Bagindgangen – Svenskestenen

Af Line Ludvigsen

Du kan få læst teksten op ved at klikke i nedenstående:

 

Ved siden af det sekskantede skab står en model af svenskestenen. Og på øverste hylde i skabet ses en lille udgave af stenen. Den ægte Svenskesten finder man på Skebjergvej inde på venstre side i kørselsretning mod Ballerup og tæt på fodgængerovergangen. Inskriptionen: ”Her ligger 10 svenske krigere som faldt for Smørumbønders hånd i 1659”, fortæller historien om, hvordan bønderne i Smørum godt trætte af de svenske soldaters hærgen på egnen under svenskernes belejring af København i 1659, efter indbyrdes aftale en sen aften overfaldt og dræbte ti svenske soldater, der var gået omkuld af druk. Med høtyve, økser og leer gjorde de det af med deres plageånder, og begravede dem i en to meter bred rende. Først da man ved et tilfælde i 1912 fandt skeletter, våben og udrustninger på stedet og fik tilkaldt Nationalmuseets folk, blev det gamle sagn om hændelsen bekræftet. Efter undersøgelser af fundet blev resterne begravet igen på stedet, og man satte stenen som minde herom. Formentlig har overfaldet dog fundet sted allerede i 1658.

I skabet ses nederst et tableau over bøndernes nedgravning af deres ofre, og på hylden over ses opgravningen i 1912. Begge miniaturer er fremstillet af museumsinspektør Lars Cramer-Petersen.

Se evt. også inde i salen maleriet over svenskeslaget. Det har oprindeligt været en af vægdekorationerne i krostuen på Smørum Kro, malet af Poul Larsen. Her ses bøndernes nedslagtning af de svenske soldater.

Opdateret 16-09-2023