums bibliotek, eller ved fremmøde på Smørum gl. Skole, når der er åbent hus i museet eller på arkivet.

Opdateret 10-12-2021