Stadsstue fra 1920’erne
Af Line Ludvigsen
I den fine stue ses Bornholmeruret fra begyndelsen af 1800-tallet, fremstillet af urmager Frederik Sonne (1775 – 1849) i Rønne. Uret har tilhørt træskomager Niels Rasmussen og hans hustru Sofie. Parret boede i Ledøje Bygade 28, og kunne i 1921 holde deres guldbryllup.
Bogskabet er fra 1925, hvor det blev købt af et nygift par i Aalborg. Det gik senere i arv til datteren, Gerda, født i 1932 og senere gift med Knud Remi Christensen. I skabet ses i dag bl.a. Ingemanns Historiske Romaner og Digte fra 1913 i nationaludgave i fem bind, der har tilhørt Steen Asger Jensens far, Ole Volmer Jensen.
Radioen er en sjældenhed fra ca. 1925-30.
Den høje, flotte kakkelovn i hjørnet har stået på Kildebakkegård i Smørumnedre.
Loftslampen er fra 1920’erne og har været brugt hos en familie, der boede Smedetoften 26 i Ledøje.
Bemærk i øvrigt pibebrættet, telefon med håndsving, samt de mange billeder af personer, gårde m.m.
Opdateret 27-04-2023