Indgangen – Bygningens historie

Af Line Ludvigsen

Du kan få læst teksten op ved at klikke i nedenstående:

Oprindelig var der kun et klasselokale. Klasselokalet, som museet nu har genskabt, er nederste venstre hjørne i det oprindelige klasseværelse, som gik igennem hele bygningen fra gården til gaden. Det omfattede også det, der i dag er toiletter. Et ganske stort lokale, men der var jo også flere årgange samlet i lokalet på samme tid. Op til tre årgange. Man kunne klare sig med et lokale og en lærer, for det ene hold årgange gik om formiddagen og det andet om eftermiddagen. Den anden ende af skolen var så lærerens bolig. Der, hvor der nu er parkeringsplads, havde læreren en have, hvis afgrøder kunne hjælpe på den sparsomme aflønning.

Huset havde ikke den længde, det har nu. Der er foretaget 2 udbygninger. Ved den første udbygning har man forsøgt at fastholde bygningens oprindelige form og udseende.  I gangen ved kirkerummet kan man oppe i loftet se, hvor den oprindelige bygning gik til. Den sidste udbygning er den lave pavillonbygning, der er tilføjet omkring 1960, da kommunen overtog hele bygningen. Den første udbygning skete, da børnetallet i Smørumovre blev så stort, at det var nødvendigt med to klasselokaler. Her var der altså plads til klasselokale nr. to. Overlæreren boede så i midten. Med to klasselokaler blev det også nødvendigt med to lærere, så der blev ansat en mere. Han fik bolig på loftet.

Kommunen rykkede langsomt ind i bygningen i 1950èrne og overtog hele bygningen som administrationsbygning i 1959, da Centralskolen, senere kaldt Søagerskolen, blev taget i brug. Sognerådsmøderne og de første byrådsmøder blev afholdt på loftet i bygningen. Der var plads til 7-8 medlemmer og 4-5 tilhørere, så mellemgang og trappe blev taget i brug som tilhørerpladser ved særlige lejligheder.

Opdateret 03-10-2023