Børneværelser – Legeværelset

Af Line Ludvigsen

Du kan få læst teksten op ved at klikke i nedenstående:

Hvor drengeværelset viser ting fra 70’erne, rummer montrerne i dette rum genstande fra lidt tidligere i 1900-tallet. I den første montre ses på den øverste hylde udklædningstøj til en ægte cowboy. På de to midterste hylder ses en fin udstilling af legetøjsbiler, og nedenunder ses trælegetøj, bl.a. et Djævlespil (en trisse med en snor og to pinde til at holde trissen i bevægelse) og en gårdmodel.

I den næste montre ses dukker, en Mesterjakkeldukke, håndskåret, dukkemøbler, et dukkehus, hvor væggen kan lukkes ned og en samling legetøjssoldater og indianere med en boplads.

I den sidste montre inden vinduet ses albums med samlemærker, diverse spil, samt puslespil (Kong Frederik og Prinsesse Margrethe).

På den anden væg står en træreol med diverse legetøj, spil, samlemapper og bøger, alt sammen noget som de yngste gæster gerne må tage ned og lege med.

Opdateret 19-09-2023