Salen – Udstillingsskabene 1-3

Af Line Ludvigsen

Du kan få læst teksten op ved at klikke i nedenstående:

I det første skab fra venstre (montre 1) ses en udstilling af dåser, bl.a. de farverige Irmadåser. I 1970 fik Irma Per Arnoldi til opgave at dekorere en tedåse. Men da den ikke passede i pakkeanlægget, kom den i tom udgave på hylderne. Det skulle snart vise sig at være en god forretning. Kunderne var begejstret over den flotte kunstdåse, en succes var født! I alt blev der fremstillet 27 forskellige kunstdåser frem til 1991.

Inden ideen med kunst på dåser, havde Irma i slutningen af 60’erne indført plasticposer dekoreret af forskellige kunstnere, da man ville udfase de gamle papirsposer med poser, som kunderne ville ønske at betale for. En reklame for såvel forretningen som for kunstnerne.

På hylderne ses også nogle eksempler på ældre Irmadåser med den karakteristiske Irmapige (i den blå kjole, der i nyere tid blev kortere). De ældre Irmadåser blev produceret frem til ca. 1940.

Salen montre 1

I det næste skab (montre 2) er der en udstilling af glas.

Hylde 1  En osteklokke på fad af glas.

Fem vinglas af mærket Chr.d.8 fra Holmegård 1867 – 1942.

En karaffel med hank og hældetud uden prop.

Hylde 2  En ottekantet flakon af klart glas, med sekskantet glasprop.

Sukkerskål og flødekande på bakke af metal.

Fem glas af mærket Aase fra Holmegård Glasværk 1940.

Hylde 3  Et lille fint engelsk fajancestel bestående af en kaffekande (21 cm), en bakke (28 x 15 cm) med en sukkerskål og en flødekande, samt en lille skål/fad, stjerneformet.

Hele stellet er mærket med et firmalogo, en firkant med et sejlskib, hvorunder der står Grindley, England. Formentlig fra 1930’erne.

Ved siden af står der tre glas med glat stilk, mærket Murat, fra Holmegård i perioden 1900 til 1940.

Hylde 4  2 glas af mærket Derby fra Holmegård.

 2 par kopper af porcelæn med guldkant og guldblomster, og på kopperne inskription Til Moder og Til Fader.

1 kaffe- eller chokoladekande af hvidt porcelæn med forgyldninger.

Hylde 5  En glasskål på en mangekantet fod. Øverste kant består af halvbuer. Sidernes mønster gentages seks gange hele vejen rundt. Skålen var en bryllupsgave til givers forældre i 1943.

Glaskaraffel med hvide pletter og rød kant, med prop.

Karaffel med hank, hældetud og prop, med små blå blomster.

Salen montre 2

I det sidste skab (montre 3) er der en samling af forskellige billedfremvisere. På underste hylde ses en Laterna Magica, ”magisk lygte”. De tidligste eksemplarer er fra helt tilbage til 1600-tallet, første gang demonstreret i Paris i 1664. Vores apparat stammer fra slutningen af 1800-tallet, og er indrettet med en lille elpære som lyskilde. Når man sætter en glasplade med et motiv på foran i apparatet, bliver motivet kastet op på væg eller lærred. Der medfølger to kasser billeder, glasplader med tegninger, der fortæller eventyrene: Snehvide og de syv dværge, Den bestøvlede kat og Den forheksede fløjtespiller. Der følger også et teksthæfte med. Teksten er på tysk.

Salen montre 3

På væggen ved siden af montrerne og over pulten hænger skolens gamle urværk.

Opdateret 25-11-2024