Kirkerum – Ledøje Kirke
Af Line Ludvigsen
Du kan få læst teksten op ved at klikke i nedenstående:
Ledøje Kirke er en kirke i to etager, den eneste af sin art i Danmark. Se også Poul Høms maleri af kirken.
![](https://i0.wp.com/www.lshist.dk/wp-content/uploads/2022/05/Kirkerum_Ledoeje_kirke_Paul_Hoem-rotated.jpg?resize=480%2C640&ssl=1)
Kirken er bygget omkring 1225 som en romansk teglstenskirke. Historien fortæller, at kirken blev bygget af Jakob Sunesen efter, at denne som rådgiver for Kong Valdemar II havde rejst i Tyskland i årene 1222 til 1225, hvor Valdemar sad som fange af den holstenske greve Henrik Severin.
Jakob Sunesen har formentlig hér bl.a. set dobbeltkirken, Liebfrauenkirche, i Goslar i Harzen. Vel hjemme igen lader han kirken i Ledøje bygge, sandsynligvis forbundet til sin stormandsgård. Øverste etage gik til under en brand i 1500-tallet. Først ved restaurering af kirken i 1887 – 88 af arkitekt H.B. Storck genopdagedes, at kirken oprindelig havde været i to etager med en firkantet åbning mellem de to kirkerum. I nyere tid har det været populært fx at blive viet i det øverste lille og mere intime kirkerum.
Bemærk også modellen af kirken. Denne blev lavet i forbindelse med en udstilling i 2014 i et samarbejde mellem Stadtarchiv Goslar og Egedal Arkiver og Museum. Udstillingen blev vist i Smørum, Ølstykke og Goslar.
![](https://i0.wp.com/www.lshist.dk/wp-content/uploads/2022/05/kirkerum-model-Ledoeje-kirke.jpg?resize=629%2C472&ssl=1)
Opdateret 09-10-2023