Ledøje-Smørum Historisk Forening fejrer deres 50-års jubilæum
Søndag den 12.6 hejses flagene foran Smørum gl. Skole, Smørum Bygade 35, Smørumovre.
Foreningen fejrer deres 50-års jubilæum med at holde åbent hus kl. 13 – 16 i den gamle skole, hvor foreningen holder til. Skolen vil myldre med frivillige historiefortællere, der vil vise gæsterne rundt. Her vil der være mulighed for at se fx skolestuen fra 1950’erne, køkkenet og stadsstuen fra 1920’erne, kirkerummet eller drengeværelset fra 1970’erne. Ud over at høre guiderne fortælle, vil man også med mobiltelefon via nye QR-koder selv kunne læse om genstandene og deres historie.
I skolens sal finder man to værksteder for store som små, ét med mulighed for at skrive med pen og blæk, og ét foldeværksted, hvor man kan folde skibe, hatte, lusefanger mm. Der vil også være legetøj, spil og bøger lagt frem.
I dagens anledning kan man også komme op på husets førstesal, hvor man dels kan opleve en billedsløjfe, der fortæller om arbejdsgangen i behandlingen af modtagne effekter, dels se en række udstillede klædningsstykker, og endelig se lageret, hvor alle ikke udstillede effekter
opbevares i kasser og på reoler.
Foreningen byder også på kage og kaffe i salen, så man kan fordøje oplevelserne og tage en snak om foreningens arbejde.
Alle er velkomne, så tag endelig nabo, familie og venner med til et par festlige timer.
Opdateret 02-06-2022